Seneste sport

Schweizer tager guld, mens dansk cykelduo slutter langt fra podiet ved EM i enkeltstart

Det blev ikke til en podieplads eller medalje for hverken Cecilie Uttrup Ludwig eller Emma Norsgaard Bjerg ved EM i enkeltstart i Holland.

Begge danske cykelryttere sluttede nemlig uden for top-10-placeringerne og var dermed et godt stykke vej fra at tage metal med sig hjem.

Uttrup Ludwig kørte sig ind i en tid på 37 minutter og 30 sekunder, hvilket rakte til en 14. plads for den danske cykeldarling. Norsgaard kom ind kort efter, da hun i tiden 37 minutter og 32 sekunder sluttede som nummer 16.

Bedre gik det for schweizeren Marlen Reusser, der efter dagens enkeltstart kan kalde sig europamester, da hun krydsede stregen i tiden 35 minutter og 53 sekunder - over et halvt minut bedre end sin nærmeste konkurrent.

Seneste sport

  1. Superligaklubben spillede 0-0 med Bayern München i Champions League onsdag aften.

  2. FC København kæmpede hårdt og fik et 0-0-resultat med sig fra opgøret mod mægtige Bayern München i Champions League.

  3. Grønland taber med 32 mål i VM-premiere mod Norge

    Grønlands første kamp ved et kvinde-VM i håndbold i 22 år ender med et nederlag på 11-43 mod Norge.

    Det var reelt kun i de første 15 minutter, at de undertippede grønlændere drillede nordmændene. Det var, indtil Silje Solberg i det norske mål for alvor fik gang i sit spil.

    I kampens første minutter scorede Anja Heilmann Grønlands første VM-mål siden 2001. Lidt efter gjorde Sandra Rothberg det til 2-2, og efter et kvarter førte Norge kun med 8-6. Men så skruede de sejrsvante guldfavoritter fra Norge op for tempoet, og så kunne Grønland ikke længere følge med.

    I aftenens andet opgør vandt Spanien suverænt 34-17 over Kasakhstan efter en usikker start.

  4. Tobias Thulin gjorde det meget svært for Portos offensiv, da GOG vandt i håndboldens Champions League.

  5. Andreas Helgstrands udelukkelse fra dressurlandsholdet er et resultatet af en TV 2-dokumentar om voldsomme træningsmetoder.

  6. FC København står onsdag aften over for tyske Bayern München i kampen for vigtige point for videre avancement i Champions League.

  7. Manchester United snubler på tyrkisk udebane i Champions League

    Rasmus Højlund kom ikke på tavlen for Manchester United, der smed en føring på 2-0. (Foto: © OZAN KOSE, Ritzau Scanpix)

    Manchester Uniteds mulighed for at avancere i Champions League hænger i en tynd tråd efter endnu et defensivt skibbrud på en europæisk udebane onsdag aften.

    Trods 2-0- og 3-1-føring i Istanbul måtte den engelske storklub nøjes med 3-3 mod Galatasaray og skal nu bruge hjælp for at komme videre fra gruppe A.

    For FC København er det til gengæld et perfekt resultat. Uanset resultatet mod Bayern München senere onsdag vil holdet have afgørelsen i egne hænder hjemme mod Galatasaray om to uger.

    At Manchester United blot har samlet fire point i fem kampe er ikke overraskende, med tanke på at holdet har lukket henholdsvis 4, 4 og 3 mål ind i tre kampe på fremmed græs.

    /ritzau/

  8. GOG jagter vigtige point mod portugisiske Porto i kampen for videre avancement i Champions League.

  9. Aalborg Håndbold slår Kolstad med 29-18 og lægger sig først i Champions League-gruppen.

  10. Katarina Pandza scorede på et straffekast i sidste sekund og snød dermed Sydkorea for uafgjort.

  11. Scoring i sidste sekund sikrer Østrigs håndboldkvinder god VM-start

    Det holdt hårdt, men Østrig har indledt VM i håndbold med en sejr på 30-29.

    For der skulle en scoring i sidste sekund til for at slå Sydkoreas kvindelandshold ved slutrunden, hvor Danmark spiller sin første kamp på fredag.

    Østrig fik klart den bedste start, hvor Ines Ivancok blandt andre markerede sig med seks mål i første halvleg. Men efter pausen vågnede Sydkorea.

    Takket været holdets helt store profil Ryu Eun-Hee og aftenens topscorer Woo Bit-Na var der hurtigt udlignet. Sidstnævnte scorede 11 mål, men kunne intet gøre for at afværge Østrigs straffekast i sidste sekund.

    Det tog Katarina Pandza sig sikkert af, hvorefter Østrig kunne puste lettet ud.

    I aftenens andet opgør var der anderledes ro på begivenhederne. Her levede Brasilien op til sin favoritrolle og vandt med 35-20 over Ukraine.

  12. Ivaana Holm er en del af det grønlandske VM-hold, der for første gang siden 2001 skal spille VM.

  13. De danske landsholdsspillere ser frem til at mærke kulissen, når holdet fredag indleder VM-slutrunden på hjemmebane i Herning.

  14. Europa bryder tradition og genvælger Ryder Cup-kaptajn

    Ikke siden 1995, hvor skotten Bernard Gallacher for tredje gang i træk var kaptajn for Europas Ryder Cup-hold, har samme mand været kaptajn for Europa to gange.

    Men traditionen med at udskifte kaptajn hver gang brydes i 2025. Onsdag meddeler det europæiske Ryder Cup-hold, at Luke Donald får endnu en tur i front for holdet.

    Det fremgår af Ryder Cups hjemmeside.

    Den 45-årige englænder høstede store roser fra spillerne, efter at han for to måneder siden førte Europa til sejren på 16,5-11,5 over USA i Italien.

    Danske Thomas Bjørn var kaptajn for holdet i 2018. Her blev det også til en klar europæisk sejr. Han har desuden vundet både som spiller og vicekaptajn også.

    /ritzau/

  15. Toptræner Helle Thomsen har udpeget de fem stærkeste nationer forud for VM-slutrunden.

  16. Landstræner Jesper Jensen vurderer, at det går den rigtige vej, hvad angår matchfixing.

  17. UEFA skrotter VAR-dommer til Champions League-opgør efter kontroversielt straffe

    Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) har fjernet polske Tomasz Kwiatkowski som VAR-dommer til onsdagens opgør mellem Real Sociedad og RB Salzburg i Champions League.

    Det sker efter han tirsdag modsatte sig hoveddommeren i kampen mellem PSG og Newcastle og argumenterede for et straffespark til PSG dybt inde i overtiden.

    Selvom hoveddommeren ikke mente, at Newcastles Tino Livramento havde en ulovlig hånd på bolden i feltet, så var det altså VAR-dommerens vurdering, at situationen skulle takseres med et straffespark.

    Derfor kaldte han dommeren ud til et VAR-gennemsyn, og han valgte efterfølgende at ændre holdning.

    Det udnyttede PSG-stjernen Kylian Mbappé til at udligne til 1-1. Et mål, der indkasserede et enkelt point og forbedrede PSGs chancer for at gå videre i Champions League markant.

    PSG kan nu nemlig selv afgøre holdets videre skæbne i turneringen, hvor de ved et nederlag havde været afhængige af andre resultater i gruppen.

  18. Hvis landsholdsspillere tror, at der er foregået matchfixing, er det vigtigt, at de anmelder det, lyder opfordringen fra formanden i Dansk Håndbold.

  19. Holger Rune og Mads Pedersen kæmper med om fornem pris

    Cykelrytteren Mads Pedersen har en chance for at snuppe prisen som Årets Sportsnavn for anden gang i sin karriere. Sammen med blandt andre tennisspilleren Holger Rune er han nemlig på listen over de nominerede til prisen.

    Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

    I alt 15 er nomineret som Årets Sportsnavn, efter at DIF onsdag har offentliggjort de sidste fem.

    Mads Pedersen er på listen efter et år, hvor han blandt andet har vundet en etape i Tour de France, en etape i Giro d'Italia og fik en fjerdeplads ved VM. Han blev i 2019 kåret til Årets Sportsnavn.

    Holger Rune har fået en nominering, efter at han nåede kvartfinalerne i både Wimbledon og French Open og kvalificerede sig til ATP Finals som afslutning på sæsonen.

    De to skal også kæmpe med golfspilleren Nicolai Højgaard, sejleren Anne-Marie Rindom og herredoublen i badminton med Kim Astrup og Anders Skaarup.

    Vinderen afsløres ved DR's store awardshow Sport 2023 i Herning 6. januar.

    /ritzau/

  20. En ud af tre skandinaviske landsholdsspillere mistænker, at de har spillet en kamp, der var udsat for matchfixing, viser en ny rundspørge foretaget af DR, NRK og SVT.

  21. Bjerringbro-Silkeborg sikrer europæisk avancement

    Bjerringbro-Silkeborg sikrede sig tirsdag videre avancement i European League, da udekampen mod spanske La Rioja blev vundet med 29-28.

    La Rioja skulle have vundet for stadig at kunne nå BSH på sidste spilledag i gruppe F.

    BSH førte med syv mål i første halvleg og var også komfortabelt foran med 27-23, inden La Rioja med fem mål i træk faktisk kom foran 28-27, men BSH hev sejren hjem til sidst.

    Også Skjern Håndbold er videre i European League. Allerede inden tirsdagens sejr på 33-30 over kroatiske Nexe var den vestjyske klub sikker på avancement i turneringen, der rangerer under Champions League.

    /ritzau/

  22. Dortmund er videre i Champions League efter flot sejr

    Karim Adeyemi cementerede sejren med sin scoring til 3-1 midtvejs i anden halvleg. (Foto: © CLAUDIA GRECO, Ritzau Scanpix)

    Det tyske storhold Borussia Dortmund er klar til knockoutkampene efter nytår i Champions League.

    Det står klart efter tirsdagens gruppekamp, hvor Dortmund slog AC Milan 3-1 på udebane.

    Dortmund topper nu gruppe F med 10 point foran PSG, som indtager andenpladsen med syv point, efter Paris-klubben scorede på et sent straffespark og sikrede et 1-1-resultat på hjemmebane mod Newcastle. Netop Newcastle er treer i gruppen med fem point, mens AC Milan er sidst med samme pointtotal.

    Tirsdagens øvrige resultater har sendt FC Barcelona, Atletico Madrid og Lazio videre til knockoutkampene. Foruden dem var Manchester City, RB Leipzig, Bayern München, Real Madrid, Real Sociedad og Inter allerede sikret en af de 16 eftertragtede pladser videre.

    Lazio - Celtic (2-0)

    Shakhtar - Antwerp (1-0)

    FC Barcelona - Porto (2-1)

    Feyenoord - Atletico Madrid (1-3)

    Manchester City - RB Leipzig (3-2)

    Young Boys - Røde Stjerne (2-0)

    Se gruppestillinger ved at trykke her.

  23. Aalborg Pirates slutter stærkt mod Rungsted og tager førsteplads

    Aalborg Pirates er tilbage som førerhold i Metal Ligaen efter hjemmesejren på 3-1 over Rungsted Seier Capital.

    Dermed udnyttede nordjyderne, at Herning Blue Fox mandag kun fik et point ved at tabe straffeslagskonkurrencen mod bundholdet Rødovre Mighty Bulls.

    Nu fører Aalborg rækken med 47 point foran Herning med 45.

    Aalborg kom dog ikke nemt til tirsdagens sejr mod holdet fra Nordsjælland.

    Rungsted bragte sig foran ved Maksim Popovic allerede i første periodes andet minut, og føringen holdt indtil ottende minut i tredje periode, hvor Julian Jakobsen udlignede under powerplay.

    Derefter sørgede amerikaneren Matt Salhany og canadieren Tommy Giroux for de afgørende mål.

    /ritzau/

  24. Isaksen assisterede Lazio til sejr i Champions League

    Gustav Isaksen (th) satte Ciro Immobile (im) op to gange i kampen mod Celtic. (Foto: © Filippo MONTEFORTE, Ritzau Scanpix)

    22-årige Gustav Isaksen fik en sjælden startplads for sin italienske klub Lazio tirsdag aften mod Celtic i Champions League.

    Men bedømt ud fra indsatsen kunne det godt blive til flere pladser i startopstillingen den kommende tid. Danskeren havde nemlig en afgørende fod med i 2-0-sejren.

    Den tidligere FC Midtjylland-spiller sendte et skud mod mål efter 82 minutter, men det blev rettet af, og så røg bolden hen til Ciro Immobile, der let sparkede kuglen i mål.

    Tre minutter senere var Isaksen på spil igen. Denne gang lobbede han bolden over forsvaret og hen til målscoreren Immobile, der igen var sikker.

    Lazio vandt dermed 2-0.

    Opdatering: Efter resultatet i tirsdagens sene kamp mellem Atletico Madrid og Feyenoord står det klart, at Atletico Madrid og Lazio avancerer fra gruppen.

  25. Jacob Neestrup tror på, at FC København kan slå mægtige Bayern München i Champions League onsdag aften.

  26. Manuel Neuer forlænger med Bayern München

    Stjernekeeperen Manuel Neuer har forlænget sin kontrakt med Bayern München, hvilket betyder, at han bliver i klubben frem til sommeren 2025.

    Det meddeler Bayern München tirsdag på sin hjemmeside.

    Den 37-årige målmand har spillet for Bayern siden 2011 og blev seks år senere udnævnt til anfører. Han vendte i oktober tilbage på banen efter at have været ude med en knæskade i ti måneder.

    Manuel Neuer har med Bayern München vundet Champions League to gange og Bundesligaen 11 gange. I 2014 stod han ligeledes i målet, da Tyskland tog VM-titlen.

    Neuer og Bayern München tager onsdag imod FC København i Champions League.

    /ritzau/

  27. Regelmagere vil straffe brok med midlertidig udvisning

    Fodboldspillere skal opføre sig bedre på banen og vise større respekt for dommerne.

    Det mener lovforvalterne i International Football Association Board (Ifab), der er klar til at tackle problemet med hårdere straffe.

    Ifab skriver på sin hjemmeside, at der på et møde tirsdag var opbakning til et forsøg med midlertidige udvisninger, som man kender det fra de lavere rækker.

    Også en lov om, at kun anførerne må tage kontakt til dommerne i særlige situationer, kan være på vej ind i sporten.

    I den kommende tid vil der blive udarbejdet en plan for, hvordan og hvornår forslagene skal afprøves i praksis. Ifab vil præsentere tiltagene på næste generalforsamling i marts 2024. Derefter kan de blive skrevet ind i fodboldlovene med virkning fra den kommende sæson.

    /ritzau/

  28. Direktøren for Dansk Boldspil-Union er på besøg i Qatar for at se, hvordan det går med arbejdsforholdene på bagkant af VM.

  29. Ishockeyspilleren Mikkel Aagaard topper topscorerlisten i den bedste svenske ishockeyliga, SHL.

  30. FC Bayern München har allerede sikret sig avancement fra Champions Leagues gruppe A, men det betyder ikke, at storklubben tager let på onsdagens kamp mod FC København.

  31. Real Madrid-spilleren Caroline Møller roser ny landstræner trods få udtagelser

    Hør Caroline Møller fortælle om sin oplevelse af den nye landstræner.

    Real Madrid-spilleren Caroline Møller har ikke væltet sig i landsholdsudtalelser, siden Andrée Jeglertz overtog som landstræner for det danske fodboldlandshold.

    Ikke desto mindre har svenskeren gjort et godt indtryk på offensivspilleren.

    - Vi har haft mere kontakt, end jeg lige regnede med. Han ringede allerede efter, de kom hjem fra VM, og inden, han skulle udtage den første trup for at lære mig lidt at kende. Så har vi skrevet sammen en del siden, så jeg er meget positivt overrasket over ham, fortæller Caroline Møller.

    - Man skal jo spille kampe for at vise sig frem, og nu har jeg ikke spillet meget i Real Madrid, så jeg har godt kunne forstå, han ikke har udtaget mig.

    Møller er blevet efterudtaget, da hendes klubkammerat Signe Bruun har trukket sig fra landsholdet med en skade.

    Den tidligere landtræner Lars Søndergaard havde heller ikke Møller med i truppen så ofte. Men her var dialogen mere kritisabel.

    - Jeg synes, der har manglet en del kommunikation. Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget de (landsholdets trænerteam, red.) overhovedet har fulgt med, lød det fra Møller til DR Sporten.

    Du kan læse om Caroline Møllers kritik af den tidligere landstræner herunder.

  32. Janni Thomsen er udtaget til landsholdet, for første gang siden Andrée Jeglertz overtog jobbet som landstræner.

  33. Dobbelt op på metropriser i Paris under OL

    Paris vil skrue prisen op til det dobbelte for at benytte byens metro under næste års OL.

    Det oplyser chefen for transportmyndigheden i Paris, Valerie Pecresse, i en video på det sociale medie X.

    Prisen for en enkeltbillet justeres fra 15,60 kroner til 29,80 kroner, mens et titurskort ændres fra de nuværende 126 kroner til 240 kroner.

    Valerie Pecresse fortæller, at prisstigningerne skal dække en række ekstra omkostninger, som det store rykind under OL vil påføre den offentlige transport i Frankrigs hovedstad.

    Hun estimerer ekstraomkostningerne til at være på 200 millioner euro svarende til 1,5 milliarder kroner.

    For ikke at ramme de lokale brugere af metroen, opfordrer Valerie Pecresse borgerne i Paris til at sikre sig et lager af billetter forud for den store sportsbegivenhed.

    Hun fortæller samtidig, at prisen på måneds- og årskort ikke vil blive reguleret.

    Prisstigningerne vil træde i kraft 20. juli og løbe i halvanden måned frem til 8. september. Ud over OL er Paris vært for para-OL

    /ritzau/

  34. DR Sporten Formel 1-ekspert Peter Nygaard er heller ikke imponeret af den danske racerkørers hold, Haas.

  35. Dommer udviser 10 ishockeyspillere efter masseslagsmål

    Der herskede en ond stemning, da ishockeyspillerne fra Ottawa Senators og Florida Panthers natten til tirsdag mødtes i verdens bedste ishockeyliga, NHL.

    Flere mindre episoder gennem de to første perioder førte til, at der godt 12 minutter inde i tredje periode opstod et regulært masseslagsmål.

    Dommeren valgte at give samtlige markspillere 10 minutters disciplinærstraf, så i alt 10 spillere måtte forlade isen på én gang.

    Det ændrede dog ikke meget på stemningen. To minutter senere valgte dommeren igen at give to disciplinærstraffe på 10 minutter efter mere ballade.

    I alt bød kampen mellem de to mandskaber på 167 udvisningsminutter.

    Det er ikke første gang, at der er ond stemning i en kamp mellem de to hold. Da Ottawa Senators og Florida Panthers mødtes i april bød kampen på 166 udvisningsminutter.

    Kampen endte med en 5-0-sejr til Florida Panthers, der i sidste sæson nåede finalen i NHL. Her blev det til et nederlag til Vegas Golden Knights.

  36. LeBron James sætter endnu en vild basketball-rekord

    Basketballspilleren LeBron James' lange karriere i NBA ramte natten til tirsdag et højdepunkt og et lavpunkt.

    Den 38-årige spiller fra Los Angeles Lakers slog i kampen mod Philadelphia 76ers rekorden for flest antal spillede minutter - gældende for grundspil og slutspil - i den nordamerikanske basketliga.

    Det skriver CBS Sports og flere amerikanske medier.

    Kareem Abdul-Jabbar har med 66.297 minutter i NBA siddet på rekorden siden 1989, men den tilhører nu LeBron James med 66.318 minutter.

    Tidligere på året overtog James pointrekorden i NBA fra selvsamme Abdul-Jabbar. I alt har Los Angeles Lakers-profilen lavet 39.060 point i NBA gennem de seneste to årtier.

    Ikke alt var dog fryd og gammen for LeBron James, da Los Angeles Lakers tabte opgøret til Philadelphia 76ers med 94-138.

    Det var samtidig det største nederlag, James har indkasseret i sin NBA-karriere, der begyndte i 2003. Det skriver NBA på ligaens hjemmeside.

    Los Angeles Lakers har foreløbig vundet 10 og tabt 8 kampe efter 18 spillerunder af sæsonen i NBA.

  37. Dansk Håndbold forventer, at Danmarks VM-åbningskamp bliver udsolgt, men det halter mere med resten af kampene.

  38. Topscorer undskylder efter 'grim' tackling på FC Midtjylland-målmand

    Silkeborgs Alexander Lind forlader banen, efter han har fået et rødt kort mod FC Midtjylland. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    Superligaens topscorer Alexander Lind forlod banen i tårer, da han mandag aften blev udvist for en sen tackling på FC Midtjyllands målvogter, Martin Fraisl.

    Den unge angribers knæ ramte tyskeren i hovedet, hvilket udløste et rødt kort efter 30 minutter af nederlaget på 1-4 til FC Midtjylland. I en story på det sociale medie Instagram undskylder Alexander Lind.

    - Jeg er virkelig ked af, at min tackling på Fraisl var så grim. Kunne aldrig drømme om at skade eller gøre nogen ondt, hvilket min reaktion sagde alt om, skriver Alexander Lind.

    Dermed fik han ikke øget sin måltotal, der tæller 10 ligascoringer efter 16 kampe. Alexander Lind og Silkeborg er nummer fire i 3F Superligaen efter 16 kampe. FC Midtjylland indtager en delt førsteplads.

  39. Med mandagens sejr på 4-1 over Silkeborg er FC Midtjylland tilbage på en delt førsteplads i Superligaen, hvilket kommer bag på Henrik Dalsgaard.

  40. Bundproppen Rødovre Mighty Bulls slår ishockeyligaens tophold

    Mandag aften leverede Rødovres ishockeyherrer en vaskeægte overraskelse.

    For bundproppen Mighty Bulls, der ligger på en delt sidsteplads, slog topholdet Herning Blue Fox med 3-2 efter straffeslagskonkurrence.

    Det kom på tale, da de to hold spillede 2-2 i ordinær kamp og ikke fik scoret i den forlængede spilletid. Rødovre kom ellers bedst fra start, da man bragte sig på 1-0 efter 13 minutter, men kort tid efter kom favoritterne fra Herning på både 1-1 og 2-1.

    Mod slutningen af tredje periode fik den finske angriber Sami Moilanen udlignet for Rødovre, inden Sebastian Bergholts sørgede for en sejr til Rødovre.

    Med sejren kommer de op på siden af Frederikshavn White Hawks. Begge har 23 point i bunden af Metal Ligaen.

    Du kan se højdepunkterne fra kampen øverst i artiklen.

  41. FC Midtjylland vinder stort og hopper op på en delt førsteplads

    Med sin femte sejr i træk er FC Midtjylland tilbage på toppen af dansk fodbold. Eller i hvert fald en delt førsteplads.

    For med mandagens sejr på 4-1 over Silkeborg IF har Ulvene nu 33 point og deler dermed duksepladsen med FC København efter 16 kampe i 3F Superligaen.

    Efter et stærkt Silkeborg-pres i indledningen af kampen kom gæsterne fra FC Midtjylland i front ved forsvarsspilleren Sverrir Ingi Ingason. Slemt så det også ud efter 32 minutter, da hjemmeholdets topscorer, Alexander Lind, blev udvist efter et grimt sammenstød med FC Midtjyllands målvogter Martin Fraisl, som måtte lade sig udskifte.

    Det til trods fik Silkeborg udlignet kort før pausen ved Stefan Thordarson. Men ak. I anden halvleg gik det galt. FC Midtjylland skruede op for tempoet og scorede tre mål - den indskiftede angriber Franculino stod for to af dem - hvilket bragte gæsterne op på en delt førsteplads.

  42. Sølvet er den første VM-medalje, som Danmark nogensinde har vundet i funktionel fitness.

  43. OB fyrer assisterende fodbolddirektør i kortfattet meddelelse

    Det må tangere til den korteste pressemeddelelse nogensinde.

    Odense Boldklub har per dags dato valgt at stoppe samarbejdet med assisterende fodbolddirektør Steffen Nielsen.

    Hvorfor bliver ikke uddybet, og OB skriver, at klubben ikke har yderligere kommentarer.

    Fodboldmediet bold.dk har tidligere beskrevet, at Steffen Nielsen har været suspenderet, efter OB tidligere på måneden modtog en mail med en række beskyldninger rettet mod Steffen Nielsen.

    Steffen Nielsen nåede at have jobbet i godt halvandet år. 1. maj sidste år gik han fra at være team manager til assisterende fodbolddirektør.

    Den nu tidligere assisterende fodbolddirektør har været en del af OB gennem 19 år.

  44. Landsholdet er samlet frem mod Nations League-kampene mod Tyskland og Island.

  45. Frostvejr tvinger AB til at finde ny hjemmebane i pokalkvartfinalen

    Gladsaxe Stadion bliver normalt brugt til 2. divisionskampe som mod Skive IK. I december skulle banen dog have fint besøg af Superligaholdet FC Nordsjælland. Men det bliver ikke aktuelt alligevel. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

    Den bidende kulde får konsekvens for AB's videre skæbne i Pokalturneringen. Vintervejret gør nemlig, at Gladsaxe Kommune har besluttet at lukke banen på AB's hjemmebane, Gladsaxe Stadion, for resten af kalenderåret.

    Dermed kan 2. divisionsklubben ikke spille deres pokalkvartfinale mod FC Nordsjælland på hjemmebane den 9. december.

    - Denne beslutning er truffet med henblik på spillernes sikkerhed og for at bevare banens kvalitet til genoptagelse af fodboldsæsonen i marts 2024, skriver AB på sin hjemmeside.

    Det betyder, at AB skal finde en ny "hjemmebane", hvor de kan afvikle det ene opgør af kvartfinalen, der afvikles over to kampe.

    FC Nordsjælland var i en lignende situation sidste år, hvor de i kvartfinalen også mødte et 2. divisionshold i Aarhus Fremad, der måtte afvikle deres hjemmekamp på Jysk Park i Silkeborg.

  46. Det er længe siden, at de danske håndboldkvinder har vundet guld ved en slutrunde. Om lidt har de muligheden ved VM på hjemmebane.

  47. Skadet Real Madrid-angriber forlader den danske landsholdslejr

    Angriberen Signe Bruun bliver skiftet ud af landsholdstruppen i Nations League.

    Det skyldes, at hun er blevet skadet.

    Det skriver Dansk Boldspil-Union på X.

    I stedet bliver en anden angriber, Caroline Møller, del af truppen. Hun spiller, ligesom Signe Bruun, i Real Madrid.

    25-årige Bruun kommer derfor ikke på banen i Danmarks kommende kampe mod Tyskland og Island. Fredag skal landsholdet møde Tyskland på udebane, og den 5. december gælder kampen mod Island på dansk jord.

    De danske kvinder har indtil videre vundet alle sine kampe i gruppespillet. Fredagens kamp mod Tyskland bliver en direkte duel om gruppens førsteplads, som Danmark aktuelt har indtaget med 12 point, mens Tyskland følger efter med ni point.

    25-årige Signe Bruun har spillet 39 kampe for landsholdet, hvor hun har scoret 18 mål. Hun har spillet i Real Madrid siden juli i år.

    /ritzau/

  48. Brandvarm angriber kan blive årets kvindelige fodboldspiller

    Den 26-årige landsholdsangriber Amalie Vangsgaard kan for første gang kalde sig nomineret til prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller i Danmark.

    Den brandvarme angriber, som har scoret fire mål i de seneste fem landskampe, er sammen med Kathrine Kühl og Stine Ballisager nomineret til prisen, der uddeles i samarbejde mellem DBU og Spillerforeningen.

    Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

    Sidste år løb 29-årige Stine Ballisager med prisen. Forsvarsspilleren skiftede i sommer Vålerenga ud med Kansas City Current, og hun er igen i år på listen - blandt andet på baggrund af de syv clean sheets, som landsholdets forsvar har leveret.

    Den 20-årige Kathrine Kühl skiftede i januar fra FC Nordsjælland til den engelske storklub Arsenal, og midtbanespilleren blev siden del af den danske VM-trup.

    Det er spillerne, der først nominerer tre kandidater og siden vælger Årets Kvindelige Fodboldspiller 2023.

    Vinderen kåres den 6. januar 2024, når DR afholder gallashowet Sport 2023 i Herning.

  49. Dansk klub inviteres med i europæisk basketturnering

    Hapoel Beer Sheva ud, Bakken Bears ind.

    Det er situationen i den europæiske basketball-turnering ENBL, hvor israelske Hapoel har trukket sig som følge af krigen mellem Israel og Hamas.

    Derfor er Bakken Bears fra Aarhus i 11. time blevet inviteret med ind i den relativt nye europæiske turnering, der i år afholdes for tredje gang. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

    Bakken Bears træder ind i gruppe A, der også består af Bristol Flyers (England), Uniclub Casino Juventus (Litauen), Polski Cukier Start Lublin (Polen), Landstede Hammers (Holland), Tartu Ülikool Maks & Moorits (Estland), Spartak Pleven (Bugarien) og Svendborg Rabbits (Danmark).

    Deltagerne i ENBL er inddelt i to grupper med otte hold i hver. Efter gruppepillet går top fire i hver gruppe videre til kvartfinalerne. Herefter venter et Final Four-stævne for de fire bedste hold.

Mere fra dr.dk