Seneste sport

Mourinho er ny cheftræner i Roma

  • Mourinho er ny cheftræner i Roma

    José Mourinho tiltræder som ny cheftræner i AS Roma fra næste sæson. Det oplyser Serie A-klubben på Twitter.

    Tidligere tirsdag meddelte den italienske klub, at Paulo Fonseca stopper som cheftræner efter sæsonen.

    Officielt. Klubben er glade for at kunne præsentere, at klubben har indgået en aftale med José Mourinho som ny cheftræner fra 2021-2022-sæsonen.

    For to uger siden blev José Mourinho fyret som manager i den engelske Premier League-klub Tottenham efter halvandet år i klubben. Han har tidligere blandt andet vundet tre Premier League-titler samt to Champions League-trofæer.

    Han har fortid i storklubber som Manchester United, Chelsea og Real Madrid.

    Seneste Nyt

  • PSG vinder og skaber spænding til det sidste i den franske liga

    Der bliver først kåret en fransk mester i fodbold på sidste spilledag i Ligue 1.

    Søndag blev næstsidste runde afviklet, og topholdet Lille kunne have sikret sig det første sæt guldmedaljer i ti år, hvis resultaterne havde flasket sig.

    Men det gjorde de altså ikke. Lille spillede uafgjort med Saint Etienne, og de nærmeste konkurrenter i guldkampen, Paris Saint-Germain (PSG), vandt over Reims. Dermed er de to hold blot adskilt af et enkelt point - med Lille øverst - inden sidste runde.

    Den spilles næste søndag. Her skal Lille møde Angers, der ligger nummer 12, mens PSG skal op imod Brest på 16.-pladsen.

    Paris Saint-Germain er et enkelt point fra Lille inden sidste runde. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

    /ritzau/

  • Barcelona slår Pernille Harder og Chelsea i Champions League-finalen

    FC Barcelona vandt søndag finalen i kvindernes Champions League.

    En spansk drømmestart gjorde, at Barcelona kom foran 1-0 i kampens første minut, da Chelsea scorede et komisk selvmål.

    Derfra blev ondt værre for Harder og Chelsea, da Barcelona kom på både 2-0 og 3-0 inden kampuret havde rundet 20 minutter.

    Det blev også 4-0 til Barcelona i første halvleg. I anden halvleg kørte de spanske mestre sikkert sejren hjem, og Chelsea kom aldrig for alvor i nærheden af at true Barcelonas mål.

    Barcelona-spillerne på bænken tog hul på jubelen allerede inden kampen var slut. (Foto: Björn Larsson Rosvall/TT © Scanpix)
  • Wolfsburg napper sidste CL-plads i Tyskland med uafgjort mod Leipzig

    Wolfsburg tog søndag aften den fjerde og sidste Champions League-plads i Bundesligaen.

    Efter 2-2 mod Leipzig, der havde Yussuf Poulsen med i hele kampen, er Wolfsburg nu sikre på minimum at slutte på fjerdepladsen.

    Leipzig ligger på andenpladsen.

    Maximilian Philipp stod for begge Wolfsburgs scoringer, mens Justin Kluivert og Marcel Sabitzer var på pletten for Leipzig.

    Der resterer en enkelt spillerunde i Bundesligaen.

  • Boksestjerne bekræfter megakamp

    Tyson Fury har bekræftet datoen for det planlagte brag mellem ham og Anthony Joshua.

    Det gør han i en video på Twitter.

    - Det bliver den største sportsbegivenhed nogensinde til at pryde jorden. Gå ikke glip af det, siger han i videoen.

    Fury bekræfter også, at mødet vil foregå 14. august i Saudi-Arabien.

    Joshua og Fury gør sig begge i sværvægt, hvor de tilsammen holder alle verdensmesterskaberne.

    Fury har WBC-bæltet, mens Joshuas navn står ud for WBA, WBO og IBF-bælterne. Dermed bliver vinderen af kampen 'undisputed champion' (ubestridt mester, red.), som den første siden Lennox Lewis i 2000.

    • Tyson Fury. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)
    • Anthony Joshua. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)
    1 / 2
  • Dramatisk runde i Spanien: Atlético er stadig på vej mod guldet, mens Barcelonas drømme brast

    Det var hektisk indtil sidste minut i den spanske liga søndag aften, da alle de spanske hold var i aktion i sæsonens næstsidste spillerunde.

    Atlético Madrid holder stadig fast i holdets førsteplads, da hovedstadsklubben vandt 2-1 over Osasuna. Atlético kom ellers bagud 1-0 med et kvarter tilbage af kampen, men det lykkedes holdet at kæmpe sig tilbage til sidst.

    Real Madrid vandt 1-0 over Athletic Bilbao og holder dermed stadig liv i mesterskabsdrømmen, da holdet inden sidste spillerunde kun er to point efter Atlético.

    Barcelonas chancer for et mesterskabe er derimod brast efter et 2-1-nederlag til Celta Vigo. Med syv point op til Atlético med én kamp tilbage er det ikke længere muligt for Barcelona at overtage førstepladsen.

    Der var stor jubel blandt Atlético-spillerne, da holdet scorede til 2-1. (Foto: JUAN MEDINA © Scanpix)
  • Nadal vinder Italian Open for 10. gang: Besejrer Djokovic i finalen

    Rafael Nadal er tilbage på tronen i Italian Open.

    Søndag vandt den spanske tennisstjerne Masters 1000-turneringen for tiende gang, da verdensetter Novak Djokovic blev slået i finalen på gruset i Rom. Nadal vandt i tre sæt med cifrene 7-5, 1-6, 6-3.

    Det var Nadals 13. finale i den italienske turnering. Han vandt første gang Italian Open i 2005.

    Rafael Nadal og Novak Djokovic har domineret Italian Open i mange år. 15 af de seneste 17 udgaver af turneringen er blevet vundet af de to.

    Kun i 2016 og 2017 endte nogle andre som vindere, da henholdsvis Andy Murray og Alexander Zverev sejrede. De slog begge Novak Djokovic i finalen.

    Det er Rafael Nadals tiende Italian Open-titel. (Foto: Filippo MONTEFORTE © Scanpix)

    /ritzau/

  • Dortmund sikrer sig Champions League i næste sæson

    Borussia Dortmund bliver også i næste sæson en del af europæisk klubfodbolds fineste selskab.

    Søndag sikrede klubben sig en plads i Bundesligaens top-4 og dermed en plads i Champions League-gruppespillet efter sommerpausen.

    Det skete, da Bo Svenssons Mainz blev slået med 3-1. Sejren er Dortmunds sjette i træk i ligaen og sender holdet op på 61 point, hvilket er fire mere, end Eintracht Frankfurt har på femtepladsen med én kamp tilbage.

    Mens det altså blev til et nederlag for Mainz, så har det alligevel været en god weekend for klubben. Lørdag blev dens overlevelse i Bundesligaen nemlig sikret, da rivalerne i nedrykningskampen fra Werder Bremen og Bielefeld begge smed point.

    /ritzau/

  • AGF holder liv i bronze-drømmen med sejr over Nordsjælland

    Med en sejr til FC København over Brøndby tidligere søndag, var det påkrævet for AGF at hente en sejr mod FC Nordsjælland, hvis drømmen om tredjepladsen i Superligaen skulle holdes i live.

    Men det lykkedes. AGF vandt 3-1 efter mål af Kevin Diks, Jón Dagur Thorsteinsson og Patrick Mortensen og er nu fire point efter FCK, der ligger på tredjepladsen. Abu Francis sørgede for Nordsjællands udligning til 1-1.

    FCN ligger på femtepladsen i Superligaen, mens AGF på fjerdepladsen møder hård modstand i de to sidste runder af sæsonen i form af Brøndby og FC Midtjylland.

    Patrick Mortensen (til højre) scorede til 3-1. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
  • Liverpools drøm om Champions League lever efter vanvittig keeper-scoring

    Liverpool sikrede søndag aften vigtige point i klubbens jagt på at nå i top-4 i den engelske Premier League, som vil give adgang til næste sæsons Champions League.

    Holdet vandt 2-1 over West Bromwich efter en vild afslutning på kampen. Mohamed Salah stod for Liverpools mål i første halvleg, mens West Bromwich-spilleren Hal Robson-Kanu sørgede for hjemmeholdets mål.

    Det så længe ud til, at 1-1 skulle blive slutresultatet, men så steg Liverpool-målmanden Alisson op efter et hjørnespark i tillægstiden og headede sit hold på 2-1.

    Dermed er Liverpool kun et enkelt point fra en Champions League-plads med to runder tilbage af Premier League.

    Liverpools målmand Alisson (i sort) var omgivet af sine holdkammerater efter scoringen. (Foto: Laurence Griffiths © Scanpix)
  • Danmark sætter World Cup-punktum med bronze

    Den danske kajakroer Cathrine Rask satte dansk punktum ved World Cup'en i Szeged i Ungarn, da hun søndag roede sig til en flot bronzemedalje i 5.000 meter enerkajak.

    Hun måtte se sig slået af vinderen, svenske Linnea Stensils, samt ungarske Zsoka Csikos. Der var blot fem sekunder mellem Rask og Stensils, så det blev en yderst tæt afgørelse.

    Danmarks samlede medaljehøst ved World Cup'en i Ungarn lyder på én guldmedalje, én sølvmedalje samt tre af bronze.

  • Brøndby misser muligheden for førstepladsen efter derby-nederlag

    Brøndby fik søndag en gylden mulighed for at indtage Superligaens førsteplads, efter at FC Midtjylland og Randers spillede uafgjort.

    Det lykkedes dog ikke for de blågule, der i Parken tabte 2-1 til FC København og nu er to point efter FCM.

    Det var FCK, der kom bedst fra start, og efter en lille halv time lykkedes det Rasmus Falk med hjælp fra Andreas Maxsøs skulder at bringe sit hold på 1-0. Brøndby og Simon Hedlund svarede fem minutter før pausen igen med fine kombinationer og en udligning til 1-1.

    FCK pressede på i starten af anden halvleg, hvor det lykkedes hjemmeholdet at fremtvinge et straffespark efter ti minutter. Det tog Jonas Wind sig af, og så var FCK foran 2-1. Omkring et kvarter senere gjorde Jesper Lindstrøm det svært for Brøndby, da han fik et direkte rødt kort.

    Med sejren er FCK fem point efter FCM og kan med to kampe igen stadig nå at vinde mesterskabet.

    Rasmus Falk (til venstre) sørgede for 1-0-målet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Semifinalerne er klar: TTH Holstebro napper førstepladsen foran Aalborg

    Der var kun spænding i den ene af de to slutspilsgrupper i den danske herrehåndboldliga, da gruppens sidste kampe blev spillet søndag aften.

    GOG og Bjerringbro/Silkeborg havde allerede inden søndagens kampe sikret sig henholdsvis første- og andenpladsen i gruppe 1, mens TTH Holstebro og Aalborg i den anden gruppe mødtes i den direkte duel om gruppe 2's førsteplads.

    Det skulle da også blive en meget tæt affære mellem de to mandskaber, hvor det først i de sidste sekunder blev afgjort, at TTH trak det længste strå med en sejr på 38-36.

    Dermed mødes TTH Holstebro og Bjerringbro/Silkeborg i semifinalen, mens sidste års vindere Aalborg Håndbold skal møde grundspilsvinderne fra GOG.

  • Pragtkamp af Højbjerg: Assisterer og scorer i Tottenham-sejr

    Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg var udslagsgivende søndag, da Tottenham vandt 2-0 over Wolverhampton i den engelske Premier League.

    Danskeren havde en stor andel i sejren, hvor han både scorede og assisterede.

    I slutningen af første halvleg scorede Tottenhams Harry Kane til 1-0 efter en præcis aflevering af Højbjerg. I anden halvleg var det så Højbjerg selv, der kunne sørge for sejren med en scoring til 2-0.

    Sejren sender Tottenham op på sjettepladsen, der giver adgang til Europa League.

    Pierre-Emile Højbjerg (til venstre) har scoret to Premier League-mål i denne sæson. (Foto: Adrian Dennis / POOL © Scanpix)
  • Stjerne sejrer på giroens 9. etape og kører sig i førertrøjen

    Den colombianske cykelstjerne Egan Bernal (Ineos) kom søndag stormende bagfra og vandt 9. etape af Giro d'Italia.

    På et grusstykke på en stigning op mod målstregen overhalede Bernal to udbrydere og tog den mindeværdige sejr. Samtidig kørte han sig i løbets lyserøde førertrøje.

    I det samlede klassement har han 15 sekunder ned til Remco Evenepoel (Quick-Step) og 21 sekunder ned til Aleksandr Vlasov (Astana).

    Egan Bernal slider sig de sidste meter i mål på det afsluttende grusstykke. (Foto: JENNIFER LORENZINI © Scanpix)

    /ritzau/

  • HB Køge generobrer førstepladsen

    HB Køge var henvist til andenpladsen i Kvindeligaen for en stund, da Brøndby tidligere søndag slog Fortuna Hjørring.

    Men med en sejr på 1-0 på udebane mod FC Thy-Thisted er HB Køge tilbage på førstepladsen.

    Stephanie Ribeiro blev kampens enlige målscorer, da hun var på pletten med et kvarter tilbage af kampen.

    Med sejren er HB Køge på 26 point, hvilket er to flere end Brøndby på andenpladsen.

    Der er tre spillerunder tilbage i Kvindeligaen.

  • Nedrykkerne fra AC Horsens tager point fra AaB

    AaB kunne med en sejr over AC Horsens i dag lægge afstand til de nærmeste forfølgere i toppen af Superligaens nedrykningsspil. Men sådan skulle det ikke gå.

    Nedrykkerne fra AC Horsens kom nemlig foran allerede efter ti minutter, og så skulle AaB på jagt. Og efter en times spil kom udligningen også, da Tim Prica bankede bolden i mål til 1-1. Selvom AaB havde mulighederne for flere scoringer, blev det ikke til mere, og dermed må de tage til takke med et enkelt point.

    Mens AC Horsens nedrykning blev en realitet for to uger siden, sidder AaB fortsat på nedrykningsspillets førsteplads. Men resultatet i dag betyder, at den plads nu i fare, da de nærmeste forfølgere fra Sønderjyske kun er to point efter nordjyderne og møder Lyngby i morgen.

  • Brøndby holder liv i mesterskabsdrømmen efter sejr over Fortuna Hjørring

    Brøndby sikrede sig her til eftermiddag tre uhyre vigtige point i topstriden af Kvindeligaens mesterskabsspil, da de besejrede Fortuna Hjørring med 2-1.

    I lang tid så det ellers ud til, at kampen skulle ende uden vinder. Men få minutter før tid bankede Nanna Christiansen bolden i mål til 2-1, og da der ikke blev scoret flere mål herefter, kunne Brøndby altså sikre sig de tre point.

    Sejren betyder, at de gule fra vestegnen klatrer op på 24 point, og dermed overtager de førstepladsen midlertidigt fra HB Køge, der har 23 point.

    Men den placering kan hurtigt ændre sig igen. HB Køge er nemlig i skrivende stund på besøg hos FC Thy-Thisted Q, og med en sejr her vil de gentage førstepladsen.

    I dagens anden kamp i i Kvindeligaens mesterskabsspil vandt Kolding Q hele 4-1 over FC Nordsjælland. Dermed klatrer Kolding Q op på 15 point, og de overtager derfor også tredjepladsen fra Fortuna Hjørring, der har 14 point.

  • Danske orienteringsløbere sættes til vægs af svenske verdensstjerner ved EM

    Danmark stillede i dag med seks deltagere fra start i både kvindernes og herrernes sprint-disciplin ved EM i orienteringsløb. Det blev dog ikke til nogen topplaceringer for de danske deltagere.

    Bedste dansker hos herrerne blev Søren Thrane Ødum, der endte på 16. pladsen, mens Josefine Lind gjorde sig bemærket som bedste dansker hos kvinderne med en 22. plads.

    I begge konkurrencer var det vores svenske naboer, der løb afsted med de store overskrifter. Kvindernes løb blev således vundet af Tove Alexandersson, mens Emil Svensk tog sig af guldmedaljen hos herrerne.

  • FC Midtjylland smider point og giver Brøndby mulighed for at stige til tops

    Topholdet FC Midtjylland kunne med en sejr over Randers her til eftermiddag lægge midlertidig afstand til Brøndby på Superligaens andenplads. Men sådan skulle det ikke gå.

    De nyslåede pokalmestre fra kronjylland spillede nemlig 1-1 med de danske mestre fra FC Midtjylland, og dermed får Brøndby en gylden mulighed for at overtage førstepladsen.

    Efter Randers kom foran på et straffesparksmål af Vito Misrati i første halvleg, lignede det i lang tid, at kronjyderne faktisk ville tage alle tre point. Men i det 80. minut sparkede brasilianske Evander et frispark direkte i kassen til stillingen 1-1, og så jagtede midtjyderne for alvor de tre point. Og selvom de kom tæt på ad flere omgange, blev det ikke til flere scoringer.

    Dermed må midtjyderne tage til takke med det ene point, der sender deres samlede pointsum op på 57.

    Resultatet betyder, at Brøndby nu har en gylden mulighed for at stryge til tops i Superligaens mesterskabsspil. Med en sejr over FC København kan de gule fra vestegnen nemlig komme op på 58 point, og dermed kalde sig for nyt tophold. Lokalbraget mellem Brøndby og FC København spilles klokken 16.

  • Napoli sender Juventus ud af top 4 efter sejr over Fiorentina

    I går aftes kunne Juventus juble over, at de havde besejret de italienske mestre fra Inter med 3-2, og dermed kunne de indtage en plads i Serie A's top 4. Men nu er Juventus igen udenfor den højt eftertragtede top 4-placering, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

    Det står klart, efter Napoli i dag besejrede Fiorentina med 2-0 på udebane. Med sejren klatrer de nemlig med 76 point op på Serie A's tredjeplads, og dermed er Christiano Ronaldo og kompagni igen nede på ligaens femteplads.

    Fjerdepladsen indtages af Simon Kjær og AC Milan, der ligesom Juventus har 75 point. Danskerens hold har dog spillet en kamp færre.

  • Dansk firerkajak varmer op til OL med World Cup-bronze

    Den kvindelige danske firerkajak fik i dag en god optakt frem mod OL, da de vandt bronze ved World Cup-finalen over 500 meter i ungarnske Szeged.

    Den danske kvartet med Emma Aastrand Jørgensen, Julie Frølund Funch, Sara Corfixsen Milthers og Bolette Nyvang Iversen var oppe imod verdenseliten i finalen, men efter et flot løb og en stærk afslutning kunne de henvise flere store natoner til sekundære placeringer og nappe bronzemedaljerne.

    Den tyske kvartet nappede guldet, mens hviderusserne tog sig af sølvmedaljerne.

    Senere i dag skal tre danskere forsøge at gøre den kvindelige kvartet kunsten efter, når der er massestarter over 5000 meter enerkajak.

  • Endnu et dansk ro-par booker OL-billet

    Tidligere i dag kunne roerne Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen juble over, at de havde kvalificeret sig til sommerens OL i Tokyo. Men nu er der endnu mere at glæde sig over i den danske ro-lejr.

    Her til middag har endnu et dansk par booket nemlig billet til sommeres største sportsevent.

    Joachim Sutton og Frederic Vystavel sluttede nemlig på andenpladsen i dagens finale i herrernes toer uden styrmand ved kvalifikationsstævnet i scweiziske Luzern. Dermed kan de også juble over, at de skal en tur til Japan til sommer.

    Den danske duo var blot syvhundrede del af et sekund fra Holland, der nappede konkurrencens førsteplads. De havde godt to sekunder ned til den amerikanske båd på tredjepladsen.

  • Viby vinder kvindernes bordtennisliga

    Bordtenniskvinderne fra Viby kunne i går aftes lade sig hylde som danske mestre i bordtennis, da de slog de forsvarende mestre fra Hillerød i finalen.

    En holdkamp i bordtennis består af ti kampe, og da gårsdagens finale endte 5-5, skulle de to hold ud i et sidste og afgørende sæt, før der kunne kåres en vinder.

    Her trak Vibys Sally Maribo det længste strå, og dermed kan den aarhusianske klub kalde sig dansk mester for første gang nogensinde.

  • Nyt dansk par ror sig til OL-billet

    Det nyligt sammensatte par, der nu skal en tur til OL. Hvis det altså bliver gennemført. (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

    Roerne Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen fik i dag endnu en tungtvejende grund til at se frem mod sommerens OL i Tokyo.

    De to blev nummer to i finalen i kvindernes toer uden styrmand ved kvalifikationsstævnet i scweiziske Luzern. Den placering sikrede dem en billet til legene i Japan.

    Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen blev for mindre end tre uger siden sat sammen i en ny satsning for at kunne ro sig til OL.

    Det hele går dog ikke Danmarks vej ved stævnet i Luzern. OL-lyset er slukket for både kvindernes og herrernes letvægtsdobbeltsculler, der begge sluttede uden for top-3 i deres semifinaler.

  • Alexander Scholz er Årets Profil i Superligaen

    Tæt på hver fjerde kryds blev sat ud fra FC Midtjyllands forsvarsspiller Alexander Scholz, da spillerne i Superligaen skulle stemme på Årets Profil.

    - Det er jeg meget glad for. Det er første gang, at kolleger giver mig en pris. Det var dejligt, om end det har taget ti år at få deres anerkendelse, så er det virkelig dejligt, siger han i en pressemeddelelse.

    - Det er en lidt anden følelse end at få anerkendelse fra journalister eller fans, fordi det er dem, du render rundt med til hverdag. Nu ved jeg godt, at holdkammerater ikke må stemme, men det gør det egentlig bare federe.

    Han fik 23 procent af stemmerne foran Mikael Uhre fra Brøndby og Jonas Wind fra FC København, der hver fik 14 procent af stemmerne.

  • Pernille Harder før Champions League-finalen: 'Det største vil være at se Magda løfte trofæet'

    Pernille Harder i en træning forud for aftenens finale mod FC Barcelona. Kampen bliver spillet på Gamla Ullevi i Göteborg. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

    Pernille Harder har spillet to Champions League-finaler og tabt dem begge.

    I aften skal Danmarks bedste kvindelige fodboldspiller så prøve igen, når hendes hold, Chelsea, møder FC Barcelona i kampen om trofæet.

    Hun skiftede til London-klubben sidste år, og ved den lejlighed blev hun holdkammerat med sin kæreste, svenske Magda Eriksson.

    Derfor vil en sejr i aften også være både en personlig og fodboldmæssig triumf.

    - Det største ville være at se Magda løfte trofæet. Det ville være et meget stolt øjeblik for mig og hende, siger Pernille Harder til The Guardian.

    Finalen spilles klokken 21 i aften og kan ses på TV3+.

  • Nordkorea trækker sig fra kvalifikationen til VM i fodbold

    Nordkorea trækker sig fra kvalifikationen til fodbold-VM i Qatar i 2022 og AFC Asian Cup i Kina.

    Det skriver Det Asiatiske Fodboldforbund, AFC, på sin hjemmeside.

    Forbundet skriver ikke noget om årsagen til afbuddet, men for godt en måned siden valgte Nordkorea at trække sig fra sommerens OL i Tokyo på grund af bekymring for coronapandemien.

    AFC skriver, at forbundet vil meddele Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, om beslutningen fra Nordkorea.

    Nordkorea skulle have mødt Sri Lanka, Sydkorea og Turkmenistan i Sydkorea i de tre sidste spillerunder i kvalifikationen i juni om en direkte kvalifikation til VM i Qatar.

    /ritzau/

  • Over halvdelen af de danske fans mister deres EM-billetter

    En meget kedelig nyhed er tikket ind forud for EM i fodbold på hjemmebane om knap en måned.

    I et opslag i Facebook-gruppen Danes Away skriver fanformand, Anders Hagen, at Uefa har reduceret antallet af billetter til fanklubmedlemmerne, som betyder, at over halvdelen af dem, der allerede har købt en billet, vil miste den.

    Fanklubmedlemmerne havde fået tildelt 5.000 billetter, som nu er reduceret til 2.100.

    - For at være helt ærlig er jeg i chok over, hvor få billetter vi får. Det er noget rigtig møg - og det er ikke til at bære, at så mange fanklubmedlemmer får annulleret deres billet, skriver Anders Hagen.

    Reduceringen skyldes en kapacitetetsnedsættelse i Parken grundet corona-pandemien, hvor Uefa så har valgt nedskallere samtlige kategorigrupper, altså både fan- og neutrale afsnit, procentuelt ligeligt.

    Uefa vil på et senere tidspunkt melde ud, hvad der sker med de billetter, som er blevet købt til de neutrale afsnit.

  • Tennisgiganterne Nadal og Djokovic mødes i italiensk finale

    Novak Djokovic mod Rafael Nadal.

    To af de allerstørste navne indenfor tennissporten har i dag vundet deres respektive semifinaler i ATP-turneringen i Rom, og skal nu stå overfor hinanden i finalen.

    Spanske Nadal besejrede sin amerikanske modstander Reilly Opelka med 2-0 i sæt, mens verdensranglistens nummer ét, Novak Djokovic, skulle ud i et tredje sæt mod hjemmebanefavoritten Lorenzo Sonego, før han med sejren på 2-1 i sæt var kvalificeret til finalen.

    Finaleopgøret mellem serbiske Djokovic og spanske Nadal spilles i morgen.

  • Kasper Schmeichel efter FA-Cup-sejr: Vi har drømt om at vinde den her pokal længe - jeg er så sindssygt stolt

    Det var en stolt anfører - og dansk landsholdsmålmand, der blev interviewet efter Leicesters første sejr i FA Cuppen nogensinde.

    Kasper Schmeichel havde en kæmpe rolle i sejren med flere vitale redninger. (Foto: Nick Potts / POOL © Scanpix)

    - Jeg er stolt af alle her i klubben - vi spillede mod en svær modstander, men vi spillede utroligt godt og kæmpede så hårdt, sagde danskeren efter kampen til 6'eren.

    For Kasper Schmeichel betyder denne pokal noget helt særligt.

    - Vi har drømt om at vinde det her trofæ i så mange år. Og vi snakkede om det i starten af sæsonen. Jeg er bare sindssygt glad. At stå her i dag med den pokal er sindssygt, lød det fra danskeren, der som barn fik lov at løfte pokalen, da farmand Peter vandt den med Manchester United tre gange.

    - Jeg kan ikke huske, at den var så tung, lød det grinende fra Leicester og Danmarks nummer 1.

    Det var prins William, der overrakte pokalen til danskeren. (Foto: Matthew Childs © Scanpix)
  • Pokalmester: Kasper Schmeichel og Leicester vinder FA Cup-finalen

    Kasper Schmeichel jubler med holdkammeraterne fra Leicester, efter de har vundet FA-cup finalen. (Foto: Kirsty Wigglesworth © Scanpix)

    Kasper Schmeichel og Leicester kan skrive en titel mere på CV'et, efter de her til aften vandt 1-0 over Chelsea i FA Cup-finalen.

    Leicester kom foran i det 63 minut, da belgiske Youri Tielemans bankede bolden i kassen til 1-0. Og i lang tid så det ud til, at den stilling ville stå som kampens slutresultat.

    Men i det 89. minut var det lige ved at gå galt for Schmeichel og kompagni. Her lykkedes det nemlig Chelseas venstreback Ben Chilwell at sende bolden forbi danskeren, og så lignede det, at kampen skulle ud i forlænget spilletid. Men kort efter kunne danskeren ånde lettet op, da scoringen efter et VAR-gennemsyn blev annulleret for offside.

    Dermed kunne danskeren efter 90 minutters spilletid løfte trofæet som engelsk pokalmester.

    Det er anden gang Kasper Schmeichel kan løfte et trofæ som Leicester-spiller. For fem år siden vandt de nemlig på overraskende vis det engelske mesterskab.

    Chelseas danske forsvarsspiller Andreas Christensen sidder ude med en skade, og han var derfor ikke en del af finalen.

  • Juventus holder liv i top 4-drømmen efter sejr over Inter

    Den italienske storklub Juventus besejrede her til aften Christian Eriksen og Inter med 3-2 i Serie A, og dermed holder de liv i drømmen om en plads i top 4.

    Inter er allerede sikret det italienske mesterkskab, men samme sikkerhed er der ikke om Juventus placering i den bedste italienske række.

    Forud for dagens kamp var de nemlig pisket til en sejr, hvis de ville holde kort snor i Napoli på fjerdepladsen. Og med sejren på 3-2 lykkedes det altså Juventus at sikre de tre point, der holder liv i deres drøm om en top 4-placering og kvalifikation til næste sæsons Champions Leauge.

    Der resterer to spillerunder af Serie A, og Juventus indtager lige nu femtepladsen. De har dog kun ét point op til Napoli, mens der er tre point op til AC Milan på tredjepladsen.

    Danske Christian Eriksen var med fra start i kampen, men blev skiftet ud efter 73 minutters spil.

  • Velspillende Søren Kjeldsen springer otte pladser frem i British Masters

    Det var en god dag på kontoret for den danske golfspiller Søren Kjeldsen, der på dagens runde af den engelske golfturnering British Masters sprang otte pladser frem i den samlede stilling.

    Danskeren gik dagens runde tre slag under par, og dermed klatrer han op på en delt 19. plads. Samlet set slutter han derfor turneringen syv slag under par.

    Udover Søren Kjeldsen var tre andre danskere også med i den britiske golfturnering. Thorbjørn Olesen og Joachim B. Hansen delte således 57. pladsen, mens Thomas Bjørn sluttede lidt længere nede på 67. pladsen.

    Turneringen blev vundet af engelske Richard Bland, der var13 slag under par.

  • Odense Håndbold booker billet til DM-finalen

    Håndboldkvinderne fra Odense kom her til eftermiddag et skridt tættere på klubbens første mesterskab, da de bookede billet til DM-finalen.

    Med en udebanesejr på 28-27 over de regerende mestre fra Team Esbjerg i den anden semifinale de to klubber imellem kan fynboerne nu kalde sig finalister.

    Det første opgør vandt Odense med 27-26, og dermed skulle de blot bruge et uafgjort resultat i dagens kamp for at sikre sig en finaleplads.

    I finalen venter vinderen af opgøret mellem Viborg HK og Herning-Ikast. Det første af deres semifinaleopgør vandt Herning-Ikast, men da Viborg i dag tog sejren i det andet opgør, skal de to klubber ud i en tredje og afgørende kamp.

  • 40 mål: Lewandowski tangerer vild målrekord

    Bayern Münchens polske stjerneangriber Robert Lewandowski lavede i dag sit ligamål nummer 40 i denne sæson, og dermed tangerede han Gerd Müllers legendariske scoringsrekord.

    Polakken kom op på de imponerende 40 fuldtræffere, da han sendte bolden i kassen til 1-0 på straffespark i Bayern Münchens 2-2-kamp mod Freiburg.

    Med en enkelt spillerunde tilbage i den bedste tyske række har Lewandowski i næste weekend mulighed for at overgå Müllers scoringsrekord, der blev sat tilbage i 1972.

    Udover scoringsrekorden kan den polske angriber også glæde sig over, at Bayern München i sidste weekeend sikrede sig det niende mesterskab i træk.

    Lewandowski scorede her til eftermiddag sit ligamål nummer 40. (Photo by Thomas KIENZLE / POOL / AFP) (Foto: THOMAS KIENZLE © Scanpix)
  • Bo Svenssons Mainz overlever i Bundesligaen

    Uden overhovedet selv at være i aktion kunne Bo Svensson og hans tyske klub Mainz her til eftermiddag knytte næverne, række armene over hovedet og juble over, at de er sikret endnu en sæson i Bundesligaen.

    Rivalerne i kampen om at blive i den bedste tyske række, Werder Bremen og Bielefeld, endte nemlig begge med at smide point i dagens kampe.

    Dermed har Mainz fem point ned til nummer 16, der skal ud i en playoffkamp om nedrykning, og med dagens resultater er danskerens klub altså i sikkerhed herfra.

    Da den danske træner overtog cheftrænerposten i januar, lå Mainz til nedrykning. Men siden da har pilen altså peget én vej for den tyske klub, der nu er sikret overlevelse i Bundesligaen.

  • Viborg tromler Esbjerg og gentager førstepladsen i 1. division

    Selvom Viborg allerede er sikret oprykning til Superligaen, så er de ikke gået på ferie endnu.

    Det viste de i den grad i dag, da de kørte Esbjerg over med hele 4-0.

    Med sejren kommer den midtjyske klub op på 70 point i den næstbedste danske rækkes oprykningsspil, og dermed overtager de førstepladsen fra Silkeborg.

    Esbjerg ligger nummer tre i Superligaens oprykningsspil, men den placering kan de ikke nå at avancere fra, da både Viborg og Silkeborg er sikret en billet til den bedste danske fodboldrække i næste sæson.

  • Ung franskmand kører solo og tager flot Giro-sejr

    Den 25-årige franskmand Victor Lafay kørte først over målstregen på 8. etape af Giro d'Italia.

    Cofidis-rytteren havde under det meste af dagens etape siddet i udbrud med otte andre ryttere, men på dagens sidste stigning kørte han fra de øvrige udbryderkonkurrenter og tog sejren. Det er første gang franskmanden vinder en etape på World Touren.

    Etapens andenpalds blev taget af Francesco Gavazzi, mens tyske Niklas Arndt kom i mål på tredjepladsen.

    Dagens resultat betyder intet for toppen af det samlede klassement.

    Attila Valter er fortsat i besiddelse af den lsyerøde føretrøje, men blot 11 sekunder efter ligger Remco Evenepoel på andenpladsen i det samlede klassement. På tredjepladsen er den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal. Han har 15 sekunder op til Attila Valter.

  • VM-truppen er udtaget: Danmark har én NHL-spiller med

    Den danske landstræner Heinz Ehlers har udtaget de 28 spillere, der senere på måneden skal med til VM i ishockey i Letland.

    I den danske trup er én enkelt NHL-spiller blevet udtaget, og det er Alexander True, der til dagligt spiller for hos San Jose Sharks.

    Landstræner Heinz Ehlers havde ellers håbet på, at han kunne have udtaget en yderligere NHL-spiller i form af Oliver Bjorkstrand fra Columbus Blue Jackets. Men sådan bliver det altså ikke.

    Ved VM i Letland venter der det danske landshold syv gruppekampe. Da de øvrige VM-divisioner er blevet aflyst på grund af coronapandemien, bliver der dog ingen nedrykkere i denne omgang.

  • Australsk supersprinter udgår af Giroen

    Den australske sprinter Caleb Ewan er udgået af Giro d'Italia på grund af smerter i knæet.

    Det skriver hans hold Lotto Soudal på Twitter.

    Sprinteren udgik efter 50 kilometer af 8. etape i det prestigefyldte etapeløb. Det er ellers ikke mere end 24 timer siden, at han kunne iklæde sig den lilla pointtrøje efter at have vundet sin anden etapesejr i årets Giro d'Italia.

    Derfor bliver det altså hverken til pointtrøje eller flere etapesejre for Caleb Ewan i denne omgang.

  • Viborg-sejr tvinger Herning-Ikast ud i tredje semifinaleopgør

    Der skal et tredje opgør til for at afgøre håndboldkvindernes DM-semifinale mellem Herning-Ikast og Viborg.

    Efter Herning-Ikast i torsdags nappede sejren i det første opgør, var Viborg i dagens kamp de to klubber imellem tvunget til at hive en sejr, hvis de fortsat ville gøre sig forhåbninger om at komme i DM-finalen. Og den sejr kom også i hus, da hjemmeholdet fra Viborg vandt den midtjyske duel med hele 28-18.

    Dermed har kvinderne fra domkirkebyen fået en ekstra chance for at spille sig i DM-finalen.

    Den tredje og afgørende kamp spilles tirsdag aften.

    De to øvrige DM-semifinalister fra Esbjerg og Odense mødes i dag klokken 16.

  • Skidt nyt for Sverige: Zlatan misser EM i fodbold

    En skade forhindrer den svenske verdensstjerne Zlatan Ibrahimovic i at deltage ved sommerens EM i fodbold.

    Det siger Sveriges landstræner, Janne Andersson, til Aftonbladet.

    - Jeg har talt med Zlatan Ibrahimovic, som desværre har meddelt, at hans skade stopper hans medvirken i EM til sommer.

    - Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt - mest af alt for Zlatan, men også for os. Jeg håber, han så snart som muligt er tilbage på banen igen, siger Janne Andersson.

    I AC Milans sejr over Juventus i sidste weekend pådrog den 39-årige angriber sig en knæskade, og efter at have talt med flere specialister har Zlatan Ibrahimovic fået anbefalet seks ugers pause, før han kan begynde sin genoptræning.

    Derfor har den svenske stjerne vurderet, at han ikke kan komme i kamp ved EM.

    Zlatan Ibrahimovic stoppede på det svenske landshold efter EM-slutrunden i 2016. Men tidligere på foråret gjorde han comeback i den blå-gule nationaldragt, da han blev udtaget til en række testkampe.

    Zlatan forlader banen efter at have pådraget sig en knæskade i kampen mod Juventus. (Photo by Isabella BONOTTO / AFP) (Foto: ISABELLA BONOTTO © Scanpix)
  • Silkeborg fejrer Superliga-oprykning med storsejr

    Tidligere på ugen sikrede Silkeborg sig oprykning til Superligaen, og det fejrede de i dag ved at banke HB Køge med 4-1.

    Med sejren klatrer den midtjyske klub op på 69 point og en foreløbig førsteplads i 1. division. Den plads har Viborg dog mulighed for at tage tilbage igen senere i dag, når de hjemme møder Esjberg.

    HB Køge ligger sidst blandt de seks klubber i oprykningsspillet til Superligaen. Og den plads kan de ikke nå at avancere fra, da det ikke længere er muligt for dem at hente FC Fredericia, som er næstsidst.

  • Danske roere tager sølv og bronze i World Cup-finale

    De danske kajakroere René Holten Poulsen og Victor Gairy Aasmul vandt her til middag sølv og bronze i finalen i 500 meter enerkajak ved World Cup i ungarnske Szeged.

    I lang tid så det ellers ud til, at førstnævnte skulle gå fra finalen med guldmedaljen om halsen. Men på selve målstregen måtte han se sig slået af ungarnske Bence Nadas, der var sølle to hundrededele af et sekund hurtigere end danskeren.

    Victor Gairy Aasmul kom umiddelbart efter sin landsmand og sikrede sig dermed bronzemedaljen.

    Lige før herrernes finale, var toerkajakken med Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen også i aktion, da de deltog i finalen over 500 meter. Parret, der er udset til at ro båden ved OL i Tokyo for Danmark, sluttede på ottendepladsen.

    René Holten Poulsen og Victor Gairy Aasmul er dog ikke de eneste danskere, der kan tage fra Ungarn med medaljer om halsen. Tidligere i dag var Emma Aastrand Jørgensen nemlig helt suveræn, da hun vandt guld i 200 meter enerkajak.

    René Holten Poulsen vandt her til middag sølv i 500 meter enerkajak ved World Cup i Ungarn. Foto:Aleksandar Djorovic. (Foto: /Ritzau Scanpix) (Foto: Unknown © Scanpix)
  • Pokalmester: Dansk landsholdsspiller vinder svensk titel

    Den danske landsholdsspiller Luna Gewitz spillede hele kampen for HB Bäcken, der i går sikrede sig den svenske pokaltitel.

    Danskerens klub var i finalen oppe imod Eskilstuna, og her blev det til en sejr på hele 3-0. Dermed kunne de lade sig hylde som svenske pokalmestre.

    Den 27-årige forsvarsspiller skiftede forud for denne sæson fra franske EA Guingamp til BK Häcken, der lige nu ligger nummer fem i den bedste svenske række.

  • Suveræn dansk kajakroer vinder World Cup-guld

    Den danske kajakroer Emma Aastrand Jørgensen var helt suveræn, da hun lørdag formiddag vandt guld i 200 meter enerkajak ved World Cup i ungarnske Szeged.

    Danskeren var over et halvt sekund hurtigere end sin nærmeste konkurrent, og kunne dermed lade sig hylde som sikker vinder af konkurrencen. Dermed sikrede hun Danmarks første medalje ved stævnet i Szeged.

    Men til trods for guldmedaljen er Emma Aastrand Jørgensen slet ikke færdig med at ro for i dag.

    I eftermiddag skal hun nemlig i aktion i semifinalen i 500 meter enerkajak, mens hun også skal deltage i det indledende heat i firerkajak over den same distance.

  • OB ansætter svensk cheftræner

    Superligaklubben OB skal fra 1. juni have ny cheftræner, og her er valget faldet på svenske Andreas Alm. Den 47-årige træner, der tidligere har stået i spidsen for Vejle Boldklub, får en treårig kontrakt.

    Det skriver OB i en pressemeddelelse.

    - Det er en god dag, og det er rigtig positivt, at vi nu har fundet vores cheftræner for de kommende tre år.

    - Vi er rigtig glade for, at vi kan tiltrække en træner som Andreas Alm, som vi mener er yderst kompetent. Vi er glade for, at han kan se sig selv i OB, og at han kan følge vores fremtidige planer for klubben, siger sportschef i OB Michael Hemmingsen.

    Andreas Alm er nuværende træner for svenske BK Häcken, som han blandt andet har ført til en pokaltitel og bronzemedaljer i den bedste svenske fodboldrække.

    Her fortsætter han indtil slutningen af maj, inden han d. 1. juni starter i OB.

    Andreas Alm på sidelinjen for BK Häcken. (Foto: 9200 Adam Ihse/TT © Scanpix)
  • Danske både er sikkert videre i OL-kvalifikationen

    De danske roere kom godt fra start, da de lørdag formiddag indledte OL-kvalifikationsstævnet i den scweiziske by Luzern.

    Både kvindernes og herrernes toer uden styrmand vandt nemlig deres indledende konkurrencer, og de er dermed et skridt nærmere en billet til OL.

    Fie Udby Erichsen og Lærke Berg Rasmussen er med sejren i det indledende heat klar til finalen mandag. Her er der er to OL-billetter på spil.

    Herrernes toer uden styrmand, bestående af Joachim Sutton og Frederic Vystavel, skal en tur i semifinalen, inden de kan kalde sig finalister.

    Senere i dag skal Marie Mørch og Mathilde Persson i kvindernes letvægtsdobbeltsculler også på vandet, mens Emil Espensen og Oscar Petersen skal gøre dem kunsten efter i herrernes letvægtsdobbeltsculler.

    Dansk roning er allerede sikret to deltagende både ved OL i Tokyo.

  • Afdød NBA-legende indlemmes officielt i Hall of Fame

    Den afdøde basketballstjerne Kobe Bryant bliver lørdag officielt medlem af Naismith Memorial Basketball Hall of Fame.

    Det gør Los Angeles Lakers-ikonet sammen med Tim Duncan og Kevin Garnett. Trioen har tilsammen vundet 11 NBA-mesterskaber, hvoraf Bryant og Duncan har vundet fem hver.

    Kobe Bryant omkom efter en helikopterulykke i januar 2020 sammen med otte andre personer - heriblandt Bryants 13-årige datter Gianna.

    Basketballspillerens enke, Vanessa Bryant, og hans datter Natalia var fredag mødt op for at modtage den jakke, der følger med indlemmelsen i Hall of Fame. Samtidig var de med til at åbne en udstilling, der er lavet om Lakers-legenden.

    Kobe Bryant blev 41 år.

    Tabet af Kobe Bryant blev markeret verden over, også i Los Angeles, hvor basketball-legenden har en helt særlig plads i folks hjerter. Her er han afbildet på en væg sammen med datteren Gianna, der også omkom under helikopterulykken 26. januar 2020. (Foto: KYLE GRILLOT © Scanpix)
  • Manchester City fejrer mesterskabet med sejr i målfest

    Der var masser af mål og underholdning, da Manchester City fredag var på besøg hos Newcastle i Premier League.

    På papiret lignede det en overkommelig opgave for Pep Guardiolas mandskab, men City måtte på hårdt arbejde for at slå Newcastle med 4-3.

    Spanske Ferran Torres blev den helt store helt for City med et hattrick i en kamp, som blev indledt med, at City-spillerne blev klappet på banen af gæsterne som symbol på holdets vundne mesterskab.

    Joao Cancelo scorede Manchester Citys sidste mål, mens Emil Krafth, Joe Willock og Joelinton sørgede for hjemmeholdets scoringer.

    Fredagens sejr sender City op på 83 point, mens Newcastle har 39 på 16.-pladsen.

Mere fra dr.dk