Mie Højlund stjæler showet og sender Odense Håndbold på guldkurs

De seneste tre sæsoner har der enten stået Team Esbjerg eller Odense Håndbold på kvindernes Danmarksmesterskab.
Igen i år er det de to storhold, der spiller om guldet, og tirsdag aften blev finaleseriens første kamp spillet i Odense. Det blev en særdeles tæt og nervepirrende affære, der først i slutningen fandt sin afgørelse.
Med et kvarter tilbage var hjemmeholdet Odense i front med en enkelt ved stillingen 23-22, men herfra forsvandt skarpheden kort fra Team Esbjergs offensiv.
Derfor kunne Odense Håndbold sætte turboen på, og med en knivskarp slutfase sikrede de første stik i årets finaleserie.
Særligt én spiller trådte i karakter for de forsvarende mestre.
Landsholdets Mie Højlund var sprudlende og scorede ni af sine 12 mål i anden halvleg.
Odense Håndbold vandt 31-27, og dermed er der maksimalt pres på Team Esbjerg i weekenden.
Finaleserien består af op til tre kampe. Hvis Odense ikke taber kamp på lørdag, genvinder fynboerne det danske mesterskabet. Opgøret i Esbjerg spilles klokken 16.