Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) slår nu fast, at den officielle danske holdning er, at russiske atleter ikke skal deltage i OL i 2024 under neutralt flag.
Det siger han til Ritzau fredag eftermiddag.
Meldingen kommer i kølvandet på, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har åbnet for, at russiske og hviderussiske atleter kan deltage under neutralt flag.
- Det er det officielle Danmarks holdning - og det er min holdning som minister - at vi ikke må vakle i forhold til Rusland. Regeringens linje er klar. Rusland skal udelukkes fra al international sport, så længe deres angreb på Ukraine fortsætter, siger Jakob Engel-Schmidt.
Torsdag opfordrede de tre baltiske lande og Polen til, at IOC dropper tankerne om, at russiske og hviderussiske atleter kan være med til OL.
Derudover har Letland onsdag truet med at boykotte OL, hvis russiske atleter kommer til OL næste år. Det samme har Ukraine.
Men det kan ikke komme på tale i Danmark.
- I første omgang handler det om at samle alle sportsforbund og regeringer, for at sørge for at de russiske atleter ikke kan være med til at konkurrere.
- Skulle det ikke lykkes, så mener jeg ikke, at vi skal boykotte OL. Vi bør ikke tage danske atleter som gidsler i en politisk kamp, siger Jakob Engel-Schmidt.