RB Leipzig fastholder CL-plads i sidste runde

Fodboldspilleren Yussuf Poulsen og resten af RB Leipzig-truppen kan se frem til igen at skulle spille Champions League i næste sæson.
Med 1-1 mod Bielefeld i den sidste runde af Bundesligaen, holdt Leipzig nemlig fast i fjerdepladsen, der altså giver adgang til Europas fineste klubturnering. Leipzig startede dagen med to point ned til Freiburg, der tabte 1-2 til Leverkusen.
Derudover gjorde flere danskere sig positivt bemærket i de ni opgør, der begyndte samme tid.
Mod mestrene fra Bayern München reducerede Wolfsburgs Jonas Wind kort før pausen til 1-2. Wind modtog bolden i feltet, og vippede den fikst en smule op i luften, hvorefter den tidligere FC København-profil flugtede den i nettet. Kampen endte 2-2.
Marcus Ingvartsen blev dobbelt målscorer for Bo Svenssons Mainz, der mødte Eintracht Frankfurt. Først gjorde Ingvartsen det til 1-0, inden han i anden halvleg udlignede til slutresultatet 2-2.
Robert Skov blev desuden noteret for en assist, da Hoffenheim tabte 1-5 til Borussia Mönchengladbach.
I bunden af tabellen formåede Stuttgart med en scoring i overtiden at vinde 2-1 over Köln. Dermed sikrede de overlevelse i Bundesligaen, efter Hertha Berlin smed en føring og tabte 1-2 til Dortmund.
Hertha Berlin skal nu møde et hold fra 2. Bundesliga i en playoffkamp om pladsen i landets bedste række. Bielefeld og Greuther Fürth rykker direkte ned.