Mohamed Salah sparker Egypten videre i Afcon
Målmanden Gabaski blev den store helt, da Egypten onsdag aften slog Elfenbenskysten ud af Africa Cup of Nations efter straffesparkskonkurrence.
Det lå imidlertid ikke i kortene. Han startede således på bænken og blev skiftet ind, da førstekeeper Mohamed El Shenawy blev skadet.
Gabaski reddede et straffesparksforsøg fra Manchester Uniteds Eric Bailly, inden Mohamed Salah scorede det afgørende mål.
Ingen af de to mandskaber formåede at score i hverken ordinær eller forlænget spilletid, og i straffesparkskonkurrencen vandt Egypten med 5-4.
Også onsdagens anden ottendedelsfinale i Africa Cup of Nations skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.
Hverken Mali eller Ækvatorial-Guinea scorede i den ordinære eller forlængede spilletid. I straffesparkskonkurrencen trak Ækvatorial-Guinea det længste strå og vandt 6-5.
/ritzau/