OB misser gylden overhalingsmulighed efter uafgjort mod Viborg

OB måtte tage til takke med 1-1, da holdet torsdag aften mødte Viborg hjemme på Nature Energy Park i Odense.
Viborg har ét point ned til OB, der ligesom også jagter den potentielt europagivende syvendeplads.
OB kom blæsende fra start og lagde et jerngreb på Viborgs defensiv med et højt og vellykket pres, hvilket gav pæne muligheder til både angriber Issam Jebali og midtbanespiller Mads Frøkjær.
Alligevel var det Viborg, der stik imod spil og chancer tog føringen, da midtbanespiller Jan Zamburek spillede angriber Jay-Roy Grot i en friløber, hvorfra han på sikreste vis udplacerede keeper Hans Christian Bernat og gjorde det til 1-0.
Men allerede 60 sekunder senere svarede de fynske værter igen, da Jakob Breum tilkæmpede sig et straffespark. Fra 11-meter-pletten var Jebali sikkerheden selv og bragte balance i regnskabet med pausestillingen 1-1.
Det var generelt en ganske chancefattig anden halvleg, hvor største mulighed var et skud fra Mads Frøkjær i 61. minut, der var var ved at overliste Viborg-keeper Lars Lund Pedersen.
Se højdepunkter fra kampen i videoen herunder.
/ritzau/