Seneste sport

Rusland vil overveje at forlade Uefa

Hvis Rusland forlader Uefa, vil de i stedet være med i det asiatiske forbund. (Foto: © DIDOR SADULLOEV, Ritzau Scanpix)

Ruslands Fodboldforbund overvejer at forlade Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og tilslutte sig den asiatiske pendant.

Det fortæller præsidenten for forbundet, Alexander Dyukov, til nyhedsbureauet Tass.

- Vi vil overveje denne problemstilling på det næste bestyrelsesmøde.

- Jeg er usikker på, om vi træffer en endelig beslutning, men situationen er nødt til at blive drøftet, siger Dyukov.

Uefa suspenderede i februar Rusland på ubestemt tid, efter at landet invaderede Ukraine.

Suspensionen betyder, at hverken Ruslands landshold eller russiske klubhold for tiden kan deltage i Uefas turneringer.

- Uefa betragter os stadigvæk som et medlem af den europæiske familie, siger han.

Det russiske forbund har endnu ikke forhørt sig om en mulig optagelse hos Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) i respekt for det nuværende medlemskab i Uefa.

Siden udelukkelsen har Ruslands fodboldlandshold spillet venskabskampe mod Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan.

/ritzau/

Seneste sport

  1. Danmarks håndboldkvinder får for første gang hjemmebane i Royal Arena

    Danmark møder Sverige i Royal Arena den 11. april (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

    For første gang nogensinde skal Danmarks bedste håndboldkvinder spille i Royal Arena.

    Den 11. april skal landsholdet nemlig møde vores svenske naboer i den københavnske hal, hvor der er plads til over 10.000 mennesker.

    Det skriver Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

    Landsholdet har ikke spillet foran et potentielt så stort publikum siden VM på hjemmebane i 2015. Derfor glæder det landsholdets anfører, Sandra Toft, at det nu kommer til at ske igen.

    - Det bliver en kæmpestor oplevelse, og jeg håber, at der kan blive skabt en fantastisk stemning i hallen. Jeg glemmer ikke den oplevelse, vi havde i Jyske Bank Boxen tilbage ved VM i 2015, så det ville være fantastisk at få den oplevelse igen med landsholdet.

  2. Tidligere landsholdsmålvogter får trænerrolle i Team Esbjerg

    Rikke Poulsen skifter målmandsposten ud med trænertjans i Team Esbjerg på grund af genstridig knæskade. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

    Efter næsten 20 år som målmand på højeste niveau skifter Rikke Poulsen til en rolle som målmandstræner i Team Esbjerg i resten af sæsonen.

    Det skriver Team Esbjerg på sin hjemmeside.

    Allerede i oktober i 2021 bebudede den nu 36-årige keeper sit karrierestop, men hun blev siden overtalt til at tage en sæson mere. Men en skade har sat en stopper for at gennemføre sæsonen på banen.

    - Jeg fik en knæskade i november, som jeg har forsøgt at kæmpe mig tilbage fra, men knæet arter sig ikke, som jeg har ønsket.

    - Derfor har jeg besluttet at give knæet ro og gå trænervejen, som jeg hele tiden har haft i tankerne som en mulighed for at blive i sportsverdenen, siger Rikke Poulsen.

    Træner Jesper Jensen ser frem til at bruge Poulsens erfaring på en anden måde.

    - Rikke har en erfaring og et kendskab til denne niche inden for trænerbranchen, som vil komme hende til gavn, siger han.

    Rikke Poulsen er noteret for 73 A-landskampe for Danmark.

    /ritzau/

  3. GOG sender mægtige Veszprem til vægs i vildt Champions League-opgør

    Rasmus Lauge (i rødt) og resten af Veszprem-holdet tabte med et enkelt mål til de danske mestre fra GOG. (Foto: © Boglárka Bodnár, Associated Press)

    Med slid og slæb sikrede GOG sig onsdag aften en af sæsonens allerstørste skalpe.

    På udebane mod den ungarske håndboldmastodont Veszprem vandt fynboerne med 37-36 i Champions Leagues gruppespil.

    Veszprem er med et hav af stjerner som Rasmus Lauge og Petar Nenadic et af de stærkeste mandskaber i Europa, men det lod GOG sig ikke kue af.

    Svenske Tobias Thulin spillede et brag af en kamp i det fynske mål, mens Simon Pytlick uden at overraske var en vital magtfaktor i angrebet.

    Sejren betyder, at GOG tager to vigtige point i Champions League-gruppespillet. Klubben har nu 11 point på femtepladsen.

    /ritzau/

  4. Tobias Aagaard ender som nummer syv i EM-udskillelsesløb

    Danske Tobias Aagaard endte som nummer syv i udskillelsesløb ved EM i banecyking. (Foto: © Christophe Petit Tesson, Ritzau Scanpix)

    Ved EM i banecykling var Tobias Aagaard på jagt efter medaljer i disciplinen udskillelsesløb, hvor danskeren var med i den sjove ende.

    Desværre endte det med en syvendeplads for den 20-årige dansker.

    Vinderen af udskillelsesløbet, og ny europamester, blev tyskeren med det mundrette navn Tim Torn Teutenberg.

    EM i banecykling finder sted i schweiziske Grenchen fra d. 8 til d. 12 februar.

  5. Clara Tauson vinder sikkert over tredjeseedet rumæner i Østrig

    Clara Tauson er videre til anden runde ved WTA-250 turneringen i Østrig. (Foto: © Leslie Billman, Associated Press)

    Der var hård modstand til danske Clara Tauson, da hun onsdag eftermiddag gik på banen til sin første runde-kamp ved WTA-turneringen i Østrigske Linz.

    Rumæneren Irina-Camelia Begu stod på den anden side af nettet som tredjeseedet til turneringen.

    Det var dog ikke til at se i første sæt, som den 20-årige dansker vandt sikkert med 6-1.

    Andet sæt begyndte mere tæt, men i sidste ende var der ingen tvivl om, at Clara Tauson var den stærkeste. Sættet blev vundet med 6-2, og så er danskeren hurtigt videre til anden runde.

    Her venter italienske Camila Giorgi, der er nummer 73 på verdensranglisten.

  6. Sverige vil være vært for vinter-OL i 2030

    Er du til skiskydning, bobslæde, langrend eller slopestyle, så skal du måske ikke rejse langt for at opleve atleterne til vinter-OL, når legene afholdes i 2030.

    Her drømmer Sverige om at være værter. Det oplyser Sveriges Olympiske Komité på et pressemøde.

    Og drømmen er måske ikke så langt fra virkeligheden. I en pressemeddelelse skriver svenskerne, at de allerede har sat gang i uformelle, indledede samtaler, der skal undersøge, om Sverige har rammerne til at afholde legene.

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har haft svært ved at finde en vært til vinter-OL i 2030, og derfor er beslutningen om værtskabet udskudt fra 2023 til 2024.

    Sverige forsøgte forgæves at blive vært for vinter-OL i 2026, der i stedet gik til Italien.

  7. Amerikansk skidronning må nøjes med VM-sølv

    Den amerikanske skistjerne Mikaela Shiffrin var onsdag meget tæt på at vinde karrierens syvende VM-guld, men hun måtte nøjes med sølv i Super G-konkurrencen.

    Super G er ikke Shiffrins speciale, men alligevel var hun bare 11 hundrededele af et sekund fra guldet.

    Hun kunne dog ikke besejre italieneren Marta Bassino, der blev noteret for tiden 1 minut og 28,06 sekunder. Der måtte uddeles to bronzemedaljer, da østrigeren Cornelia Hütter og Kajsa Vickhoff fra Norge begge var 0,33 sekunder langsommere end Bassino.

    Med sølvmedaljen fik Shiffrin lidt oprejsning for åbningskonkurrencen mandag, hvor hun mistede balancen kort før målstregen og derfor kom på den forkerte side af en port i den kombinerede konkurrence.

    Amerikaneren har haft en formidabel sæson med 11 World Cup-sejre. Hun har overhalet landsmanden Lindsey Vonn og slået kvindernes rekord for flest triumfer, og nu er hun kun én sejr fra at tangere Ingemar Stenmarks rekord på tværs af kønnene. Svenskeren vandt 86 World Cup-løb i karrieren.

    VM i alpin skisport afvikles i franske Meribel frem til 19. februar.

    /ritzau/

  8. Japansk politi anholder embedsmand for OL-svindel

    Japanske anklagere har anholdt en tidligere højtstående embedsmand fra OL-organisationskomitéen i 2020 for påstået svindel i forbindelse med legene i den japanske hovedstad.

    I samme sag er tre forretningsmænd blevet anholdt.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    De fire mænd er anklaget for at manipulere en række bud og udbudskontrakter i forbindelse med OL til en samlet værdi af mere end 305 millioner dollar - svarende til godt 2,1 milliard kroner, skriver lokale medier ifølge AFP.

    De øvrige anholdte kommer fra tv- og produktionsselskabet Fuji Creative Corp, reklamegiganten Dentsu og begivenhedsoperatøren Cerespo.

    OL i Tokyo skulle have været afholdt i sommeren 2020, men på grund af coronapandemien blev begivenheden først afviklet et år senere.

    /Ritzau/

  9. LeBron James slår NBA-rekord som mest scorende spiller nogensinde

    38-årige LeBron James fejrer sejren, efter den kom i hus under nattens kamp. (Foto: © Ronald Martinez, Ritzau Scanpix)

    Basketball-legenden LeBron James tog i nat titlen som den mest scorende spiller nogensinde i den amerikanske basketball-liga NBA.

    Rekorden kom i hus, da James sikrede sit hold, Los Angeles Lakers, 36 point i kampen mod Oklahoma City Thunder, skriver Reuters.

    LeBron James har slået den tidligere rekord, der er 39 år gammel. Den har spilleren Kareem Abdul-Jabbar indtil nu har været indehaveren af. Han scorede i alt 38.387 point i sin tid i NBA.

    Kampen blev stoppet for en kort bemærkning, da rekorden kom i hus. LeBron takkede Lakers’ fans og sendte en særlig hilsen til Kareem Abdul-Jabbar, der var blandt publikum.

    Flere basket-fans havde luret, at kampen kunne blive historisk – og det havde fået billetpriserne til at stige.

  10. Skanderborg Aarhus sikrer mere håndbold i Europa

    Skanderborg Aarhus håndboldherrer er klar til knockoutfasen i European League.

    Det står klart, efter det danske håndboldhold tirsdag har slået Eurofarm Pelister fra Nordmakedonien med 24-22 på hjemmebane.

    Og da HC Motor tidligere på dagen tabte til tyske Füchse Berlin, kan Skanderborg-Aarhus ikke længere ende blandt gruppens to nederste hold, som ryger ud efter gruppespillet.

    Efter syv kampe har Füchse Berlin maksimumpoint og synes sikker på at vinde gruppe D. Skanderborg Aarhus skal formentlig kæmpe med spanske Bidasoa om andenpladsen.

    I European Leagues gruppe C kæmper Skjern mere med tingene. Det vestjyske hold led tirsdag sit fjerde nederlag i syv europæiske kampe, da de tabte 28-29 på udebane mod Nexe i Kroatien.

    Skjern er nummer fire i gruppen og har tre point ned til femtepladsen, der ikke udløser billet til knockoutfasen.

  11. Knæoperation holder Saugstrup ude i flere måneder

    (Foto: © Adam Warzawa, Ritzau Scanpix)

    Den danske verdensmester Magnus Saugstrup kommer ikke tilbage på håndboldbanen lige foreløbig.

    Stregspilleren er tirsdag blevet opereret i sit højre knæ. Det oplyser hans tyske arbejdsgiver, SC Magdeburg, på sin hjemmeside.

    - Vi forventer, at han vil være ukampdygtig i tre til fire måneder, skriver klubben i en pressemeddelelse.

    Saugstrup måtte gå fra banen med en skade søndag, hvor Magdeburg vandt over Kiel i kvartfinalen i den tyske pokalturnering. Kampen var hans første efter den danske VM-triumf i januar.

    Den lange skadespause betyder, at Saugstrup formentlig ikke vender tilbage i indeværende sæson.

    Bundesligaen slutter 11. juni, mens Final 4 i Champions League løber af stablen 17. og 18. juni.

    /ritzau/

  12. Afbud giver Tauson chancen i østrigsk WTA-turnering

    (Foto: © DEAN LEWINS, Ritzau Scanpix)

    Trods et nederlag i kvalifikationen får tennisspilleren Clara Tauson alligevel adgang til WTA-turneringen i Linz i Østrig.

    Danskeren profiterer som såkaldt "lucky loser" af et afbud fra Katerina Siniakova og spiller onsdag mod den tredjeseedede Irina-Camelia Bega i første runde.

    Den 32-årige rumæner er rangeret som nummer 27 i verden og har vundet fem WTA-turneringer i sin karriere. Seneste triumf var finalesejren i grusturneringen Palermo Open sidste sommer.

    Den uventede chance falder på et tørt sted for Tauson, der fik meget af 2022-sæsonen spoleret af skader og har haft en tung start på det nye år.

    Det første gang siden september sidste år, at Tauson er med i en turnering på WTA-niveau.

    Turneringen i Østrig med det officielle navn Upper Austria Ladies Linz har status af WTA 250-turnering.

    /ritzau/

  13. Danish Boxing Promotion afviser anklager fra danske boksebrødre

    Boksebrødrene Nikolai Terteryan og Sebastian Terteryan fortæller, at de følte sig presset til at indgå kontraktforhandlinger med Danish Boxing Promotion. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Danish Boxing Promotion har ikke presset to af landets bedste amatørboksere til at underskrive en hemmelig kontrakt, sådan som bokserne ellers påstår.

    Det skriver den ene af de to ejere af virksomheden, Lars Kolstrup Kristensen, til DR Sporten.

    Lars Kolstrup Kristensen har ikke ønsket at stille op til interview, men forklarer i en skriftlig udtalelse, at han er "helt uforstående" over for konflikten med boksebrødrene Nikolai og Sebastian Terteryan.

    I sidste uge fortalte de to boksebrødre til DR Sporten, at de følte sig udsat for "bøllemetoder og afpresning" af Michael Ørholst, tidligere landstræner og mangeårigt medlem af den såkaldte elitesektion i Danmarks Bokse-Union, Dabu

    Danish Boxing Promotion, som Michael Ørholst er medstifter og medejer af sammen med Lars Kolstrup Kristetensen, havde tilbudt boksebrødrene en uopsigelig femårig kontrakt, som skulle hemmligholdes indtil deres potentielle OL-deltagelse i 2024, eller indtil de potentielt missede OL-kvalifikationen. Terteryan-brødrene fik kontrakttilbuddet af Danish Boxing Promotion, samtidig med at Michael Ørholst havde forbindelse til Dabu.

    Boksebrødrene har forklaret til DR Sporten, at de på grund af Michael Ørholst forbindelse til Dabu følte sig presset af kontrakttilbdduet, fordi de derfor frygtede, hvad det kunne få af betydning for deres karriere og OL-drøm, hvis de sagde takkede nej.

    Men den forklaring forstår Lars Kolstrup Kristensen ikke.

    - I først omgang er Nikolai og Sebastian Terteryan ikke interesseret i en aftale med Danish Boxing Promotion. Men allerede få dage efter de først takker pænt nej tak til en forhandling, vil de alligevel gerne, skriver Lars Kolstrup Krisensen til DR Sporten.

    I et Facebook-opslag refererer Lars Kolstrup Kristensen til flere detaljerede forhandlinger, som Nikolai og Sebastian Terteryans bror og manager, Marsel Terteryan, senere indgik i med Danish Boxing Promotion.

    Ifølge Lars Kolstrup Kristensen er det derfor usandt, når boksebrødrene påstår, at de blev presset med "bølletmetoder" af Danish Boxing Promotions kontrakttilbud.

    DR Sporten er også i besiddelse af dokumenter, som viser, at Marsel Terteryan indgik i reelle kontraktforhandlinger med ejerne af Danish Boxing Promotion-ejerne.

    Hvorfor indgik I i kontraktforhandlinger, hvis I ikke var interesseret i en kontrakt?

    - Vi afviste flere gange, men de blev ved med at presse på. Vores OL-drøm var på spil på grund af Michaels indflydelse, og vi var presset op i et hjørne. Så vi lod vores storebror føre dialogen for at trække processen ud, fordi vi ikke vidste, hvad vi ellers skulle gøre. Vi har aldrig haft intention om at sige ja, for alt ved situationen var forkert, siger Nikolai Terteryan.

    Efter Terteryan-brødrene er stået frem med deres oplevelser med Danish Boxing Promotion har Dabu udelukket Michael Ørholst og Lars Kolstrup Kristensen fra al aktivitet i bokseunionen, ligesom Danmarks Idrætsforbund har meddelt, at man ser på sagen med alvor.

    Michael Ørholst har ikke ønsket at stille op til interview med DR Sporten.

  14. Dansk skiløber ender som nummer 12 ved VM i alpint skiløb

    Den danske skiløber Christian Borgnæs kørte sig med et flot slalomløb op på en samlet 12.-plads, da alpinherrerne tirsdag dystede om VM-medaljer i kombinationskonkurrencen.

    Borgnæs var en af kun 22 løbere, som kom igennem begge gennemløb - super-G og slalom - på den svære piste i franske Courchevel, hvor mange udgik undervejs. 13 kørte således af pisten.

    Frankrigs 31-årige Alexis Pinturault tog VM-guld på hjemmebane. I 2019 vandt han også VM-guld i konkurrencen, mens han for to år siden fik sølv.

    Franskmanden henviste de to østrigere Marco Schwarz og Raphael Haaser til de to øvrige podiepladser med henholdsvis 10 og 44 hundrededele af et sekund.

    Mens en god håndfuld større navne uden medaljechance efter første gennemløb undlod at deltage i slalomdelen, måtte mange også give fortabt på pisten. Borgnæs kørte dog en flot slalomdel.

    Han var samlet 5,43 sekunder dårligere end den franske vinder.

  15. Fransk borgmester i kovending: 'Russere skal ikke med til OL'

    Det er ikke mere end to uger siden, at den franske borgmester i Paris, Anne Hidalgo, var af den overbevisning, at russiske og belarussiske atleter var velkomne ved sommer-OL i Paris 2024. Under neutralt flag vel at mærke.

    Det begrundede hun med, at de olympiske lege var et sportsligt højdepunkt, som ikke burde frarøves atleter, og meldingen kom i kølvandet på, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) havde åbnet døren på klem for russerne.

    Hidalgo har nu vendt på en tallerken og tilslutter sig mange af de andre nationer, som er kritiske over for russisk og belarussisk deltagelse. Herunder Danmark, Norge og Sverige.

    I sidste uge sagde Polens sportsminister, Kamil Bortniczuk, at helt op til 40 lande kunne ende med ikke at deltage i sommerlegene, hvis russere og hviderussere blev tilladt adgang.

    Det skal dog med i ligningen, at det i sidste ende er IOC alene, som er beslutningstager i spørgsmålet om, hvilke lande der kan deltage i legene.

  16. Atleter ønsker opgør med tabuemner efter 'forfærdelige historier" fra DR-dokumentar

    Den hårde konkurrence og problematiske træningskulturer kan betyde, at atleter ikke tør vise sårbarhed, mener Danmarks Atletkomité. (Foto: © Marcus Emil Christensen)

    Det var "langt over stregen", at kvindelandsholdets resultater fra den daglige morgenvejning lå frit fremme.

    Det fortæller Asger Mølgaard, formand for Danmarks Atletkomité i en pressemeddelelse efter at have set DR's dokumentar Fodboldens usynlige syge.

    - Tallene og de forfærdelige historier fra dokumentaren er foruroligende. Selvom begivenhederne er fra 2013, er vi bekymrede for denne sag, siger Asger Mølgaard.

    Han hentyder til, at fællesnævneren for en del af spillerne er optakten til EM i 2013, hvor DBU satte fokus på at optimere de fysiske krav under kvindelandsholdets faner.

    DR har gennem det seneste år talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere fra de danske kvindelandshold, som har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.

    Asger Mølgaard mener, at det er afgørende, at atleterne inddrages i fremtidige initiativer, så de kan tale åbent om tabuemner.

    - Det er vigtigt, at eliteatleterne ved, at vi støtter, griber og hjælper dem på bedst mulig vis, fortæller formanden for Danmarks Atletkomité.

  17. Bekymret træner anser Juventus som nedrykningskandidat

    Massimiliano Allegri har ført den italienske storklub Juventus til fem mesterskaber, men nu frygter fodboldbossen, at hans klub kan ende med at rykke ned.

    Den italienske klub fik i januar frakendt 15 point på grund af regnskabsfiflerier, og det har været dyrt, fortæller fodboldtræneren.

    - Lige nu har vi 23 point. Vi skal vel have 40 point for at redde os selv. Det kan godt være, at det får jer til at smile, men det er sådan, det er, siger Massimiliano Allegri ifølge AFP.

    Pointstraffen har degraderet Juventus fra en plads i feltet, der kæmper om Champions League-pladser til en trist position under midten af den bedste italienske række Serie A.

    Juventus spiller tirsdag aften i Serie A på udebane mod Salernitana, der på 16.-pladsen har to point færre end den 36-foldige mesterklub.

  18. TTH's slutspilshåb er truet efter fjerde nederlag i træk

    Denne sæson skal efter planen give oprejsning til håndboldklubben TTH Holstebro efter sidste års rædsler, hvor de ambitiøse vestjyder kun med nød og næppe undgik en sensationel nedrykning fra herrernes håndboldliga.

    Men efter nogle fornuftige efterårsmåneder er klubben igen havnet i en mindre resultatmæssig krise.

    Mandag aften tabte TTH klart med 27-33 på hjemmebane til Bjerringbro-Silkeborg i holdenes første kamp efter VM-pausen. Lægger man tre nederlag i december oveni, har Holstebro-holdet nu tabt fire gange på stribe.

    Med syv kampe tilbage af grundspillet er TTH på niendepladsen og dermed uden for slutspilspladserne.

    /ritzau/

  19. Premier League-klub fyrer cheftræner

    Amerikanske Jesse Marsch er fortid som cheftræner i Premier League-klubben Leeds United. Det skriver klubben på sin hjemmeside mandag.

    Jesse Marsch blev ansat som cheftræner i klubben i februar 2022 og blev udstyret med en kontrakt frem til sommeren 2025.

    Alligevel nåede Marsch altså kun at sidde i trænersædet i godt og vel ét år.

    Leeds lå på 16.-pladsen med kun to point ned til nedrykningsstregen, da amerikaneren overtog styringen i sidste sæson.

    Han startede jobbet med at vinde tre ud af de første seks kampe, og fik med nød og næppe reddet klubben fra nedrykning. I allersidste spillerunde vandt Leeds nemlig over Brentford og reddede livet i Premier League på bekostning af Burnley.

    I indeværende sæson har resultaterne dog vaklet for Leeds, der ikke har vundet i de seneste syv Premier League-kampe.

    Holdet ligger på 17.-pladsen med 18 point efter 20 spillerunder - samme antal point som Everton, der ligger under stregen.

    /ritzau/

  20. Danskerklubben Hoffenheim skal have ny cheftræner

    Dolberg og Delaney skal have ny cheftræner i Hoffenheim (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Ritzau Scanpix)

    Hoffenheim har mandag sagt farvel til træner André Breitenreiter efter en række skuffende resultater.

    Det oplyser Bundesliga-klubben på sin hjemmeside.

    Dermed skal Hoffenheim, der råder over flere danskere i truppen, have ny træner.

    Klubben, der har danskerne Thomas Delaney, Kasper Dolberg, Robert Skov og Jacob Bruun Larsen i sin trup, ligger aktuelt nummer 14 af 18 hold i Bundesligaen.

    49-årige Breitenreiter blev ansat på en toårig kontrakt i sommer, men nåede altså kun godt otte måneder og 22 kampe i spidsen for førsteholdet.

    Hoffenheims nedtur kulminerede lørdag, da holdet tabte bundopgøret mod Bochum med 2-5. Både Dolberg og Delaney var i startopstillingen, mens Skov og Bruun Larsen sad ude med skader.

    Dolberg og Delaney kom begge til Hoffenheim i januar fra spanske Sevilla. Dolberg har indtil videre bidraget med et mål i fem kampe, mens Delaney har spillet to kampe i holdets motorrum.

    /ritzau/

  21. Manchester City sigtet for brud på økonomiske regler

    Premier League fastslår, at fodboldklubben Manchester City har begået flere brud på reglerne. (Foto: © David Klein, Ritzau Scanpix)

    Den britiske fodboldklub Manchester City har overtrådt reglerne om Financial Fair Play.

    Det skriver Premier League på sin hjemmeside.

    Der er tale om en række regelbrud fra 2009/2010 til 2017/2018-sæsonen, som nu skal undersøges af en uafhængig kommission.

    Premier League nævner ikke, hvad en eventuel straf vil udmønte sig i. Ligaen meddeler, at man ikke har yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt.

  22. Al sport i Tyrkiet er aflyst efter kraftigt jordskælv

    Al organiseret sport er suspenderet i Tyrkiet, der er ramt hårdt efter et kraftigt jordskælv. (Foto: © AA/ABACA, AA/ABACA)

    Som følge af mandagens kraftige jordskælv i Tyrkiet, er al organiseret sport midlertidigt suspenderet. Det skriver landets sportsminister, Mehmet Muharrem Kasapoglu, på Twitter.

    - Alle vores relevante enheder er i alarmberedskab, lyder det fra ministeren.

    De danske fodboldklubber FC Nordsjælland og Randers FC er på træningslejr i Tyrkiet, men skriver begge på Twitter, at holdene var et godt stykke væk fra jordskælvet.

    Over 1.000 mennesker meldes døde i Tyrkiet og Syrien som følge af jordskælvet. Derudover er over 5.000 personer såret.

  23. Vejninger af fodboldspillere skal afskaffes, understreger Spillerforeningen

    Der skal være helt slut med at veje fodboldspillere, mener direktøren i Spillerforeningen. (Foto: © jens astrup, Scanpix Danmark)

    Slagsiden ved offentlige vejninger af fodboldspillere er "for stor og for alvorlig", og derfor bør man ikke gøre det.

    Det siger Michael Sahl, direktør i Spillerforeningen, efter han har set dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge', hvor 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere fra de danske kvindelandshold fortæller, at de har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.

    - Vi mener ikke, at man skal bruge vægten. Overhovedet, siger Michael Sahl Hansen til TV 2.

    Der er behov for at måle på andre indikatorer, da området vægt er "rigtig prekært", uddyber direktøren.

    Fællesnævneren for en del af spillerne er optakten til EM i 2013, hvor DBU satte fokus på at optimere de fysiske krav under kvindelandsholdets faner. Resultaterne fra den daglige vejning blev skrevet ned på et papir, som blev hængt op på væggen.

    - Der har været en form for udskamning ved, at de her resultater har hængt til offentlig skue, siger Michael Sahl Hansen.

    Du kan se dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' ved at følge dette link.

  24. Billetpriserne stiger til mulig rekordkamp i NBA

    Det koster kassen at se Los Angeles Lakers-kampene i NBA i denne uge. Det skyldes LeBron James. (Foto: © Mark J. Terrill, Associated Press)

    Den 38-årige basketballstjerne LeBron James kan meget snart slå en prestigefuld rekord.

    Amerikaneren, der spiller for Los Angeles Lakers, mangler blot at score 36 point for at kunne kalde sig historiens mest scorende spiller i grundspillet i NBA, verdens bedste basketball-liga.

    LeBron James' jagt på at overgå de 38.387 point, som den tidligere basketball-spiller Kareem Abdul-Jabbar scorede i sin tid, har fået billetpriserne til at stige gevaldigt.

    Rekorden for flest point i NBA-slutspillet sidder LeBron James allerede på med 7.631 af slagsen.

    Særligt kampen mod Milwaukee Bucks natten til fredag dansk tid er populær. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har billetfirmaet TickPick solgt billetter til en pris på op til 476.000 danske kroner.

    LeBron James kan dog allerede slå rekorden natten til onsdag, når Oklahoma City Thunder besøger Los Angeles Lakers. Her er der solgt billetter til 334.000 kroner.

    De billigste billetter til kampen starter ved 2.000 kroner. Det er cirka 50 procent højere end normalt, skriver Reuters.

  25. Simon Kjær og Milan taber for fjerde gang i træk

    AC Milan og Simon Kjær er i resultatmæssig krise.

    Det blev understreget søndag, hvor det forsvarende mesterhold efter en tandløs indsats offensivt tabte Derby della Madonnina 0-1 efter et mål af Inters argentinske angriber Lautaro Martínez i første halvleg.

    Milans pressede cheftræner, Stefano Pioli, havde ændret sin formation til 3-5-2 og fik blandt andre plads til Simon Kjær i sin startopstilling, men lige lidt hjalp det altså.

    Nederlaget var Milans fjerde i træk, og holdet er nu uden sejr i sine seneste syv betydende kampe. Inter har omvendt blot tabt én af sine seneste ti kampe, og sejren konsoliderer Simone Inzaghis tropper på andenpladsen i Serie A.

    Herfra har Inter 3 point ned til Roma og hele 13 point op til førerholdet Napoli. Milan er nummer seks, men kan trøste sig med, at der trods den elendige stime kun er fem point op til Inter.

    Simon Kjær kan personligt glæde sig over, at han for første gang siden starten af november spillede næsten en hel kamp - 85 minutter. Landsholdsanføreren spillede på grund af lårproblemer slet ikke mod Frankrig og Australien ved VM.

  26. Bayern München slår Wind og Wolfsburg trods rødt kort

    Jonas Wind spillede 74 minutter for Wolfsburg, der tabte 4-2 til Bayern München. (Foto: © HANNIBAL HANSCHKE, Ritzau Scanpix)

    Bayern München fandt søndag tilbage på sporet i Bundesligaen efter en sløv åbning på 2023 med tre uafgjorte i træk.

    På udebane slog sydtyskerne Jonas Wind og Wolfsburg med 4-2 efter to scoringer af franske Kingsley Coman, et af talismanen Thomas Müller og et af det 19-årige stortalent Jamal Musiala.

    Bayern, der jagter sit 11. mesterskab i træk, spillede endda i undertal i det meste af anden halvleg efter en udvisning af midtbaneprofil Joshua Kimmich ved stillingen 3-1.

    Wolfsburg producerede rigeligt med chancer til flere mål, men var modsat udeholdet ikke skarp nok foran mål og havde heller ikke en afgørende dommerkendelse på sin side. Jonas Wind spillede 74 forholdsvis anonyme minutter.

    De tre point sender Bayern tilbage på førstepladsen i Bundesligaen, hvor holdet har et point ned til sin nærmeste forfølger, Union Berlin, og tre ned til Dortmund på tredjepladsen.

    /ritzau/

  27. Ikast Håndbold klar til kvartfinale i European League

    Ikast Håndbold er klar til European Leagues kvartfinaler.

    Det står klart, efter at det danske tophold søndag slog ungarske Mosonmagyaróvári 28-26 på hjemmebane i den næstbedste europæiske turnering.

    Ikast topper med sejren gruppe B med maksimum otte point efter fire kampe og mangler blot ét point i sine sidste to kampe for også at være sikker på førstepladsen.

    I det omvendte opgør i Ungarn vandt Ikast med otte mål, men søndag ydede Mosonmagyaróvári noget mere modstand.

    I European Leagues gruppe C tog turneringens anden danske deltager, Nykøbing Falster Håndbold (NFH), søndag en meget vigtig sejr på udebane i Kroatien.

    Takket være blandt andet otte mål på otte forsøg fra Elma Halilcevic vandt NFH 29-24 over Podravka Vegeta.

    NFH har dermed fire point på tredjepladsen i gruppen, hvor de to bedste avancerer til kvartfinalerne. Ungarske Debrecen og norske Sola har begge seks point.

    /ritzau/

  28. Højbjerg assisterer Kanes rekordmål, der sikrer Tottenhams sejr over City

    Harry Kane blev den mest scorende i Tottenhams historie, da London-holdet vandt 1-0 over Manchester City. (Foto: © adrian dennis, Ritzau Scanpix)

    Der blev kun scoret ét mål, da Tottenham søndag slog Manchester City i den bedste engelske række, Premier League. Det blev til gengæld et historisk et af slagsen.

    Harry Kane scorede nemlig sit mål nummer 267 for Tottenham, og dermed overgik han den nu tidligere topscorer for London-klubben, Jimmy Greaves.

    Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg kan glæde sig over at have en aktie i rekordscoringen, der kom efter et kvarters spil.

    Højbjerg opsnappede en City-aflevering lidt uden for feltet og tog herefter et par træk, inden han lagde bolden til rette for en fri Harry Kane, der sparkede bolden sikkert i mål.

    Med resultatet er der status quo i toppen af Premier League-tabellen efter weekendens kampe: Manchester City er på andenpladsen med fem point op til topholdet, Arsenal, der dog har spillet en kamp mindre.

    Tottenham er fortsat på femtepladsen, men har kun ét point op til Newcastle på fjerdepladsen – der dog har spillet en kamp mindre.

  29. Magnus Saugstrup skadet i tysk pokaldyst

    Magnus Saugstrup blev ramt af en knæskade, da Magdeburg søndag slog Kiel i den tyske pokalturnering. (Foto: © ANDREAS GORA, Andreas Gora/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Den seneste uge har været lidt af en rutsjebanetur for håndboldspilleren Magnus Saugstrup.

    Sidste søndag vandt han VM med Danmark, og nu står han formentlig over for en længere skadespause.

    Søndag blev han således ramt af en knæskade til sidst i kampen, da han sammen med holdkammeraterne i Magdeburg besejrede THW Kiel i kvartfinalen i den tyske pokalturnering efter forlænget spilletid.

    TV 2 Sport skriver, at Saugstrup blev ramt af et vrid i knæet og fik behandling.

    - Jeg kan ikke forestille mig andet, end at "Saugi" i bedste fald misser 10-12 kampe. Det er en hård pille at sluge efter en forlænget spilletid, vi ikke skulle være endt i, siger Magdeburg-træner Bennet Wiegert til det tyske medie Sport1.

    Det var takket være en udligning af Saugstrups landsholdskollega Magnus Landin på straffekast, at Kiel fik sendt kampen ud i forlænget spilletid.

    /ritzau/

  30. Jens Stage åbner målkontoen på smukkeste vis i Bundesligaen

    Med et flot mål gjorde Jens Stage det til 1-0 i Werder Bremens sejr på 2-0 over Stuttgart i Bundesligaen. (Foto: © Tom Weller, Tom Weller/picture-alliance/dpa/AP Images)

    Den danske fodboldspiller Jens Stage fik søndag en hovedrolle i Werder Bremens 2-0-sejr over Stuttgart i den bedste tyske række, Bundesligaen.

    Stage sørgede nemlig for 1-0-scoringen efter cirka en times spil. Efter et udspark langt op på Stuttgarts banehalvdel, endte bolden tilfældigt ved Jens Stage på kanten af feltet via en Stuttgart-forsvarers fod.

    Den danske midtbanespiller tøvede ikke og krøllede bolden op i hjørnet af målet. Det er danskerens første mål i Werder Bremen-trøjen.

    Et kvarter efter fordoblede danskerens holdkammerat Marvin Ducksch føringen til slutresultatet 2-0.

    Med to sejre i træk har Werder Bremen dermed fået rettet op, efter året begyndte med to nederlag. De springer nu op på ottendepladsen i tabellen med i alt 27 point.

  31. Odense Håndbold tager tredjepladsen i Champions League efter storsejr

    37-19.

    Odense Håndbold tog søndag en stor pligtsejr hos den tjekkiske prygelknabe Banik Most i Champions League.

    Især i første halvleg var præstationen dog ikke prangende, og sejrens størrelse var også kun omkring, hvad Banik Most har været vant til. I turneringens forgående 12 kampe havde Most tabt med 16 mål og lukket 41 mål ind i gennemsnit.

    Fynboerne var inden opgøret sikre på at gå videre til slutspillet i Champions League. Sejren betyder, at Odense er sikker på at slutte som nummer tre i gruppe A med en gruppekamp tilbage.

    Odense møder dermed norske Storhamar i sin ottendedelsfinale og potentielt Team Esbjerg i sin kvartfinale, hvis vestjyderne om en uge slår Györ og slutter som toer i gruppe B.

    /ritzau

  32. Esbjerg Energy fortsætter god stime efter sejr i forlænget spilletid

    Opdateret efter søndagens sene kamp mellem Herlev Eagles og SønderjyskE.

    Ishockeyholdet Esbjerg Energy har søndag vundet sin fjerde kamp i træk i den bedste danske ishockeyliga for mænd, Metal Ligaen.

    Esbjerg måtte ud i forlænget spilletid mod Frederikshavn White Hawks, efter de nordjyske gæster udlignede til 2-2 med under et minut tilbage af tredje periode.

    Dog skulle Esbjergs Philip Schultz kun bruge lidt over et minut af den forlængede spilletid på at score sit andet mål og dermed sikre hjemmeholdet sejren.

    Esbjerg ligger nummer fem i tabellen med 65 point, mens Frederikshavn ligger nummer syv med 46 point. Aalborg Pirates fører ligaen med 83 point.

    Senere søndag formåede Herlev Eagles at vinde det andet opgør på to dage over SønderjyskE. Mens det fredag blev til en tæt sejr på 4-3, var søndagens sejr mere overbevisende. Her formåede Herlev nemlig at vinde 4-1, hvoraf tre af scoringerne blev sat ind i anden periode.

    SønderjyskE ligger på fjerdepladsen med 67 point, mens Herlev ligger på sjettepladsen med 55 point.

  33. KIF Kolding tager pligtsejr i Herreligaen

    Håndboldholdet KIF Kolding slog søndag Lemvig-Thyborøn med 30-26, da de to hold spillede første opgør i HTH Herreligaen i 2023 efter halvanden måneds pause.

    Det var da også noget nær top, der mødte bund i søndagens opgør. Efter sejren indtager KIF Kolding tredjepladsen med 28 point – tre point fra GOG og fem point fra Aalborg Håndbold, der fører tabellen.

    Med i alt 10 point er Lemvig-Thyborøn næstsidst ud af de 14 hold i tabellen.

  34. Hollandsk cykelstjerne slår rival i spurt og napper VM-guld i cykelcross

    Mathieu van der Poel kan for femte gang i karrieren kalde sig verdensmester i cykelcross.

    Søndag vandt van der Poel VM på hjemmebane i hollandske Hoogerheide på en rute designet af van der Poels far.

    Som så ofte før kæmpede van der Poel med Wout van Aert om sejren, men belgieren måtte denne gang se sig slået af sin ærkerival, der i den afgørende spurt på opløbsstrækningen var hurtigst.

    Dermed er Mathieu van der Poel tilbage på tronen inden for cykelcross efter et år, hvor britiske Tom Pidcock kørte rundt i verdensmestertrøjen. Inden Pidcocks triumf i 2022 havde van der Poel vundet tre år i træk fra 2019 til 2021. Før det vandt Wout van Aert tre år i træk.

    Kampen om bronze blev også en hollandsk-belgisk duel. Lars van der Haar og Eli Iserbyt kom ligesom de to i front til mål sammen, og her var sidstnævnte belgier hurtigst.

    /ritzau/

  35. Både dansk triumf og bitter andenplads i fransk etapeløb

    Mads Pedersen vandt den afsluttende enkeltstart i Etoile de Besseges. (Foto: © OSCAR DEL POZO CANAS, AFP or licensors)

    Der er formentlig blandede følelser på cykelholdet Trek-Segafredo, efter der søndag blev kørt femte og sidste etape i det franske etapeløb Etoile de Besseges.

    Holdet kunne nemlig juble over, at den tidligere verdensmester Mads Pedersen var hurtigst af alle på den 10,6 kilometer lange enkeltstart. Dermed er det anden dag i træk, at en dansker vinder en etape, efter holdkammeraten Mattias Skjelmose vandt lørdagens etape og samtidig erobrede førertrøjen.

    Dog måtte Skjelmose se sig slået med sølle ét sekund i det samlede klassement efter søndagens enkeltstart.

    Det 22-årige danske cykeltalent måtte give førertrøjen videre til EF-rytteren Neilson Powless, der inden enkeltstarten var fire sekunder efter Skjelmose.

  36. Real Madrid taber og misser vigtige point i mesterskabsduel

    Hyppige pointtab er skridt for skridt ved at sende Real Madrid ud af kampen om det spanske mesterskab.

    Søndag eftermiddag tabte den forsvarende mester med 0-1 på udebane mod Mallorca.

    Real er fem point efter førerholdet fra FC Barcelona, som med en sejr hjemme over Sevilla sent søndag kan bringe forspringet op på otte point.

    Med 18 runder tilbage er det ikke umuligt at nå tilbage, men situationen er den, at Barcelona meget sjældent sætter point til. Kun syv point har holdet tabt i de første 19 runder.

    Uden stjernen Karim Benzema leverede Real en meget tam præstation, og end ikke et straffespark kunne hjælpe Real på måltavlen.

    Det blev ved det ene mål i den chancefattige kamp, og dermed har Mallorca nu 28 point på tiendepladsen. For Real gælder det nu VM for klubhold inden den næste kamp i La Liga om ti dage.

    /ritzau/

  37. Nykøbing Falster Håndbold slår endnu engang kroatere i European League

    Drømmen om at gå videre fra European League-gruppespillet lever fortsat for Nykøbing Falster Håndbold (NFH), efter de søndag slog kroatiske Podravka Vegeta med 29-24 på udebane.

    Dermed var det anden gang på to uger, den danske klub formåede at slå kroaterne i den europæiske turnering.

    Dog ligger Nykøbing Falster på en tredjeplads i gruppen af fire hold. Kun de to bedste går videre fra gruppespillet.

    Der resterer to kampe, hvor Nykøbing Falster skal møde holdene, der har to point mere i toppen af tabellen, nemlig norske Sola HK og ungarske DVSC Schaeffler.

  38. 18-årigt golftalent imponerer i sin professionelle debut

    Efter en imponerende karriere som amatør, har Amalie Leth-Nissen nu taget hul på sin professionelle karriere. (Foto: © David Cannon, Ritzau Scanpix)

    Golfspilleren Amalie Leth-Nissen kan meget vel blive en, der er værd at holde øje med fremover.

    Søndag sluttede den 18-årige dansker på en delt 7.-plads i sin professionelle debut ved Ladies European Tour-turneringen Magical Kenya Ladies Open.

    Teenageren fra Smørum Golfklub var ellers i top-3 i løbet af finalerunden, men en dobbelt bogey og to bogeys på de sidste fem huller sendte hende tilbage i feltet. Hun sluttede i alt to slag over par over de fire runder.

    Indiske Ashok Aditi vandt turneringen i 12 slag under par – ni slag fra nærmeste forfølger.

    Danske Smilla Sønderby sluttede på en delt 38.-plads, mens Linette Holmslykke sluttede på en 59.-plads.

  39. Thorbjørn Olesen slutter blandt toppen, mens Højgaard-tvillingerne skuffer på finalerunde

    Det var en af de dage, hvor det bare ikke fungerede for golfbrødrene Rasmus og Nicolai Højgaard.

    Selv om begge var placeret i top-5 inden sidste runde af Ras Al Khaimah Championship, i Forenede Arabiske Emirater, var de et godt stykke fra sejren, da boet blev gjort op.

    I stedet måtte Højgaard-tvillingerne se landsmanden Thorbjørn Olesen overhale dem og slutte som bedste dansker.

    Olesen var stærkt spillende på turneringens sidste dag, hvor han var fem slag under par efter seks birdies og en bogey.

    Det var nok til at kravle op på en delt fjerdeplads i turneringen, hvor der var knap 14 millioner kroner i præmiepuljen.

    Vinderen, Daniel Gavins, tog hjem med omkring 2,3 millioner kroner. Englænderen var samlet 17 slag under par og sluttede to slag foran Olesen.

    Rasmus og Nicolai Højgaard sluttede henholdsvis på en delt sjetteplads og en delt 13.-plads. Nicolai Højgaard delte pladsen med landsmanden Marcus Helligkilde og fire andre spillere.

    /ritzau/

  40. Clara Tauson vinder sin første kamp i 2023

    Tennisspilleren Clara Tauson har haft en hård start på 2023, hvor en fodskade forhindrede hende i at tage til de første turneringer i Australien.

    Nu kan hun for første gang i år glæde sig over en sejr.

    Søndag besejrede Danmarks bedst rangerede tennisspiller på kvindesiden verdens nummer 1159, Alina Michalitsch.

    Sejren kom i kvalifikationen til en WTA-turnering i østrigske Linz, og Michalitsch var en lokal spiller, som var med på et wildcard.

    Danskeren havde da heller ikke de store problemer med at vinde 6-0, 6-2 i kampen, der tog en time og seks minutter.

    Før Tauson kan komme ind i hovedturneringen i Linz, skal hun vinde sin kvalifikationsfinale mod spanske Rebeka Masarova, som er nummer 100 i verden.

    /ritzau/

  41. Joakim Mæhle ser direkte rødt i Atalanta-nedtur

    For tredje uge i træk kom danske Joakim Mæhle i fokus efter en Atalanta-kamp i Serie A.

    Men desværre for ham var det denne gang ikke for en scoring som mod både Sampdoria og Juventus i de forgående uger.

    25-årige Mæhle blev således lørdag aften præsenteret for et direkte rødt kort for en grov tackling, da Atalanta på udebane tabte 0-1 til Sassuolo.

    Efter en lille halv times spil mistede venstrebacken bolden i fremdrift, og danskerens forsøg på en hurtig tilbageerobring endte som en mistimet tackling med løftet støvle på læggen af en modstander.

    Det blev takseret til et gult kort, men kampens dommer blev kaldt ud til VAR-skærmen, og meget hurtigt skiftede han mening, fandt sit røde kort frem og sendte Mæhle tidligt i bad.

    Det er første gang i karrierens indtil videre 238 kampe som seniorspiller, at Mæhle bliver smidt ud.

    Nederlaget er Atalantas første i 2023 efter en god stime med tre sejre og to uafgjorte efter VM-pausen. Det kan vise sig at blive meget kostbart i kampen om Champions League-billetterne.

    Ligesom Lazio og Milan har Atalanta 38 point i zonen omkring den vigtige fjerdeplads, men begge rivaler har en kamp i baghånden i forhold til Atalanta.

    /ritzau/

  42. Dansk landsholdsspiller scorer sit første mål for Benfica

    Den danske landsholdsback leverede sit debutmål med stil, da han satte det sidste mål i kassen i 3-0-sejren hjemme over Casa Pia. (Foto: © CARLOS COSTA, Ritzau Scanpix)

    25-årige Alexander Bah scorede lørdag aften sit første mål i Benfica-trøjen, da han bragte klubben fra Lisabon foran med 3-0 mod Casa Pia, hvilket også blev slutresultatet.

    Den dansk landsholdback tog sagen i egen hånd, da han efter 71 minutter modtog bolden på egen banehalvdel.

    Herefter drev danskeren bolden frem til modstandernes felt, hvor han tog et træk ind i banen, skyd på mål og kunne se bolden flyve op i nettaget efter en let afretning.

    Alexander Bah skulle bruge 29 optrædener for Benfica, før han endelig kunne fejre sit første mål for klubben. Sejren betyder, at klubben topper den bedste portugisiske række med 53 point efter 20 kamp.

  43. Team Esbjerg sætter Buducnost til vægs i Champions League

    Klapsalver fra Team Esbjerg spillerne efter den gode opbakning fra publikum, da holdet slog Buducnost. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    Håndboldkvinderne fra Team Esbjerg slog lørdag Buducnost fra Montenegro med 30-20 i Champions League.

    Allerede fra første halvelg satte Esbjerg sig på kampen, hvilket betød, at holdet fra vestkysten kunne gå ned i omklædningsrummet med en pauseføring på 15-9.

    Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, hvor Esbjerg ikke slap speederen og sikrede sig de to point til stående appalus fra publikum.

    Sejren betyder, at Esbjerg forbliver på andenpladsen med 20 point. På tredjepladsen ligger Gyor, der har spillet en kamp mindre end danskerne, med 18 point.

    Dermed er der lagt op til et spændende opgør om den direkte plads i kvartfinalen, når Esbjerg i sidste rundt står overfor ungarerne på lørdag.

  44. Velspillende Lindstrøm med assist i Frankfurt-sejr

    Med en smuk assist og flere lækre detaljer var landsholdsspiller Jesper Lindstrøm en af de mest iøjnefaldende spillere for Eintracht Frankfurt, som lørdag vandt 3-0 hjemme over Hertha Berlin.

    I den tætte top i Bundesligaen rykkede Frankfurt med sejren op på femtepladsen med 35 point efter 19 kampe.

    Hertha Berlin, der havde den danske keeper Oliver Christensen med i hele kampen, er placeret under nedrykningsstregen med blot 14 point.

    Frankfurt afgjorde reelt kampen i første halvleg med to mål, og begge gange var det den velspillende franske landsholdsangriber Randal Kolo Muani, som scorede.

    Jesper Lindstrøm stod med en flot stikning bag oplægget til Maunis scoring til 2-0.

    Frankfurt kontrollerede generelt kampen i anden halvleg, og i tillægstiden cementerede Frankfurts Buta sejren med målet til 3-0. Med sejren er Frankfurt stadig ubesejret siden oktober med nu seks ligakampe i træk uden nederlag.

  45. Aalborg slår GOG i topbrag og topper herrernes håndboldliga

    Simon Pytlick lavede ti mål for GOG, men Aalborg Håndbold vandt topopgøret med fire mål. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

    Aalborg Håndbold ligner en vinder af grundspillet i Herreligaen.

    I et udsolgt Sparekassen Danmark Arena med 5000 tilskuere på lægterne slog holdet rivalen GOG med 30-26.

    I et intenst og afvekslende opgør blev en meget stærk Aalborg-afslutning i begge ender af banen afgørende.

    Danmarks VM-helt Simon Pytlick lavede ti mål for gæsterne, mens islandske Aron Palmarsson trods skånekost bidrog med seks mål og tre assists for Aalborg. Også Felix Claar scorede seks gange.

    Begge mandskaber havde en ukampdygtig profil på bænken. Mikkel Hansen sad således ude med et knæproblem, mens Morten Olsen ikke var helt klar for udeholdet.

    Med sejren har Aalborg to point ned til GOG i tabellen og er bedst indbyrdes inden de resterende syv runder i tabellen.

    /ritzau/

  46. Dansk cykeltalent napper etapesejr og føring i Frankrig

    Danske Mattias Skjelmose satte alle til vægs og vandt 4. etape af det franske løb Etoile de Besseges. (Foto: © SYLVAIN THOMAS, Ritzau Scanpix)

    Der var dansk succes i det franske etapeløb Etoile de Besseges lørdag.

    Her vandt Mattias Skjelmose nemlig, da 4. etape sluttede på toppen af den stejle stigning Le Mont Bouquet.

    22-årige Skjelmose, der er holdkammerat med Mads Pedersen på Trek-holdet, sad til sidst sammen med Neilson Powless fra EF-holdet, og på de sidste meter blev amerikaneren sat til vægs efter en stærk dansk acceleration.

    Ud over etapesejren overtager Skjelmose også løbets førertrøje, inden det afsluttes søndag med en 10,6 kilometer lang enkeltstart.

    Danskeren kommer til at gå ind til den med en føring på fire sekunder til Neilson Powless.

    Sejren er Skjelmoses blot tredje i karrieren.

  47. Højgaard-brødre øjner golftriumf i Emiraterne

    Både Rasmus og Nicolai Højgaard ligger i top-5 inden sidste runde af Ras Al Khaimah Championship. (Foto: © Joel Carrett, Ritzau Scanpix)

    Rasmus Højgaard og tvillingbror Nicolai Højgaard har for vane at blande sig i den sjove ende af de golfturneringer, de stiller op i. Men det er ikke hverdagskost, at de begge spiller med om sejren på samme tid.

    Det er ikke desto mindre tilfældet i turneringen Ras Al Khaimah Championship, som spilles i Forenede Arabiske Emirater.

    Her er brødrene begge i top-5 efter tre runder og kan altså stikke af med to topplaceringer, hvis alt flasker sig søndag.

    Rasmus Højgaard lå før lørdagens runde på en delt førsteplads, og danskeren er da også stadig den bedst placerede af de to med en andenplads.

    Tredje runde gik han i 68 slag, hvilket er fire slag under banens par.

    /ritzau/

  48. Dansk skytte vinder bronze ved årets første World Cup

    (Foto: © ANN WANG, Ritzau Scanpix)

    Den danske riffelskytte Rikke Mæng Ibsen rejser hjem fra World Cup-stævnet i Jakarta med en bronzemedalje i disciplinen 50 meter riffel, tre gange 20.

    I alt skød hun sig til 602 point i lørdagens finale.

    Et meget tilfredsstillende resultat, siger hun i et interview med Dansk Skytteunion.

    - Det var en virkelig en hård finale med ekstrem varme og en vind, der var næsten umulig at læse og kontrollere, siger hun.

    Også Stephanie Grundsøe rejser hjem med en medalje fra Jakarta, da hun tidligere på ugen fik sølv i 50 meter riffelskydning.

  49. Chelsea sprængte banken, men må nøjes med 0-0 i rekordindkøbs første kamp

    Enzo Fernandez er det dyreste indkøb nogensinde i engelsk fodbold.

    Chelsea-træner Graham Potter har da heller ikke tøvet med at sende den argentinske midtbanespiller i aktion.

    Fredag - tre dage efter sit skifte til Chelsea - startede Fernandez inde, da lokalrivalerne fra Fulham gæstede Stamford Bridge.

    Netop Fernandez' debut endte med at være noget af det mest interessante i opgøret, der endte 0-0.

    Enzo Fernandez var tæt på at få en drømmedebut. Med cirka 20 minutter tilbage sendte han således et langskud tæt forbi den ene stolpe.

    Chelsea har betalt, hvad der svarer til cirka 900 millioner kroner for Enzo Fernandez, som blev købt i portugisiske Benfica.

    I alt brugte Chelsea i januar, hvad der svarer til cirka 2,5 milliarder kroner på spillere.

    Med fredagens resultat har Fulham 32 point på sjettepladsen i Premier League. Chelsea har 30 point på niendepladsen, men har spillet en kamp færre end Fulham.

    /ritzau/

  50. Anders Dreyer åbner målkontoen i den belgiske liga

    Anders Dreyer har fået en lovende start på sit ophold i Anderlecht.

    Fredag kom danskeren for første gang på måltavlen for sit nye hold, da han scorede til 2-0 i Anderlecht sejr på de samme cifre over Oostende i den belgiske liga.

    Dreyer så godt som sikrede sejren, da han sendte bolden i mål i 89. minut.

    Kantspilleren skiftede 15. januar fra FC Midtjylland til Anderlecht, der har danske Brian Riemer som træner og Jesper Fredberg som fodbolddirektør.

    Fredagens kamp var Dreyers fjerde for Anderlecht. Allerede i sin anden kamp 22. januar blev han noteret for en assist i en 1-0-sejr over Seraing.

    Anderlecht ligger med sejren på tiendepladsen i ligaen med 31 point.

    I januar 2020 vendte Dreyer tilbage til Danmark, og efter halvandet år med flot spil for FC Midtjylland gik turen så til Rubin Kazan i Rusland.

    På grund af Ruslands invasion af Ukraine vendte han dog tilbage til FCM i marts 2022. Midtjyderne købte formelt Dreyer i juli, men solgte ham så igen i midten af januar i år.

    /ritzau/

Mere fra dr.dk