DM-vinderne fra HB Køge har solgt den amerikanske angriber Kyra Carusa til London City Lionesses, som spiller i Englands næstbedste række.
Det skriver HB Købe på sin hjemmeside. Kyra Carusa kom til klubben i 2020, men føler sig nu klar til nye udfordringer.
- Da jeg først kom til HB Køge, var jeg i en periode, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv, siger Kyra Carusa.
- HB Køge har troet på mine evner hele vejen, hvilket har formet mig til den person, jeg er i dag.
HB Køge-direktør Per Rud fortæller, at det "gør virkelig ondt" at vinke farvel til angrebsspilleren, som også har været anfører.
- Der har igennem lang tid været interesse for Kyra udefra, og vi har hele tiden været enige om, at når den rigtige mulighed bød sig, ville vi lade hende tage på et nyt eventyr, siger han.
Kyra Carusas nye klub, London City Lionesses, ligger på førstepladsen i den næstbedste engelske række.