Seneste sport

Russisk verdensetter napper årets første tennis-titel

For første gang i 2022 kan tennisspilleren Daniil Medvedev juble over en titel, efter at han vandt finalen i den mexicanske ATP-turnering Los Cabos Open.

Russeren, som i øjeblikket topper verdensranglisten, slog britiske Cameron Norrie i to sæt i finalen.

Atleter fra Rusland er blevet bandlyst fra at kunne deltage under russiske eller hviderussiske flag på grund af invasionen af Ukraine. Det betyder, at atleter fra de to lande deltager i turneringer som neutrale.

Det er desuden den første ATP-turnering, som den 26-årige russer har deltaget i, siden han blev slået ud af spanske Roberto Bautista i kvartfinalen i Mallorca Open.

Ind imellem Mallorca Open og Los Cabos Open lå nemlig grand slam-turneringen Wimbledon.

Den historiske britiske turnering havde forinden meldt ud, at russiske og hviderussiske tennisspillere ikke ville få lov til at deltage. Derfor var Medvedev altså ikke at finde på deltagerlisten til turneringen.

/ritzau/

Seneste sport

  1. Slået med et enkelt sekund: Vingegaard henvist til andenpladsen på sidste etape af Kroatien Rundt

    (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Den slovenske cykelrytter Matej Mohorič fra holdet Team Bahrain Victorious vinder Kroatien Rundt - et enkelt sekund foran danske Jonas Vingegaard.

    I den 25-årige danskers comeback til cykling efter sommerens sejr i Tour de France var det lige ved og næsten, at blev til endnu en samlet sejr.

    Efter to etapesejre på tredje og femte etape var Jonas Vingegaard foran Matej Mohorič med ti sekunder inden søndagens afgørende etape.

    Men undervejs på etapen halede den 27-årige slovener ind på danskeren ved først at tage bonussekunder på sjette etapes indlagte spurter, og til slut sprintede Mohorič sig til en andenplads på etapen.

    Og da der netop var seks bonussekunder at hente her, sendte han akkurat Vingegaard ned på andenpladsen.

    Og selvom det sikkert er irriterende for danskeren og Jumbo Visma at miste sejren med blot ét sekund, er det ikke fordi, Jonas Vingegaard ikke får noget ud af strabadserne i Kroatien.

    Om en uge skal han nemlig køre Lombardiet Rundt, og DR Sportens cykelkekspert, Brian Nygaard, vurderer, at CRO Race har været en fin optakt hertil.

    - Nu kommer han med en rigtig god uge med to etapesejre. Han må være mere end klar, tror jeg. Og selvom han ikke er specialist i endagsløb, er det løb så svært, at det burde ligge godt til ham.

  2. Indonesiens myndigheder nedjusterer dødstal efter stadionkaos

    Men nu nedjusterer myndighederne tallet til mindst 125 dræbte.

    Det oplyser de indonesiske myndigheder ifølge Ritzau.

    Myndighederne forklarer det nedjusterede dødstal med, at nogle kan være blevet talt med flere gange.

    Tragedien skete i går, da der opstod kaos efter en kamp mellem to rivaliserende hold. Tilskuere løb ind på banen, hvor politiet sprøjtede tåregas ud.

    Indonesisk politi oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at de mange mennesker døde under panik, efter at politiet havde affyret tåregas for at sprede oprørte fodboldfans på banen, skriver Ritzau.

  3. Holger Runes lejr på finaledagen: Nøglen til succes er serven

    Holger Rune i sin serv under semifinalen mod italienske Jannik Sinner. (Foto: Pavel Danev © Associated Press)

    Søndag kan den danske tennisspiler Holger Rune vinde sin blot anden ATP-titel ved turneringen Sofia Open i Bulgarien, når han møder Marc-Andrea Hüsler i finalen.

    Kigger den 19-årige ned i værktøjskassen med de midler, han skal bruge til at tage sejren, er det især serven, som bliver vigtig. Det mener danskerens manager og mor, Aneke Rune.

    - Holger har et virkelig højt 'win' bag sin førsteserv, så derfor er målet, at der skal sættes 70 procent førsteserver, fortæller Aneke Rune til Ritzau.

    I semifinalen leverede tennistalentet Holger Rune en overraskelse, da han gik videre i kampen mod verdensranglistens nummer 10, Jannik Sinner, som måtte udgå med en skade i tredje sæt.

    Det var en kamp, hvor danskeren netop lykkedes med masser af flotte serve.

    - Og da Holger er en eminent returspiller, så vil han med ret stor sikkerhed altid få brudt og dermed vinde kampene, lyder det fra Aneke Rune på finaledagen.

    Finalen kan følges på DR.dk fra omkring klokken 15.30. Kamptidspunktet afhænger af double-finalerne.

  4. Danmark vinder årets første landskamp i rugby

    Det danske landshold i mudret, vådt tøj og med smil på læberne efter lørdagens sejr. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)

    Det danske landshold i rugby vandt lørdagens landskamp hjemme mod Andorra med cifrene 25-10.

    Det var sydafrikanske Junaire Browns første kamp i spidsen for holdet.

    Opgøret blev spillet foran 420 tilskuere på rugbyklubbens Speeds bane i Kastrup, og den var den første af tre i Rugby Europe Conference 2 North, som Danmark er en del af.

    Næste kamp er ude mod Finland den 15. oktober, hvorefter turen går til Norge den 13. maj.

    De danske points blev scoret af Joakim Calmar Niesen (20) og Thorbjørn Vestergaard (5). Hamish Coventry blev kåret som banens bedste danske spiller.

    Lidt action fra kampen mellem Danmark og Andorra. Her er det kampens bedste, Hamish Coventry, i en klynge med mod- og medspillere. (Foto: Daniel Storch © Daniel Storch)
  5. Fifa-præsident om stadiontragedie: En mørk dag for fodbolden

    - Det er en mørk dag for fodbolden. En tragedie uden for fattevne.

    Sådan lyder det fra Gianni Infantino, der er præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, oven på den tragedie, der har udspillet sig på et fodboldstadion i Indonesien lørdag aften.

    Mindst 174 mennesker er meldt omkommet under uroligheder, der opstod efter slutfløjtet, hvor hjemmeholdet tabte til deres store rivaler, hvilket fik tilskuere til at storme banen og politiet til at kæmpe imod.

    - Fodboldverdenen er i en tilstand af chok efter de tragiske hændelser. Alle vores tanker og bønner går til ofrene og de sårede samt befolkningen i Indonesien, siger Infantino ifølge Ritzau.

  6. 42.000 deltagere er i fuld gang ved London Marathon

    • Her er det de mandlige eliteløbere, der står klar og toptændte ved startstregen. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Marcel Hug fra Schweiz krydser målstregen som vinder af kørestolsløbet. (Foto: Andrew Boyers © Ritzau Scanpix)
    • Omkring 42.000 deltagere er med i årets store løbefest i London. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Billedet her er fra startskuddet til kørestolsløbet. Kvinderne, der står og kigger på, er fodboldspillerne Jill Scott, Ellen White og Leah Williamson fra det engelske landshold. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    • Kenyas Joyciline Jepkosgei og Reia Iwade fra Japan under løbet. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Omkring 42.000 vælger at bruge deres søndag på at svede på asfalten i London.

    Det årlige London Marathon finder sted i dag, og lige nu er både eliteløbere, kørestolsdeltagere og almindelige "hverdagsløbere" enten allerede i mål eller i fuld gang med at tilbagelægge de 42,2 kilometer fra Greenwich til The Mall.

    Løbet plejer at finde sted i april, men det er de seneste tre år blevet afholdt her i oktober som følge af coronapandemien.

    Mediet The Guardian dækker begivenheden med liveopdateringer her på siden.

  7. Simon Kjær er blevet skadet igen

    Den danske fodboldspiller Simon Kjær har brugt langt størstedelen af 2022 på at genoptræne efter en korsbåndsskade.

    For halvanden måneds tid siden gjorde den danske landsholdsanfører så comeback for sit italienske klubhold AC Milan, men nu er han blevet skadet igen.

    Lørdag aften måtte forsvarsspilleren nemlig lade sig udskifte efter 70 minutter, da Milan på udebane i Serie A slog Empoli med 3-1.

    Årsagen til udskiftningen var, at Simon Kjær har pådraget sig en muskelskade. Det fortæller, Milan-træner Stefano Pioli til Football Italia, efter kampen.

    Pioli siger dog ikke noget om skadens omfang, da Kjær og andre skadede spillere fra kampen først skal undersøges nærmere.

  8. Partier enige om at styrke indsats mod hooligans

    Der skal sættes ind over for "den ene procent fodboldbøller", som ødelægger festen for resten ved danske fodboldkampe.

    Det er regeringen, Venstre, SF, Enhedslisten, De Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, blevet enige om i ny aftale, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

    Aftalen er lavet på baggrund af en række forslag fra en ekspertgruppe bestående af politi, Dansk Boldspil-Union, fans og tre fodboldklubber, som justitsminister Mattias Tesfaye (S) etablerede i august efter flere episoder med voldsomme fodboldoptøjer.

    Forslagene indebærer blandt andet, at politiet skal kunne bistå klubberne med identifikation af personer, der eksempelvis har overtrådt klubbens regler, og at der skal skabes en koordineret, forebyggende indsats for unge fans.

    Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil ved den kommende folketingssamling fremsætte et lovforslag på området.

    - Det er tiltag, der skal være med til at sætte en stopper for den ene procent fodboldbøller, så fodboldfesten forbliver en fest for de 99 procent, siger han i pressemeddelelsen.

  9. Kaos efter fodboldkamp i Indonesien: 129 dræbt under optøjer

    • Fans er løbet på banen efter slutfløjt. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • Betjente i aktion på Kanjuruhan Stadium i Malang. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    • En udbrændt bil efter optøjerne. (Foto: ANTARA FOTO © Ritzau Scanpix)
    • Væltede biler på og ved siden af banen. (Foto: SANDI SADEWA © Ritzau Scanpix)
    • Der blev affyret tåregas for at forsøge at dæmpe optøjerne. (Foto: Str © Ritzau Scanpix)
    • En lille pige bæres væk. (Foto: H. PRABOWO © Ritzau Scanpix)
    1 / 6

    Mindst 129 mennesker har mistet livet i forbindelse med optøjer, der opstod efter en fodboldkamp i byen Malang på øen Java i Indonesien.

    Det skete lørdag aften, skriver Ritzau.

    Politiet oplyser, at en stor mængde fans løb på banen, efter at hjemmeholdet Arema FC havde tabt 3-2 til ærkerivalerne fra Persebaya Surabaya.

    Der opstod panik, og politiet affyrede tåregas for at sprede de mange mennesker på Kanjuruhan-stadionet. I den forbindelse omkom mange af kvælning og iltmangel, mens andre blev trampet ihjel, fordi folk flygtede mod udgangene. To af de døde er betjente.

    Dødstallet ventes at stige, da en del af cirka 180 tilskadekomnes tilstand er kritisk.

    Den lokale politichef, Nico Afinta, siger til medier, at politiet på forhånd havde foreslået, at kampen kun skulle overværes af hjemmeholdets fans for at undgå problemer som følge af den rivalisering, der er mellem de to klubber.

    Den indonesiske sikkerhedsminister oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der var solgt 42.000 billetter til kampen, selv om der kun er plads til 38.000 på stadion i forhold til sikkerheden.

    Et øjenvidne ved navn Rezqi Wahyu skriver på Twitter, at hvert et hjørne af banen var omgivet af tåregas, der blandt andet blev affyret op på tribunerne. Han var ifølge det indonesiske medie Republika til stede på stadion.

    - Forholdene uden for stadion var meget anspændte. Mange tilhængere var udmattede, og der var skrigende og grædende kvinder, tilhængere dækket af blod, ødelagte biler, skældsord og vrede. Mursten, jern og bambus fløj over det hele, skriver Rezqi Wahyu.

    Indonesiens bedste fodboldrække, BRI Liga 1, oplyser ifølge Reuters, at ligaen nu har besluttet at suspendere alle kampe i en uge.

    Landets præsident, Joko Widodo, siger, at sikkerheden omkring fodboldkampe i hele landet nu skal evalueres.

  10. Messi og Mbappe scorer på Kasper Schmeichel

    Lionel Messi og Kylian Mbappe scorede begge for Paris Saint-Germain, som vandt 2-1 på hjemmebane over Nice i den bedste franske fodboldrække.

    Dermed blev Kasper Schmeichel i Nice-målet passeret to gange i opgøret mod superstjernerne på Parc des Princes i Paris.

    Efter 29 minutter scorede Messi på Schmeichel, da argentineren udnyttede et frispark, der blev begået mod ham selv lige uden for feltet.

    Messi sendte bolden op i det ene hjørne, mens Schmeichel forstenet kunne se bolden gå i netmaskerne.

    Nice svarede godt igen kort efter pausen, da angriberen Gaetan Laborde udlignede til 1-1.

    PSG-angriberen Kylian Mbappe, som kom på banen i stedet for den tidligere Vejle-angriber Hugo Ekitike, afgjorde kampen efter 83 minutter.

    Med sejren er PSG tophold med 25 point efter 9 kampe. Marseille har to point færre på andenpladsen. Nice har kun otte point i den tungere halvdel af tabellen.

    /ritzau/

  11. Leon Madsen slutter fin speedwaysæson med tredjeplads

    Leon Madsen blev nummer tre i speedwaysæsonens sidste grand prix, der blev kørt i den polske by Torun.

    Dermed cementerede han sin andenplads i den samlede VM-stilling.

    Allerede før lørdagens grand prix stod det klart, at Bartosz Zmarzlik ville vinde VM-guldet for tredje gang i karrieren.

    Lørdagems grand prix blev vundet af Martin Vaculik fra Slovakiet.

  12. Holger Rune spiller sig i karrierens anden finale efter supertalent udgår med skade

    Den danske tennisspiller Holger Rune vinder semifinalen ved Sofia Open i Bulgarien over Jannik Sinner, der måtte udgå med en skade mod slutningen af kampen.

    Den 19-årige dansker tabte første sæt med 5-7, men fik leveret et comeback i andet sæt, som han vandt med 6-4.

    Derfor skulle det hele afgøres i tredje sæt, hvor danskeren fik en forrygende start med et tidligt break.

    Ved stillingen 4-2 vred Sinner om på anklen, og efter at Rune breakede italienerens serv for anden gang til stillingen 5-2, gav verdensranglistens nummer ti op.

    21-årige Jannik Sinner har de seneste to år vundet Sofia Open, men i år skal der findes en ny vinder, når Holger Rune møder schweiziske Marc-Andrea Huesler søndag klokken 15.30.

    Kampen kan følges på DR.dk.

  13. Golfspillerne Nørgaard og Højgaard blander sig i skotsk topstrid

    Det går i øjeblikket den rigtige vej for de danske golfspillere Niklas Nørgaard og Rasmus Højgaard ved golfturneringen Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

    Begge danskere er nemlig blandt de ti bedstplacerede, før turneringen skal afgøres søndag.

    Niklas Nørgaard har ligget blandt de bedste spillere gennem hele turneringen, og lørdag gik tredje runde i tre slag under par, så han nu er på en delt femteplads med en samlet score på ti under par.

    Endnu bedre gjorde Rasmus Højgaard det lørdag, da han spillede sig i klubhuset med en score på fem under par. Det sender ham op på en delt ottendeplads før sidste runde, to slag dårligere end Nørgaard.

    Engelske Richard Mansell er på førstepladsen i 15 under par.

  14. En gylden halvleg sikrede dansk håndboldsejr over Schweiz i Golden League

    Det danske kvindelandshold i håndbold vandt overbevisende med 38-25 over Schweiz i træningsturneringen Golden League lørdag eftermiddag.

    Trods de flotte cifre så var Schweiz faktisk glimrende med i første halvleg, hvor de kun var bagud med fire mål ved pausen.

    Men i kampens sidste halve time satte Danmark for alvor tempoet op, og så kunne Schweiz ikke længere følge med.

    Dermed står Danmark nu noteret for en sejr og et nederlag i Golden League, før de møder verdensmestrene fra Norge i deres sidste kamp søndag klokken 16.

  15. Den ene dansker sendte bolden forbi den anden i Bundesligaen

    Jesper Lindstrømn jubler over det fine mål. (Foto: Daniel Roland © Ritzau Scanpix)

    Jesper Lindstrøm scorede et flot mål, da Eintracht Frankfurt lørdag slog Union Berlin med Frederik Rønnow i målet med 2-0.

    Lindstrøms mål blev scoret kort før pausen, da han selv snuppede bolden og lavede et par gode finter, inden han satte kuglen i mål til 2-0 med en fin afslutning.

    Forinden havde Mario Götze scoret kampens første mål.

    Med sejren er Eintracht Frankfurt nu nummer fem i Bundesligaen med 14 point.

    Union Berlin fører rækken med 17 point efter otte kampe.

  16. AGF tager sæsonens første sejr i bundopgør

    Lørdag eftermiddag vandt AGF en tiltrængt sejr på 3-1 over FC Nordsjælland.

    Kampen var ellers en gylden mulighed for hjemmeholdet fra Nordsjælland til at isolere AGF og Kolding IF under nedrykningsstregen i bunden af tabellen.

    Men med to mål af AGFs Mathilde Madsen i første halvleg og en overtidsscoring af Caroline Jensen, så ændrede det ikke ved udfaldet, at FC Nordsjællands Johanna Sørensen undervejs reducerede.

    Sejren betyder, at AGF rykker over FC Nordsjælland i tabellen og indtager sjettepladsen, mens sidstnævnte må tage til takke med syvendepladsen.

  17. Succes i Singapore: Magnussen kører sig på niendepladsen i kvalifikationen

    Det blev til en opløftende niendeplads for Kevin Magnussen ved lørdagens kvalifikation i Singapore. (Foto: Lillian Suwanrumpha © Ritzau Scanpix)

    Den danske racerkører Kevin Magnussen slutter som nummer ni ved lørdagens kvalifikation til Singapores Formel 1-grand prix.

    I kvalifikationen kørte Ferraris Charles Leclerc sig i pole position til søndagens grand prix foran Red Bulls Sergio Perez og Mercedes' Lewis Hamilton.

    I DR Sportens optaktsartikel kan du læse, at lyset, på trods at høje elpriser, ikke bliver noget problem, når 2000 lamper blænder op for løbet, der køres om natten.

  18. Arsenal slår ærkerivalen i topopgøret North London Derby

    Arsenals Granit Xhaka jubler med sine medspillere efter målet til 3-1. (Foto: David Klein © Ritzau Scanpix)

    Den engelske fodboldklub Arsenal slår ærkerivalen Tottenham med 3-1 på hjemmebane.

    Efter tyve minutter bragte ghanesiske Thomas Partey hjemmeholdet foran med 1-0 på et flot langskud.

    Tottenham skulle dog ikke bruge mere end elleve minutter på at svare igen, da den engelske landsholdsangriber Harry Kane udlignede på et straffespark.

    Arsenal kom bedst ud til anden halvleg, og det udnyttede brasilianske Gabriel Jesus, da han prikkede bolden over stregen til endnu en føring til hjemmeholdet.

    Resten af kampen gik det nedad bakke for Tottenham, der først fik et rødt kort til backspilleren Emerson Royal, inden schweizeren Granit Xhaka dernæst lukkede kampen med et mål til 3-1.

    Danske Pierre-Emile Højbjerg startede inde for Tottenham, men blev taget ud efter 75 minutter.

    Resultatet betyder, at Arsenal forøger sit forspring på førstepladsen, mens Tottenham forbliver på tredjepladsen.

  19. Kaos i Ajax København forårsager sidsteøjebliks-aflysning af kamp

    Fredag forsikrede håndboldklubben Ajax Københavns bestyrelsesformand og medejer, Henrik Ritlov, at lørdagens kamp i den næstbedste danske række mod Aarhus HC blev spillet.

    Men lørdag eftermiddag er kampen, der er sat til at blive spillet klokken 15.00, aflyst. Det bekræfter Håndbold Spiller Foreningens direktør, Torben Vinther, overfor TV 2 Sport.

    - Der er ikke styr på arbejdsskadeforsikringen, så vi har anbefalet spillerne ikke at gå på banen, siger Torben Vinther til TV 2 Sport.

    I september kom det frem, at den københavnske håndboldklub er konkurstruet. I den forbindelse kunne DR Sporten berette, at klubben samtidig befinder sig i et forsikringskaos.

    Aflysningen kommer så sent, at Aarhus HC allerede har taget turen over bæltet og er ankommet til Ajax Københavns hjemmebane, Bavnehøj-Hallen.

    - Det er ikke i orden at trække tingene så længe her. Det er spild af alles tid og kræfter. Tragisk, lyder det fra Torben Vinther.

  20. Trods nyforlænget kontrakt stopper Quintana på sit hold

    Nairo Quintana under Tour de France-enkeltstarten i København. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Den colombianske cykelrytter Nairo Quintana stopper på holdet Arkea-Samsic blot halvanden måned efter en kontraktforlængelse til 2025.

    Det meddeler 32-årige Quintana på sin Instagram.

    - Jeg vil gerne takke Arkea-Samsic-holdet for tre år med op- og nedture, siger colombianeren i en video.

    Nyheden kommer i kølvandet på, at den tidligere Vuelta a Espana og Giro d'Italia-vinder under sommerens Tour de France ved to lejligheder testede positiv for det ulovlige stof tramadol.

    Stoffet er ikke præstationsfremmende, men er på UCI's liste over forbudte stoffer, fordi det har en sløvende effekt. En effekt der anses som værende farlig for feltets resterende ryttere.

    Grundet de positive test har cykelrytteren fået slettet sin sjetteplads i årets Tour de France. En dom han har appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

    Efterfølgende har Quintana meddelt, at han ikke kommer til at konkurrere mere i 2022.

  21. Holger Rune skal møde verdens nummer ét i Astana Open

    Når danske Holger Rune i næste uge tager hul på turneringen Astana Open, venter der ham noget af en mundfuld.

    I første runde af turneringen i Kasakhstan skal den 19-årige dansker nemlig stå ansigt til ansigt med den spanske verdensetter, Carlos Alcaraz.

    Spanieren har for blot tre uger siden vundet grandslam-turneringen US Open, da han slog norske Casper Ruud i finalen.

    Inden da skal Holger Rune dog først fokusere på sin næste kamp. I en ATP-turnering i bulgarske Sofia skal han lørdag møde verdens nummer ti, Jannik Sinner, i semifinalen i Sofia Open.

  22. USA's basketkvinder knuser Kina og vinder VM for 11. gang

    USA's kvindelige landshold i basketball vandt tidligt lørdag morgen dansk tid VM for fjerde gang i træk.

    Det skete med en sikker sejr i finalen med cifrene 83-61 mod Kina efter 43-33 ved pausen midtvejs.

    Det var 11. gang, at USA vandt VM på kvindesiden, hvilket er suveræn rekord. Det gamle Sovjetunionen har næstflest VM-titler med seks triumfer, senest i 1983.

    I bronzekampen vandt værtsnationen, Australien, med 95-65 over Canada.

    /ritzau/

  23. Clara Tauson melder afbud til endnu en turnering

    Det går ikke Clara Tausons vej i denne sæson.

    Den 19-årige danske tennisspiller har døjet med en rygskade i store dele af sæsonen, og hun har derfor været tvunget til at melde afbud til et par turneringer. Og nu må tennisspilleren så melde endnu et afbud til en WTA-turnering.

    Det drejer sig om næste uges turnering i tunesiske Monastir.

    I denne uge skulle Clara Tauson ligeledes have deltaget i en turnering i Tallinn i Estland, men her har hun altså også meldt afbud.

    Clara Tauson var tidligere på året nummer 33 på verdensranglisten, men på den seneste rangliste fra mandag er hun røget ned som nummer 95.

  24. Dansk golfprofil ligger godt til inden finalerunder i Texas

    Den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen er på vej mod et flot resultat i denne weekend.

    Ved LPGA-turneringen The Ascendant, som spilles i den amerikanske delstat, ligger den 26-årige dansker på en delt femteplads efter de første to runder.

    Emily Kristine Pedersen gik fredagens 18 huller i fire slag under par, og hun deler nu femtepladsen med thailandske Moriya Jutanugarn og amerikanske Jessica Korda.

    Førstepladsen indtages af engelske Charley Hull, der samlet er 11 slag under par.

    Også danske Nanna Koerstz Madsen er med i den amerikanske golfturnering. Hun ligger i skrivende stund på en delt 18. plads.

  25. Holger Rune spiller sig videre til semifinalen i Sofia

    Den danske tennisspiller Holger Rune fortsætter med at imponere ved ATP-turneringen Sofia Open.

    Fredag aften spillede han sig frem til semifinalen med en sejr på 6-2, 5-7, 6-4 over Ilya Ivashka fra Belarus.

    Sejren blev sikret, selvom Holger Rune måtte kæmpe med krampe i tredje og afgørende sæt. Alligevel formåede han at lave et servegennembrud til 5-4, inden han selv servede kampen hjem.

    I semifinalen møder Holger Rune verdensranglistens nummer 10, italienske Jannik Sinner.

    Kampen begynder tidligst klokken 17 lørdag.

  26. Krisen kradser videre i AaB efter uafgjort mod OB

    Det blev ikke ligefrem et overflødighedshorn af lækkerier, men tæt var det dog, da to af holdene fra de bagerste rækker i Superligaen, AaB og OB, fredag aften spillede 1-1 i Aalborg.

    Resultatet betyder, at nordjyderne fortsat indtager næstsidstepladsen i landets bedste fodboldrække, mens OB ligger lige i grænselandet til top-6 på en syvendeplads.

    Hjemmeholdet satte strøm til tingene, da Lars Kramer tog hovedet til hjælp og stangede AaB foran 1-0 efter et kvarters spil. Siden fik OB'erne imidlertid tilkæmpet sig mere af det initiativ, ingen af holdene sådan for alvor syntes at blive venner med i opgørets 90 minutter.

    Efter pausen gav det pote. Her fik fynboernes angriber Bashkim Kadrii med en veltempereret førstegangsberøring placeret sig i en position, hvorfra venstreskøjten hårdt, kontant flænsede bolden i nettet til slutresultatet 1-1.

    Du kan se højdepunkterne fra opgøret her.

  27. Skjern vinder vestjysk duel og holder trit med toppen

    Der var dømt vestjysk duel, da Skjern Håndbold fredag aften fik besøg af Ribe-Esbjerg i herrernes håndboldliga, og det trak førstnævnte sig bedst ud af med en sejr på 30-28.

    Skjern havde langt inde i anden halvleg en ganske komfortabel føring, som gæsterne aldrig for alvor formåede at true. De to point sender de grønklædte forbi netop Ribe-Esbjerg i tabellen og, for nuværende, op på fjerdepladsen efter seks kampe.

    I den anden af aftenens kampe i herreligaen spillede Skanderborg Aarhus uafgjort 27-27 mod Nordsjælland.

    Ligaen toppes af de forsvarende mestre GOG, der har vundet holdets første fem kampe.

  28. Jonas Vingegaard beholder andenplads i kroatisk regnvejr

    Jonas Vingegaard ligger fortsat godt til i stillingen i CRO Race efter det kroatiske cykelløbs 4. etape fredag.

    Her sad Vingegaard, som vandt 3. etape torsdag, hele dagen langt fremme i feltet, men da det hele skulle afgøres, trak den danske stjerne følehornene til sig.

    Det endte nemlig med en spurt om sejren, selv om der kort før mål i byen Crikvenica var en kort, men stejl bakke. Den var dog ikke hård nok, til at Vingegaard eller nogle andre kunne gøre en forskel, så det var et mere eller mindre samlet felt, der kom sammen til mål.

    Her var franske Axel Laurance (B&B Hotels) hurtigst. Han vandt foran løbets førende rytter, italienske Jonathan Milan (Bahrain-Victorious), som sejrede på 1. og 2. etape.

    /ritzau/

  29. Trods bogeys og dobbelt-bogey holder dansk golfspiller sig i toppen

    Niklas Nørgaard er med i toppen. (Foto: Jordan Prather © Ritzau Scanpix)

    Golftøj var skiftet ud med hue, vanter og regntøj, da anden runde af Alfred Dunhill Links Championship fredag blev spillet i Skotland.

    Både regn og vild vind prægede nemlig spillet, men det slog ikke danskeren Niklas Nørgaard ud, selvom han tre gange måtte skrive bogey på scoreboardet og en enkelt gang sågar notere en dobbeltbogey.

    For der blev nemlig også noteret tre birdies, og han holder sig derfor på den samlede tredjeplads i turneringen før weekendens finalerunder. Niklas Nørgaard er tre slag efter den førende, englænderen Richard Mansell.

  30. Svømmeklubber bekymrede for lukningstruede svømmehaller

    11 svømmeklubber i Danmark tilkendegiver, at minimum en af svømmehallerne, de bruger, er lukningstruet på grund af besparelser i forbindelse med energikrisen.

    Det oplyser Dansk Svømmeunion til DR Sporten.

    Det drejer sig blandt andre om klubberne Alheden, Bjerre Herred, Fladså, Køge, Sigma Allerød, Sigma Birkerød, Flipper, Kvik, Søllerød og Thyregod.

    Dansk Svømmeunion har foretaget en rundspørge, som er sendt ud til samtlige svømmeklubber i Danmark. I alt 114 klubber har svaret.

    Næsten 60 procent af klubberne oplever allerede konsekvenser som følge af energibesparelser. Klubberne foretrækker enten, at saunaer slukkes, at de lægger overdækning af bassinerne til om natten, eller at de skifter til LED-lys for at spare på energien.

    De mindst ønskede tiltag er, at klubberne periodevis enten skal lukke svømmerhallerne, eller at vandtemperaturen sænkes.

  31. Dansk bordtennislandshold under pres efter tidligt nederlag ved VM

    Danmarks bordtennislandshold for mænd har fået en kedeligt start på hold-VM i Kina.

    I danskernes første kamp er det nemlig blevet til et 3-1-nederlag mod Brasilien tidligt fredag morgen. Resultatet betyder, at Danmark sandsynligvis skal vinde resten af sine kampe i den indledende gruppe for at gå videre til knockoutfasen.

    Ud over Brasilien er også Slovakiet og Portugal en del af danskernes gruppe ved VM i bordtennis.

    Det er første gang i fire år, at der afvikles hold-VM. 2020-udgaven, der skulle være afviklet i Sydkorea, blev aflyst på grund af coronapandemien.

  32. Danmark får store stryg af Holland i håndboldens Golden League

    Danmarks kvindelandshold i håndbold fik en skidt indledning på træningsturneringen Golden League, da man hjemme i Aarhus tabte med 30-22 til Holland.

    Godt nok scorede Danmark det første mål i opgøret, men herfra var der ikke meget, der gik danskernes vej i første halvleg. Ved pausen stod der 18-9 til Holland.

    Ingen af holdene fik scoret i de første fem minutter af anden halvleg, indtil Odense-spilleren Bo van Wetering kastede Holland foran med ti.

    En føring som Danmark aldrig for alvor kom tæt på at hente i resten af opgøret.

    Derfor må danskerne nu forsøge at revancere sig, når Schweiz er modstanderen lørdag.

  33. GOG greb ud efter sejren, men blev lukket ned af polsk tophold i Champions League

    Emil Madsen (tv.) og GOG led sæsonens første nederlag i Champions League, da fynboerne tabte 27-31 på udebane mod Wisla Plock. (Foto: Szymon Labinski © Ritzau Scanpix)

    Et ellers sprælsk og løbevilligt GOG-hold kunne ikke sådan for alvor sætte sig på begivenhederne, da den fynske håndboldklub torsdag aften tabte 27-31 på udebane i Champions League-gruppespillet til Wisla Plock fra Polen.

    De forsvarende danske mestre fik ellers, hvad der i den branche kategoriseres som en decideret drømmestart, da de tog polakkerne på sengen og bragte sig foran 5-2 efter seks minutters spil.

    Hjemmeholdet fik dog rystet den lille, ubehagelige overraskelse ud af kroppen, trak fra og gik til pausen foran med tre, 17-14.

    I anden halvleg sneg GOG sig ved flere lejligheder tilbage på minus to, men måtte også sande, at særligt fejlmarginen blev en bekostelig affære. Topscorer for fynboerne blev henholdsvis Simon Pytlick og Jerry Tollbring med seks mål hver.

    Resultatet placerer GOG på femtepladsen i puljen efter tre kampe. Helt i top ligger ungarske Telekom Veszprem med danske Rasmus Lauge på holdet, der har vundet samtlige kampe indtil videre.

  34. Håndboldklubben Silkeborg-Voel er i store økonomiske problemer

    Håndboldklubben Silkeborg-Voel skal finde fem millioner kroner inden længe, så de kan få dækket et stort underskud og betalt af på et momslån.

    Det skriver Midtjyllands Avis.

    Onsdag var spillerne indkaldt til et onlinemøde, hvor de blev orienteret om den økonomiske situation i klubben, fortæller bagspilleren Sofie Bæk Andersen.

    - Vi fik at vide i dag, at vi får løn i morgen. Jeg ved også, at klubben gør alt for, at vi kan betale de regninger, vi nu måtte sidde med. Men ingen kan love noget om, hvad der sker i de næste måneder. Det kræver, at der kommer penge i kassen, siger hun til avisen.

    Silkeborg-Voel ligger i øjeblikket nummer fem i kvindernes bedste håndboldrække.

  35. Dansk golfspiller får flyvende start med otte birdies og en eagle

    Niklas Nørgaard ses her ved Made in Himmerland sidste år. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Golfspilleren Niklas Nørgaard Møller er nummer tre efter første runde af Alfred Dunhill Links Championship i Skotland.

    Torsdag gik han de første 18 huller ved DP World Tour-turneringen i ni under par, da han lavede otte birdies, en eagle og en bogey undervejs.

    Det betyder, at han er to slag efter Romain Langasque fra Frankrig, der fører turneringen efter første runde.

    I alt er 11 danskere med i turneringen. Næstbedste dansker er Rasmus Højgaard, der ligger delt nummer 25, fem under par.

  36. Jonas Vingegaard vinder første sejr siden Tour de France-triumf

    Jonas Vingegaard fik den første triumf siden Tour de France-sejren. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

    Cykelrytteren Jonas Vingegaard er i denne uge tilbage i sadlen efter Tour de France-triumfen tidligere på sommeren, og torsdag viste danskeren, at formen stadig er god.

    På tredje etape af Kroatien Rundt kørte han nemlig fra alle konkurrenterne, da feltet for første gang i årets løb sluttede på en stigning.

    Med etapesejren er Jonas Vingegaard nu nummer to i det samlede klassement med kun ét sekund op til den førerende rytter, Jonathan Milan.

    Løbet slutter søndag i Zagreb.

  37. Holger Rune er klar til kvartfinalen i Sofia

    Den danske tennisspiller Holger Rune er klar til kvartfinalen ved ATP-turneringen i Sofia.

    Det står klart, efter danskeren vandt med 6-7, 6-4, 6-3 over italienske Lorenzo Sonego.

    Italieneren er en smule dårligere placeret på verdensranglisten end Holger Rune, da han i skrivende stund er nummer 45 i verden, mens danskeren er nummer 31.

    Alligevel endte det med at blive et tæt opgør. Både takket være Sonegos gode server, men også fordi italieneren til tider spillede med stor selvtillid, efter han senest vandt en turnering i franske Metz.

    Holger Rune møder nu verdens nummer 71, Ilya Ivashka, i fredagens kvartfinale.

  38. Qatar har intet vaccinationskrav til VM-fans

    Fodboldfans, der til november og december besøger Qatar i forbindelse med VM i fodbold, behøver ikke været vaccineret mod coronavirus.

    Til gengæld skal alle tilrejsende over seks år kunne fremvise en negativ coronatest, før de kan sætte sig ombord på et fly, der har kurs mod ørkenstaten.

    Det oplyser landets myndigheder torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Omkring en million fans fra forskellige steder i verden forventes ifølge Ritzau at rejse til Qatar for at opleve VM-slutrunden.

    Indtil videre er dog blot solgt 2.000 billetter til danske fans til Danmarks tre gruppekampe.

    VM-slutrunden varer fra 20. november til 18. december.

  39. Kulturminister om Qatar-deltagelse: Jeg søger at gøre en forskel

    Med under to måneder til verdensmesterskaberne i fodbold i Qatar er der endnu ikke truffet en beslutning om, hvorvidt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil være til stede i Qatar under slutrunden.

    Ved dagens åbne samråd i kulturudvalget om netop slutrunden i Qatar, understregede kulturministeren, at der forsat er tvivl om, hvor stor effekten af en eventuel boykot vil være.

    Flere gange blev kulturministeren spurgt til, om det vil være en betingelse for repræsentationen i Qatar, at det kan lade sig gøre at vise, hvad Danmark og den danske regering mener om slutrunden.

    - Det er så klart min ambition, lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen.

    Uanset hvad beslutningen bliver, bekræftede kulturministeren, at den bliver truffet ud fra, hvad der giver den største effekt.

    - Jeg søger at gøre en forskel. Det er der ikke nogen nemme veje til. Men jeg mener det, når jeg siger, at dilemmaet indebærer at finde en vej, hvor min stemme bliver brugt bedst, siger hun.

  40. IOC vil sælge tv-rettigheder uden om Rusland og Hviderusland

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har udbudt tv-rettighederne til de olympiske vinterlege i 2026 og sommerlegene i 2028 på det europæiske marked, men udbydere fra Rusland og Hviderusland er udelukket fra forhandlingerne.

    Det bekræfter præsidenten i IOC, Thomas Bach, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Siden invasionen af Ukraine har IOC opfordret til, at man udelukker atleter fra Rusland og Hviderusland, men det er op til det enkelt specialforbund at efterkomme opfordringen. Det har de fleste sportsgrene gjort.

    Vinterlegene om fire år skal afvikles i Milano Cortina d'Ampezzo i Italien, mens sommerlegene om seks år skal afvikles i Los Angeles.

    Den nuværende olympiske tv-aftale på det europæiske marked blev købt af den amerikanske tv-gigant Discovery, der siden solgte hele eller dele af sine rettigheder til nationale aktører i de enkelte lande. Den nuværende tv-aftale løber til og med sommer-OL i Paris i 2024.

    /ritzau/dpa

  41. Brøndby-fans skal vise ID for at komme til udekampe

    Når fans af Superliga-klubben Brøndby rejser til udebaner for at se fodbold, vil de fremover blive bedt om at vise ID for at komme ind på udebaneafsnittet.

    Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

    Beslutningen er truffet efter en række kedelige episoder i forbindelse med Brøndbys udebanekampe. Blandt andet havde klubbens fans et sammenstød med FC København-fans tidligere i september.

    Virkningerne af tiltaget skal afgøre, om Brøndby fremover kan have fans med på udebane, eller om vestegnsklubben må undvære sine tilhængere på fremmed grund.

    Derudover har Divisionsforeningen besluttet at påsætte en sikkerhedsobservatør til Brøndbys udekampe - foreløbig frem til vinterpausen.

    Et andet tiltag fra Divisionsforeningen kommer til at ramme FCK-fans.

    Til holdets næste udekamp på Brøndby Stadion må de hvidklædte ikke have fans på udebaneafsnittet af sikkerhedsmæssige årsager. Derfor skal udebaneafsnittet i Brøndby stå tomt 16. oktober.

  42. FCK får bøde for fanuro ved CL-kamp i Dortmund

    FC København skal hoste op med omtrent 300.000 kroner efter en række fanuroligheder, der skete i forbindelse med holdets Champions League-kamp mod Dortmund.

    Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge Ritzau.

    Før og under kampen i Tyskland blev der kastet med fyrværkeri i både FC København og hjemmeholdets afsnit, og det har fået det lokale politi til at efterforske 27 separate sager.

    12 voldssager i forbindelse med kampen bliver også efterforsket.

    Ud over bøden får FC København også en betinget dom, der forhindrer klubben i at sælge billetter til udebaneafsnittet i en europæisk kamp, hvis der inden for det næste år igen skulle opstå fanuroligheder i forbindelse med en af klubbens europæiske kampe.

    FCK fans før Champions League gruppe G-kampen mellem Borussia Dortmund og FC København i Dortmund tirsdag den 6. september 2022.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
  43. Aalborg Håndbold indkasserer sæsonens første Champions League-nederlag

    Aalborg-mandskabet takkede for en flot opbakning trods et skuffende resultat. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Det blev for stor en mundfuld for Aalborg Håndbold i aftenens Champions League-hjemmekamp mod polske Lomza Kielce.

    Aalborgenserne tabte opgøret med 30-28 og indkasserer dermed sæsonens første nederlag i turneringen.

    Danskerne lagde ellers godt fra land og var i flere ombæringer i front med tre scoringer. Men kort inden pausen tog polakkerne fat, og herfra så de sig ikke tilbage.

    Lomza Kielce holdt føringen hele vejen hjem, og selvom Aalborg viste tænder få minutter før slutfløjt, så var det for sent til at stoppe polakkerne i at tage de to point.

    Med nederlaget rykker danskerne en plads ned i tabellen og indtager nu en midlertidig andenplads i gruppespillet

  44. Suveræne Silkeborg pligtsejrer i pokalturneringen

    Onsdag aften var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet i pokalturneringen.

    Silkeborg fra Superligaen var på besøg hos Næstved, der til dagligt spiller i 1. division. Med en sejr på 3-0 marcherede Silkeborg stensikkert videre til ottendedelsfinalerne i pokalturneringen, hvor enten Hørsholm-Usserød eller AC Horsens venter.

    Onsdagens sejr blev sparket i gang efter 17 minutter, da Niklas Helenius på en friløber kunne score til 1-0. Der blev doblet op på et forrygende kontraangreb, hvor unge Anders Dahl gjorde det til 2-0. Indskiftede Tonni Adamsen lukkede med sin scoring i anden halvleg.

    Øverst kan du se højdepunkter fra kampen.

    Den 19. oktober finder Silkeborg ud af, hvem de skal møde i ottendedelsfinalen.

  45. Kulturministeren afviser at forlænge midlertidig Team Danmark-tilskud

    Onsdag var kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i samråd om regeringens forslag om at stoppe det ekstra tilskud til Team Danmark, som varetager den overordnede planlægning af eliteatleter i Danmark.

    Det skriver Ritzau.

    Team Danmark fik i 2017 bevilget et ekstra tilskud på 4,1 millioner kroner som kompensation for mindre støtte. Men det udløber nu.

    - Vi anerkender og har den største respekt for Team Danmarks arbejde, men det var en midlertidig bevilling, som nu løber ud, lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen i samrådet.

    Men Team Danmark er langt fra tilfredse med at gå ned i støtte.

    - Vi står med en stor udfordring midt i forberedelserne til OL i 2024. Vi er i et kritisk moment i eliteidrætten, da alle andre lande opruster, men vi står stille. Det er den forkerte vej, siger Team Danmarks direktør, Peter Fabrin, ifølge Ritzau.

    Han peger på, at Team Danmark har brug for flere midler og ikke færre.

  46. Dommerchef erkender for mange VAR-fejl

    Det er ambitionen, at der maksimalt skal være fem fejl på en sæson hos dommerne i Superligaen i forbindelse med videosystemet VAR. Men i sæsonens hidtidige 10 runder er der allerede blevet begået seks fejl.

    En fejl dækker over en sekvens, hvor dommeren skulle have konsulteret VAR, men ikke gjorde, eller en sekvens, hvor VAR blev brugt, men der blev dømt forkert.

    Det fortalte Michael Johansen, formand for Dansk Boldspil-Unions (DBU) dommerudvalg, onsdag, skriver Ritzau.

    - Det er vi ikke helt tilfredse med, så vi analyserer på, hvad der er gået galt i de enkeltstående tilfælde.

    - Det er en meget, meget ambitiøs målsætning. Den kræver benhård træning, og at man er fuldt koncentreret i alle scenarier. Det er urealistisk at forvente, at vi er der nu, men målsætningen står der, siger Michael Johansen til Ritzau.

    I den forgangne sæson blev der begået 10 fejl på 32 spillerunder.

  47. Fodboldens VM-trofæ er landet i Danmark

    Snart sætter det danske herrelandshold i fodbold kursen mod Qatar og verdensmesterskabet, hvor Kasper Hjulmands landshold skal forsøge at vinde VM-trofæet med hjem til Danmark.

    Men allerede nu er trofæet i Danmark.

    Det er nemlig på rundtur, og onsdag landede det i Danmark, inden det skal udstilles i Parken torsdag.

    Det seks kilo tunge guldtrofæ ankom til Danmark sammen med den franske fodboldlegende Frank Leboeuf, der vandt VM med Frankrig i 1998.

    Undervejs på rundturen skal VM-trofæet forbi alle de 32 nationer, som har kvalificeret sig til VM i Qatar, der begynder 20. november i år.

    Frank Leboeuf med VM-trofæet. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)
  48. AaB forstærker sig i offensiven med gammel kending

    Efter næsten tre måneders træning hos AaB som kontraktløs har angriberen Marco Ramkilde nu fået en kort aftale med den kriseramte superligaklub.

    Marco Ramkilde, der tidligere har spillet i AaB, har skrevet under på en aftale for resten af året. Det oplyser AaB onsdag på sin hjemmeside.

    I ungdomsårene kom Marco Ramkilde til AaB som U11-spiller fra Aalborg KFUM. Efter to år med skader stoppede superligaklubben i sommeren 2019 samarbejdet med angriberen.

    I marts 2020 skiftede Marco Ramkilde efter en fodboldpause til den engelske klub Queens Park Rangers. Aftalen med London-klubben udløb med udgangen af juni. Siden har han trænet med hos AaB.

    24-årige Marco Ramkilde er noteret for 29 ungdomslandskampe og 7 scoringer for Danmark. Han nyder at være tilbage i AaB.

    - Det har været vigtigt for mig at bevise over for både klubben og mig selv, at jeg kan være i fuld træning over en længere periode.

    - Derfor er jeg enig i, at timingen er rigtig nu, og forhåbentlig kan jeg relativt hurtigt bidrage med minutter på banen og gøre en forskel, lyder det fra Marco Ramkilde.

    Han har tidligere spillet fem officielle kampe for AaB og får trøje nummer 29.

    /ritzau/

  49. Formel 1 fordobler antallet af sprintløb

    I næste sæson bliver antallet af sprintløb i Formel 1 fordoblet.

    Dermed kommer der sprint på kalenderen i seks løbsweekender frem for de nuværende tre.

    Det oplyser det internationale motorsportsforbund, FIA, i en pressemeddelelse.

    - Sprintløbene giver en spændende dynamik til løbsweekendernes format og har vist sig populære over de to seneste sæsoner, udtaler FIA-præsident Mohammed Ben Sulayem.

    Det er endnu ikke meldt ud, hvilke løbsweekender der vil være med en sprint.

  50. Brasiliansk fodboldspiller får kastet banan efter sig

    Den brasilianske fodboldspiller Richarlison fik kastet en banan efter sig, mens han jublede over sin scoring i Brasiliens venskabskamp mod Tunesien tirsdag aften.

    Det skriver det brasilianske fodboldforbund, CBF, på Twitter.

    - Dette chokerer os. Vi skal altid huske, at vi alle er ens, uanset hudfarve, race eller religion.

    - Kampen mod racisme er ikke en sag, men en fundamental ædring for at udslette denne type kriminalitet fra planeten. Jeg insisterer på, at straffene skal være hårdere, udtaler præsidenten i CBF, Ednaldo Rodrigues.

    Kampen blev spillet på Parc des Princes i Paris, og Brasilien vandt 5-1.

    Richarlison, der til daglig spiller i Tottenham, scorede Brasiliens andet mål i kampen. Umiddelbart efter det, mens han jublede med sine holdkammerater, kastede en tilskuer en banan efter ham. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © AFP or licensors)

Mere fra dr.dk