Landsholdsspilleren Robert Skov var eneste dansker i startopstillingen for Hoffenheim, da holdet lørdag sikrede sig en yderst forløsende sejr i Bundesligaen.
Hjemme blev den danske målvogter Oliver Christensen og Hertha Berlin nedlagt 3-1 efter blandt andet to straffesparksscoringer af kroaten Andrej Kramaric.
Dermed blev der sat en stopper for Hoffenheims skrækstime på fem måneder uden sejr. Inden lørdagens opgør havde Hoffenheim tabt syv ligakampe i træk og var gået fra banen uden tre point 14 gange i streg.
Sejren sender Hoffenheim ét point foran Hertha Berlin i bunden af Bundesligaen, hvor to hold rykker direkte ud, mens tredjesidstepladsen, som Hertha indtager, skal spille playoff mod nummer tre fra 2. Bundesliga.
Thomas Delaney fik omkring ti minutter for indskifter for Hoffenheim, mens Kasper Dolberg og Jacob Bruun Larsen var fraværende af fysiske årsager.
Andetsteds fik Yussuf Poulsen en sjælden startplads og spillede de første 68 minutter, da topholdet RB Leizpig meget skuffende tabte 0-1 hos Bochum.
Mads Pedersen fik de sidste fem minutter i Augsburgs 1-1-kamp over Schalke 04, og Jonas Wind var ligeledes sen indskifter i Wolfsburgs 1-0-sejr hos Stuttgart.
/ritzau/