OB henter dansk målmand hjem fra tysk fodbold
Efter tre runder i Superligaen ligger fodboldklubben OB sidst med et point, og fynboerne har lukket ni mål ind.
Det har fået OB til at søge ud på markedet, og mandag præsenterer klubben den tidligere FC Nordsjælland-målmand Martin Hansen som ny spiller i klubben.
32-årige Martin Hansen, der kommer fra Hannover 96 i den næstbedste tyske række, har fået en toårig kontrakt.
Martin Hansen har været i en række klubber i udlandet, blandt andre Liverpool, Heerenveen, Ingolstadt, FC Basel og altså senest Hannover 96.
Han kommer til OB på en fri transfer efter to år i Hannover 96.
- Der er ingen tvivl om, at jeg er superglad for, at det har kunnet lykkes. Jeg har haft en drøm om at vende tilbage til Danmark, og nu var timingen rigtig.
- Jeg havde Lars Høgh som målmandstræner i FC Nordsjælland, og det var tydeligt at mærke, at OB var en speciel klub for ham, så det er med en god mavefornemmelse, at jeg nu skriver med klubben, siger Martin Hansen.
/ritzau/