Tilskuerrekord og gåsehud: Danmarks fodboldkvinder glæder sig til 'milepælen' mod Brasilien

Pernille Harder har svært ved at skjule sin begejstring.
I aften møder den danske angriber og resten af landsholdet Brasilien i Parken. Mindst 21.700 tilskuere tager plads til kampen, hvilket er ny tilskuerrekord for Danmarks bedste kvinder, og Harder glæder sig "sindssygt meget".
- Det er en milepæl for kvindefodbold, siger Pernille Harder til DR Sporten.
- Det er et bevis på den udvikling, kvindefodbolden har været igennem, at vi står herinde i Parken, som er kendt som Danmarks nationalarena. Nu spiller vi her faktisk også.
Alene tankerne om det, der skal ske, får hårene til at rejse sig, giver flere landsholdsspillere udtryk for.
De er mere end klar til at lade sig bære på hænder og fødder af Parkens feststemte fans. Det understreger Sofie Junge.
- Jeg fik gåsehud ti gange, da vi kom kørende herind (til Parken, red.), siger hun og griner.
Du kan læse mere om kampen mod Brasilien her.