Når sæsonen går på hæld, har britiske Mark Cavendish i sinde at stille cykelskoene på hylden.
Den britiske sprinter fortæller nemlig på et pressemøde mandag, at 2023 bliver hans sidste sæson som professionel.
Dermed bliver denne sæson den 38-årige sprinters sidste forsøg på at køre sig alene i spidsen som den cykelrytter med flest etapesejre i Tour de France nogensinde.
Astana-rytteren står noteret for 34 sejre i det franske etapeløb - det samme antal som den legendariske rytter Eddy Merckx.
Og selvom han med annonceringen kun har et skud tilbage til at overhale belgieren, er det en beslutning, han er glad for.
- Jeg har elsket at køre hver en kilometer af det her løb indtil videre, så jeg føler, det er det perfekte tidspunkt til at sige, at det bliver mit sidste Giro d'Italia, og 2023 bliver min sidste sæson som professionel cykelrytter, siger 38-årige Cavendish ifølge cyclingnews.com.
Mark Cavendish deltager lige nu i etapeløbet Giro d'Italia, men her er det endnu ikke blevet til en sejr.
Han har vundet i alt 161 etapesejre i karrieren.