Der var udsolgt i Budapest, 20.000 på plads, og de havde stort set alle sammen sympati for ungarske FTC, der lørdag aften slog Team Esbjerg i Champions League-semifinalen 30-29 med en scoring i de døende sekunder.
Det betød modvind fra start til slut, men Esbjergs Mette Tranborg afviser, at det blev afgørende i den tætte semifinale.
- Det skræmte os ikke. Det var kun fedt, at der var atmosfære og stemning. Man kunne mærke, at der var nerve. Det skræmte os ikke, og det var bestemt ikke noget, der gjorde vores spil sværere at spille, siger Tranborg til DR Sporten.
Årsagen til, at vestjyderne søndag spiller om bronze og ikke guld skulle i stedet findes inde på banen.
- Vi fik mange udvisninger og var i undertal i store dele af anden halvleg, og det var svært at arbejde med, siger Tranborg.
Derudover brændte Esbjerg alt for mange store chancer, som gav FTC muligheden for at æde den danske føring.
- Når de ting bliver langt sammen, er fem mål (pauseføringen, red.) ikke ret meget. De lukkede hullet, og så endte det med at blive en snæver afgørelse til sidst, som var pisse frustrerende, siger Esbjergs højreback.
Team Esbjerg møder ungarske Györ i bronzekampen, der spilles søndag klokken 15.15. Finalen mellem FTC og norske Vipers Kristiansand begynder klokken 18.