Torden og regn udsætter Holger Runes kamp i USA
Den danske tennisspiller Holger Rune skulle torsdag have mødt amerikaneren Jeffrey John Wolf ved ATP-turneringen Citi Open i Washington D.C., men kampen mellem de to er udsat til fredag.
På grund af tordenvejr i den amerikanske forbundshovedstad lokal tid er alle aftenens igangværende og planlagte kampe aflyst.
Det fremgår af turneringens hjemmeside kort før klokken 22.00 lokal tid.
Forinden havde et voldsomt uvejr med lyn, torden og regn ført til flere spilafbrydelser.
I en park nær præsidentboligen Det Hvide Hus blev fire personer torsdag ramt af lyn. Alle fire, to mænd og to kvinder, er i kritisk tilstand blevet bragt til behandling på et hospital.
/ritzau/