Stortalentet Daramy vender hjem til FCK

Fodboldklubben FC København meddeler onsdag morgen på sin hjemmeside, at man henter Mohamed Daramy i hollandske Ajax på en lejeaftale, der udløber efter indeværende sæson.
Kantspilleren blev ellers solgt til Ajax for et år siden fra FCK, men nu vender 20-årige Daramy hjem til sin barndomsklub.
Klubbens sportsdirektør, Peter 'PC' Christiansen, er ikke i tvivl om, at talentet bliver et stort aktiv for københavnerne.
- Vi får en spiller af meget høj kvalitet, som kender klubben indefra og kan bidrage med det samme i en periode, hvor vi har mange store ting på tallerkenen, siger Peter 'PC' Christiansen til FC Københavns hjemmeside.
- Samtidig kan vi give ham muligheden for mere spilletid, som han har manglet, og han kan styrke muligheden for at komme til VM, siger han.
Den unge kantspiller står noteret for fire A-landsholdskampe.