Ransagning af Tour-mandskab i Danmark er en del af stor international aktion
Ransagningen af Bahrain Victorious på et hotel i Danmark kort før starten på Tour de France er et led i en større international efterforskning af mulig brug af doping i cykelsporten.
Det oplyser EU-agenturet Eurojust, der er et samarbejde mellem anklagemyndigheder på tværs af landegrænser.
Helt præcist foregik ransagningen af Bahrain-holdet torsdag på Scandic Hotel Glostrup, der har postnummer i Brøndby, og blev foretaget af Københavns Politi.
Sagen blev åbnet af Eurojust 11. maj på anmodning af de franske myndigheder.
Der blev foretaget ransagninger på 14 lokationer i seks lande fra 27. til 30. juni - altså fra mandag til torsdag i denne uge. Tre personer blev afhørt.
I Italien blev flere steder ransaget, og der blev beslaglagt elektronisk udstyr. Det inkluderede bærbare computere, smartphones, harddiske, medicin og kosttilskud.
Eurojust remser fundene op i alle landene. Blandt andet lyder det således om fundene i Slovenien:
- I Slovenien blev der fundet 412 kapsler med ubestemt brunt indhold og 67 kapsler med ubestemt hvidt indhold, og en mobiltelefon blev beslaglagt ved en ransagning af et hus.
Der står intet om resultaterne af ransagningen af hotellet i Danmark.
/ritzau/