Superligaspiller stopper karrieren som 24-årig grundet knæskade
Fodboldspilleren Joel Kabongo stopper karrieren grundet en knæskade.
Det meddeler superligaklubben Randers FC.
24-årige Kabongo har en fortid i Brøndby og står noteret for en række ungdomslandskampe for Danmark.
- Det er sindssygt hårdt at sige farvel til fodbolden. Jeg er vågnet op hver dag og har håbet på, at det blev bedre, og at jeg ikke skulle gå i seng med smerter, siger Kabongo i en pressemeddelelse.
- Jeg har virkelig håbet på miraklet, men det er ikke kommet. Jeg bliver nødt til at tænke på mit eget helbred, så jeg kan leve et normalt liv sammen med min familie. Derfor har jeg truffet denne hårde beslutning, siger Kabongo.
Ifølge Randers har læger i både Brøndby og Randers set på Kabongos højre knæ, og han har været igennem fire operationer. Kabongo har haft problemer med sit knæ siden 2019.
/ritzau/