Skade efter glat underlag tvinger Axelsen til afbud
Viktor Axelsen vandt sin første kamp onsdag, men nu trækker han sig fra Thailand Open.
Den danske badmintonstjerne gled på underlaget under Thomas Cup i sidste uge, og af den årsag pådrog han sig en skade, som nu tvinger ham til afbud.
Det skriver han på Instagram.
- Jeg har kæmpet med skaden i syv-otte dage. Efter min kamp i går er det blevet værre, og derfor har jeg besluttet mig for at trække mig fra Thailand Open, så jeg kan komme tilbage på 100 procent.
- Det er meget skuffende, for jeg elsker at spille her i Thailand, skriver Viktor Axelsen.
I sin første kamp onsdag vandt Viktor Axelsen med 21-19, 21-13 over sydkoreaneren Heo Kwang Hee.
/ritzau/