Stærk thailænder giver Line Christophersen klø
Det var en gedigen overraskelse, da den danske badmintonspiller, Line Christophersen, i går spillede sig i kvartfinalen ved Thailand Open.
Her måtte damesinglespilleren dog sande, at hun fredag formiddag mødte sit match i form af hjemmebanehelten Ratchanok Intanon. Nederlaget på 8-21 og 8-21 efterlod ikke just mange håb om en dansk semifinaleplads i det blot 25 minutter lange opgør.
22-årige Christophersen er nummer 22 i verden og nåede på sin vej til kvartfinalen blandt andet at slå verdens tredjebedste An Se Young fra Sydkorea.
Dagens banekvinde, Ratchanok Intanon, ligger nummer otte på verdensranglisten og møder nu nummer to på listen i form af Tzu Ying Tai fra Taiwan i semifinalen.
Dermed er der blot dansk islæt tilbage i herredoublen ved Thailand Open, hvor Kim Astrup og Anders Skaarup senere fredag spiller kvartfinale. Tidligere er både Anders Antonsen og Mia Blichfeldt røget ud, mens Viktor Axelsen måtte trække sig med en skade efter sin sejre i første runde.