Schmeichel ser ligheder mellem Nice og Leicester

Den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel blev fredag officielt præsenteret i franske Nice.
Her satte den 35-årige målmand flere ord på, hvad der havde lokket ham til Frankrig efter 11 år i Leicester.
- Det var tid til en ny udfordring. Min tid i Leicester er veldokumenteret, og det er en klub, jeg elsker, og det er altid svært at sige farvel til folk, man anser som familie.
- Men jeg er 35 år, og det var tid til at prøve noget andet, udfordre mig selv og vokse som spiller og menneske, siger Kasper Schmeichel.
Landsholdskeeperen fortæller, at han ser store ligheder mellem Leicester og Nice, hvor ejeren Ineos har store ambitioner.
De store ambitioner var den væsentligste årsag til, at Schmeichel takkede ja.
- De vil gøre klubben til en topklub. Jeg ser en masse ligheder mellem Nice og Leicester. Det er en lille klub, der vil gøre en forskel inden for fodbolden, siger danskeren.
Kasper Schmeichel satte på fredagens pressemøde også et par ord på sin kommende holdkammerat, Kasper Dolberg.
- Jeg har fulgt Kasper og Nice, men ikke set alle kampe og analyseret hans præstationer.
- Når han er på landsholdet, så viser han engagement og er en stor spiller, siger målmanden.
/ritzau/