Seneste sport

Vejle knækker Horsens efter nyt stort pokalcomeback

Overblik

  1. 26. okt kl. 21:02
    Vejle knækker Horsens efter nyt stort pokalcomeback

    Superligaklubben Vejle Boldklub er ved at gøre det til et varemærke at levere flotte comebacks i denne sæsons udgave af Sydbank Pokalen.

    Tirsdag gik det ud over AC Horsens fra næstbedste række, som førte 1-0 på hjemmebane indtil tillægstiden. Her udlignede Vejle og endte med at tage sejren med 2-1 efter forlænget spilletid.

    I forrige runde var Vejle endnu mere presset, da man frem til 90. minut var bagud 1-3 mod Vanløse. Men med tre scoringer i tillægstiden lykkedes det på mirakuløs vis at spille sig videre.

    Vejle er altså klar til kvartfinalerne sammen med Kolding IF og Hvidovre.

    /ritzau/

  2. 11 min. siden

    Atletico Madrid spiller sig videre i Champions League, mens AC Milan misser avancement

    Den spanske fodboldklub Atletico Madrid er videre i Champions League.

    Det står klart, efter den spanske topklub tirsdag aften besejrede portugisiske Porto med 1-3 på udebane. Dermed snupper Atletico Madrid andenpladsen i gruppe B, mens de må se Liverpool løbe med førstepladsen.

    Netop Liverpool slog onsdag AC Milan med 2-1, og dermed ender italienerne, der med en sejr ellers kunne kæmpe sig op i tabellen, på puljens sidsteplads, mens Porto tager tredjepladsen.

    Andetsteds vandt Real Madrid med 2-0 over Inter, og dermed tager de førstepladsen i gruppe D. Begge hold var dog allerede inden kampen sikret videre avancement i turneringen.

    Der trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Champions League på mandag. Først skal de fire sidste grupper dog spilles færdige onsdag.

  3. I dag kl. 22:03

    Montenegro kæmpede forgæves mod Frankrig

    Montenegro pressede længe de olympiske mestre fra Frankrig, da de to nationer mødtes i indledende runde ved VM i håndbold. I sidste ende blev det dog til en fransk sejr på 24-19.

    Det betyder, at Frankrig får maksimum point med videre til mellemrunden. Montenegro får ingen point med videre til mellemrunden.

    Norge kommer også til mellemrunden med fire point, da de slog Rumænien sikkert med 33-22. Det samme gør sig gældende for russerne, som slog Serbien med næsten samme cifre, 32-22.

    Fra Gruppe D tager både Holland og Sverige tre point med videre til mellemrunden, efter de spillede 31-31 tirsdag aften.

  4. I dag kl. 21:33

    Messi på tavlen for PSG i Champions League

    (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)

    Der var gang i måltavlen, da den franske fodboldklub Paris Saint-Germain her til aften mødte Club Brugge i Champions League.

    Både klubbens franske stjerne Kylian Mbappe og argentineren Lionel Messi scorede to mål i 4-1-sejren. Sejren betyder dog ikke meget for stillingen i Champions League-puljen.

    Manchester City havde nemlig, til trods for et 2-1-nederlag til RB Leipzig her til aften, allerede sikret sig førstepladsen, og dermed må den franske klub tage til takke med andenpladsen.

    RB Leipzig slutter på puljens tredjeplads, der giver adgang til en plads i 16.-delsfinalerne i Europa League.

  5. I dag kl. 20:23

    GOG slår tysk storhold trods udfald i kontrafest

    Status som forsvarende tysk pokalvinder viser meget godt, at Lemgo fortsat er en stor klub i tysk herrehåndbold. Men danske GOG har nået et niveau, hvor den slags klubber kan nedlægges. Også overbevisende.

    Det blev Lemgo tirsdag i Gudme. I en kamp præget af mange kontrascoringer og momentumskift vandt de danske vicemestre 34-28 i gruppe B i European League - tidligere kendt som EHF Cup.

    Med sejren rykker GOG forbi netop Lemgo i gruppen. Fynboerne har ni point for seks kampe. Lemgo har et point mindre. Det samme har Benfica, som først senere tirsdag spiller sin sjette kamp i gruppen.

    /ritzau/

  6. I dag kl. 20:04

    Nu reagerer Thorbjørn Olesen på anklager i retssag

    Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen sidder i denne uge på anklagebænken i London, hvor han er tiltalt for to milde voldsparagraffer og for at være beruset om bord på et fly.

    I retten blev han i dag spurgt, hvad han tænkte, da han første gang hørte anklagerne. Her svarede Thorbjørn Olesen ifølge Sky News:

    - Jeg havde det helt forfærdeligt og var frygtelig ked af det. Jeg kunne slet ikke tro, hvad de fortalte, der var foregået.

    Retssagen er berammet til fem dage. Tirsdag var anden dag, Olesen var i retten.

  7. I dag kl. 19:38

    Puerto Rico spiller sig videre ved VM i håndbold

    Selvom de har lukket 127 mål ind i turneringen, er Puerto Rico videre til mellemrunden ved VM i håndbold.

    Det står klart, efter puertoricanerne tirsdag slog Usbekistan 30-24 i det sidste gruppeopgør og nappede tredjepladsen i pulje D.

    Polen og Kasakhstan har med sejre på 33-19 og 31-25 over henholdsvis Cameroun og Iran også sikret sig avancement til mellemrunden.

    Det samme gælder Slovenien, der sikrede sig tredjepladsen i deres pulje efter at have spillet 25-25 med Angola.

    Dermed er VM-eventyret slut for Uzbekistan, Cameroun, Iran og Angola.

  8. I dag kl. 18:15

    Norsk skakfænomen tager stort skridt mod VM-forsvar

    Magnus Carlsen har taget et stort skridt mod VM-forsvaret. (Foto: Ali haider © Ritzau Scanpix)

    Det norske skakfænomen Magnus Carlsen tog tirsdag et stort skridt mod at forsvare sin VM-titel.

    Nordmanden vandt nemlig tirsdag sit andet parti i træk mod russiske Ian Nepomniachtchi, hvilket har bragt den samlede stilling på 6-3 til Carlsen.

    Første spiller, der når 7,5 point, vinder verdensmesterskabet i Dubai.

    30-årige Magnus Carlsen har været regerende verdensmester siden 2013, hvor han slog indiske Viswanathan Anand.

  9. I dag kl. 17:49

    Danmark er færdige ved VM i floorball

    Danmark spillede en flot playoff-kamp mod Estland ved VM i floorball for herrer, men danskerne måtte alligevel se sig besejret med 5-3.

    I begyndelsen af anden periode kom Danmark ellers foran 1-0. Ved periodens afslutning var stillingen 2-2.

    Men i tredje og sidste periode var esterne dog stærkest, og de er derfor klar til at møde Schweiz i kvartfinalen.

  10. I dag kl. 15:36

    København er blandt værterne for sejlsportens Formel 1

    København er i 2022 blandt værterne i sejlsportsligaen SailGP, der populært kaldes sejlsportens Formel 1.

    Det sker i farvandet ud for Oceankaj i København 19. og 20. august som en del af ligaens tredje sæson, oplyses det i en pressemeddelelse.

    Det danske SailGP-hold får dermed chancen for at vise sig frem på hjemmebane i F50-katamaranen med Holger Danske på sejlet.

    - Det er fantastisk, at SailGP vender tilbage til Danmark i sæson 3. Vi kan næsten ikke vente med at sejle kapsejlads og vise Dannebrog frem med København som kulisse, siger skipperen på det danske hold, Nicolai Sehested.

    I august 2021 var SailGP også forbi Danmark. Ved den lejlighed var Aarhus vært.

    /ritzau/

  11. I dag kl. 13:50

    Britisk springerlegende forlænger med Quick-step

    Cykelrytteren Mark Cavendish har forlænget kontrakten med Quick-Step, så aftalen også gælder i 2022. Det oplyser cykelholdet på sin hjemmeside.

    Denne sæson, hvor Cavendish vendte tilbage til Quick-Step, blev en succesrig en af slagsen for den 34-årige britiske sprinter.

    Med fire sejre i årets Tour de France tangerede Cavendish rekorden for flest etapesejre i løbet med 34 i alt. Det samme antal har legenden Eddy Merckx. Cavendish vandt desuden den grønne pointtrøje for anden gang i karrieren.

    Inden skiftet tilbage til Quick-Step, hvor han også var i årene fra 2013 til og med 2015, havde han ikke vundet et løb i tre år.

    - Jeg er meget stolt og glad for at nå til enighed om en ny aftale med Quick-Step, siger Cavendish.

    - De seneste 12 måneder har været fænomenale, og jeg har til tider været meget rørt over den støtte, jeg har fået fra holdet og staben.

    /ritzau/

  12. I dag kl. 13:04

    Dortmund-spiller får bøde for beskyldning om matchfixing

    Borussia Dortmunds midtbanespiller Jude Bellingham har fået en bøde på 40.000 euro (297.000 kroner) for kritik af dommeren i weekendens bundesligakamp.

    Dermed slipper Jude Bellingham for at få en karantæne, som også var en mulighed.

    Det oplyser Det Tyske Fodboldforbund (DFB) tirsdag på sin hjemmeside.

    Sagen om usportslig opførsel opstod, efter at Jude Bellingham var kommet med en sønderlemmende kritik af dommeren Felix Zwayer efter Dortmunds 2-3-nederlag til Bayern München:

    - Man giver den største kamp i Tyskland til en dommer, der før har matchfixet. Hvad kan man så forvente?

    Dortmunds 18-årige engelske midtbaneprofil var især utilfreds med et straffespark, der blev tildelt til Bayern München efter et VAR-tjek.

    Jude Bellingham har accepteret bødestraffen, og dermed er sagen lukket i det sportslige disciplinærsystem.

    Til gengæld afventer den 18-årige englænder stadig en politisag, der ikke er afsluttet. Det forventes der en afklaring på i løbet af denne uge.

    /ritzau/

  13. I dag kl. 11:12

    Danske baneryttere er nomineret til Årets Sportsnavn

    Den første af tre nomineringer til Årets Sportsnavn i 2021 er offentliggjort, og det blev banerytterne Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen.

    De vandt i år både OL- og VM-guld i parløb og er nu i spil til idrætsprisen, som uddeles i samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

    Duoen er dermed kommet forbi et nåleøje og valgt fra en bruttoliste på 15 nominerede.

    Lars Krarup, formand i Team Danmark, kalder i en pressemeddelelse duoen for et fantastisk makkerpar.

    - Sportsåret 2021 har været fyldt med store højdepunkter, og Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen har leveret nogle af de allerstørste oplevelser med både VM- og OL-guld.

    - De gik ind i 2021 som verdensmestre, har vundet alle de løb, de har stillet op i siden 2017, og de viser verdensklasse både på og uden for banen, siger Lars Krarup.

    De sidste to nominerede til prisen offentliggøres i de kommende uger, og vinden kåres ved et gallashow i Herning 8. januar.

    /ritzau/

  14. I dag kl. 11:01

    DBU rejser til Qatar og ønsker svar på en række spørgsmål

    Der skal fortsat kigges nærmere på menneskerettighederne i Qatar, som er vært for VM i fodbold næste år.

    Det er en af årsagerne til, at Dansk Boldspil-Union (DBU) for tredje gang besøger Qatar. Besøget varer fra tirsdag til fredag i denne uge.

    Besøget byder på møder med Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og den organisation, der arrangerer VM-slutrunden.

    Der er behov for kritisk dialog, lyder det fra DBU-direktør Jakob Jensen, der har fokus på øget pres på Qatar og opfølgning på reformer i VM-værtslandet.

    - Menneskerettighedssituationen i Qatar er fortsat meget alvorlig.

    - Besøget kommer på et vigtigt tidspunkt - særligt med den seneste tids debat, der omhandler pressefrihed, lige rettigheder for alle på stadion og ikke mindst implementering af reformerne for migrantarbejderne.

    - Derfor har vi fortsat behov for kritisk dialog og ønsker svar på en række spørgsmål, siger Jakob Jensen.

    DBU oplyser, at unionen skal deltage i politiske møder og besigtige forholdene forud for Danmarks deltagelse ved VM.

    /ritzau/

  15. I dag kl. 10:19

    Efter amerikansk diplomat-boykot af OL: Japan vil træffe sine egne beslutninger

    Japan kommer til at træffe sine egne beslutninger, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt landet skal sende sine diplomater og politikere afsted til Beijing, når Kina afholder vinter-OL i 2022.

    Det siger den japanske premierminister, Fumio Kishida, ifølge Reuters.

    Udmeldingen kommer, efter Det Hvide Hus i går meddelte, at medlemmer af den amerikanske regering vil boykotte vinter-OL på grund af Kinas menneskeretlige "grusomheder", mere specifikt for overgreb på landets muslimske uighur-mindretal.

    Japan vil overveje en hel række af faktorer, når de beslutter, om de vil følge USA's eksempel, oplyser Kishida, blandt andet formålet med OL, den diplomatiske situation og Japans egne nationale interesser.

    Også fra Australien lyder meldingen, at man overvejer situationen.

  16. I dag kl. 15:26

    DBU ansætter talentchef til pige- og kvindefodbold

    Dansk Boldspil Union har ansat en talentchef. der udelukkende skal have fokus på pige- og kvindefodbold.

    I fremtiden skal 45-årige Anders Gerber stå i spidsen for talentudviklingsarbejdet.

    Anders Gerber begynder i det nye job i slutningen af februar næste år.

    Han har tidligere været cheftræner for Skive IK, NSI Runavik på Færøerne, FC Fyn og Aarhus Fremad.

  17. I dag kl. 08:05

    Trods uvished om vaccine: Djokovic udtaget til turnering i Australien

    I længere tid har der været tvivl om, hvorvidt verdensetteren i tennis, Novak Djokovic, vil forsvare sin titel ved Australian Open i januar.

    Det skyldes et krav til spillere om, at de skal være vaccineret for at kunne deltage.

    Djokovic har gentagne gange afvist at oplyse, om han er vaccineret mod covid-19 og begrundet sin tavshed med, at det er et privat anliggende.

    Men tilsyneladende kommer Djokovic til Australien, inden sæsonens første grand slam-turnering begynder 17. januar i Melbourne.

    Djokovic er således nævnt som en af de fem spillere, Serbien tirsdag har udtaget til turneringen ATP Cup i Sydney, der spilles før Australian Open.

    Novak Djokovic vil med en tiende finalesejr i Australian Open nå op på 21 grand slam-titler, hvilket vil være rekord i herretennis. Den 34-årige deler den nuværende rekord på 20 titler med Roger Federer og Rafael Nadal.

    ATP Cup har deltagelse af 16 lande. Holdturneringen spilles fra den 1. til 9. januar.

    /ritzau/

  18. I dag kl. 07:02

    Landstræner før vigtige VM-kampe: Spillerne skal ikke frygte at blive skiftet ud

    De danske spillere skal ikke frygte, at dårlige præstationer kan sende dem ud af truppen ved håndbold-VM.

    Landstræner Jesper Jensen er stærkt optaget af, at hans spillere skal føle sig trygge. Derfor skal der noget ekstraordinært til, for at han gør brug af de reserver, der holder sig klar i Danmark.

    - Tanken er, at dem der er her, det er dem, vi bruger. Helt klart. Der skal skader, sygdom eller småproblemer til, før jeg vil overveje at kalde nogen herned, siger Jesper Jensen.

    Han hentede Michala Møller ind i VM-lejren som afløser for knæskadede Mia Rej efter den første kamp.

    Møller blev indskrevet som en såkaldt "late entry", og landstræneren har derfor stadig lov til at skifte ud i sin trup fem gange undervejs i turneringen.

    Danmark er videre til mellemrunden i turneringen og møder Tjekkiet, Ungarn og Tyskland.

    /ritzau/

  19. I dag kl. 06:39

    IOC byder amerikansk boykot af Kina velkommen

    Den Internationale Olympiske Komité (IOC) respekterer USA's beslutning om en diplomatisk boykot af vinter-OL i Beijing i februar 2022.

    Det oplyser en talsperson for IOC mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Udmeldingen kommer, efter at USA tidligere på dagen meldte ud, at landet ikke vil sende officielle, politiske repræsentanter til legene i Kina.

    Ifølge IOC er det en "ren politisk beslutning, som hvert enkelt land selv må træffe, og som IOC i kraft af sin politiske neutralitet respekterer fuldt ud".

    Organisationen er dog glade for USA's beslutning om stadig at sende sine atleter afsted til vinter-OL.

    - Udmeldingen (fra USA, red.) gør det klart, at de olympiske lege og atleternes deltagelse er hævet over politik, og det byder vi velkommen, siger IOC-talspersonen ifølge AFP.

    Årsagen til USA's beslutning skal blandt andet findes i Kinas behandling af uighurerne i Xinjiang. Det forklarede Jen Psaki, der er talskvinde for præsident Joe Biden i Det Hvide Hus, mandag.

    /ritzau/

  20. I går kl. 21:53

    Danmark får maksimumpoint med videre til mellemrunden ved VM

    Danmark vinder sikkert 35-23 over Sydkorea ved VM i håndbold for kvinder efter en føring på 19-14 ved pausen.

    Det betyder, at Danmark nu har vundet samtlige tre kampe ved VM og dermed får maksimum point med videre til mellemrunden.

    Her skal Danmark møde Tjekkiet, Ungarn og Tyskland. Trods nederlaget er Sydkorea også videre til mellemrunden med to point.

    Se højdepunkter fra Danmarks sejr:

  21. I går kl. 19:56

    USA vil boykotte vinter-OL diplomatisk

    Når vinter-OL afholdes i den kinesiske hovedstad, Beijing, i februar 2022, bliver det uden officielle amerikanske besøgende. USA boykotter nemlig vinter-OL diplomatisk, siger talspersonen for Det Hvide Hus, Jen Psaki, på et pressemøde i dag. (Foto: Chip SOmodevilla © Ritzau Scanpix)

    USA boykotter vinter-OL i Beijing diplomatisk.

    Det oplyser talspersonen for Det Hvide Hus, Jen Psaki, på et pressemøde i dag.

    - Biden-administrationen vil ikke sende diplomatiske eller officielle repræsentanter til vinter-OL og -PL på grund af Kinas fortsatte folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Xinjiang, siger Jen Psaki ifølge CNN.

    Jen Psaki henviser til den kinesiske behandling af det religiøse mindretal, uighurerne, når hun taler om Xinjiang, som er uighurernes hjemstavn.

    Vinter-OL afholdes i den kinesiske hovedstad, Beijing, i februar 2022, og det bliver altså uden officielle amerikanske besøgende. Det betyder dog ikke, at de amerikanske sportsudøvere tager del i boykotten.

    I oktober fortalte Kulturministeriet DR, at man endnu ikke havde taget stilling til, om Danmark ville boykotte vinterlegene diplomatisk.

  22. I går kl. 19:31

    Congo spiller sig en plads i mellemrunden og bryder ud i vild jubel

    For første gang i nationens historie er Republikken Congo klar til mellemrunden ved VM i håndbold for kvinder.

    Det står klart, efter de mandag aften slog Tunesien overbevisende med 33-24. Det hele blev fejret med fantastiske jubelscener

    Også Tjekkiet er klar til mellemrunden efter en sejr på 24-23 over Slovakiet. Her skal de møde Danmark, Ungarn og Tyskland.

    Andetsteds sikrede Brasilien, at de fik maksimum point med over i mellemrunden, da de slog Paraguay med 33-19.

    Argentina får to point med over i mellemrunden. Det står klart, da de sikkert slog Kina med 36-24.

  23. I går kl. 18:04

    Danmark får store klø af Sverige ved VM i floorball

    Danmark var ikke i nærheden af at slå vores svenske naboer til VM i floorball mandag aften.

    De stærke svenskere vandt hele 15-1 over Danmark, som dermed slutter nederst i VM-puljen, der også tæller Letland og Finland.

    Det betyder, at Danmark i morgen møder Estland i en playoffkamp om at komme videre til kvartfinalen.

  24. I går kl. 17:03

    Dansk landsholdskeeper skifter til norsk fodbold

    Lene Christensen har spillet 10 landskampe for Danmark. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Keeperen på det danske fodboldlandshold, Lene Christensen, skifter til norsk fodbold og Rosenborg.

    Det skriver Rosenborg på sin hjemmeside.

    21-årige Lene Christensen har spillet 10 landskampe for Danmark, og hun skifter nu tilværelsen i Kolding IF ud med Rosenborg. Den norske klub vandt sølv i den netop overståede sæson.

    - Jeg er utroligt stolt, glad og spændt over mit nye kapitel i Rosenborg. Jeg glæder mig til at udvikle mig i et nyt miljø og stå over for nye udfordringer i Norge.

    - Jeg kan ikke vente med at møde mine nye holdkammerater og komme i gang, skriver Lene Christensen på sin Instagram-profil om skiftet.

    Lene Christensen spillede 45 kampe i Kolding, før turen nu går til Norge, hvor hun skal spille med nummer 12 på ryggen, oplyser Rosenborg.

  25. I går kl. 16:18

    Genk fyrer cheftræneren: Forfremmer Glen Riddersholm på foreløbig basis

    Glen Riddersholm har ikke været længe i den belgiske fodboldklub Genk, men allerede nu er han blevet forfremmet til cheftræner på foreløbig basis.

    Det sker efter, at klubben har fyret John van den Brom. Det oplyser Genk på klubbens hjemmeside.

    Klubben skriver, at Glen Riddersholm sammen med Domenico Oliveri vil stå i spidsen for klubbens førstehold og have det sportslige ansvar i klubben.

    Glen Riddersholm kom til Genk i begyndelsen af november i en rolle som en del af trænerstaben omkring førsteholdet. Oliveri har ligeledes været en del af førsteholdets trænerstab indtil nu.

    Det er skuffende resultater, der ligger til grund for fyringen af van den Brom, oplyser Genk. Klubben har blot vundet to af de seneste ti ligakampe og indtager en aktuel ottendeplads i den belgiske liga.

  26. I går kl. 14:50

    Danmark får ekstra VM-mål fire dage efter slutfløjt

    Det danske håndboldlandshold får rettet den totale målscore i kampen mod Tunesien, der blev spillet torsdag aften.

    Danmark bliver således tildelt en ekstra scoring, så det korrekte slutresultat nu er 35-16 og ikke 34-16, som det hidtil har været tilfældet.

    Det oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF) i en pressemeddelelse.

    Årsagen er, at cirka midtvejs i anden halvleg skete der en fejl, der gjorde, at Mie Højlunds scoring ikke har talt med. Det er nu blevet rettet, og IHF forsikrer, at der er blevet taget 'interne foranstaltninger', der skal forhindre en lignende situation opstår igen.

  27. I går kl. 14:41

    Rindom smider VM-guld på sidste sejlads

    Sejler Anne-Marie Rindom gik ind til mandagens to sidste sejladser ved VM i Laser Radial-klassen med en spinkel føring og guldet i sigte.

    Men efter en 19.-plads i 11. og sidste sejlads måtte OL-gulvinderen i stedet nøjes med en fjerdeplads ved VM i Oman.

    30-årige Rindom var på jagt efter sit tredje verdensmesterskab i klassen. Hun vandt VM i 2015 og 2019, mens det altså blev til OL-guld ved sommerens lege i Tokyo.

    Også på mandagens første sejlads - VM's næstsidste - var Rindom i problemer. Her blev hun blot nummer 36, men da sejlerne kan trække deres to dårligste resultater fra i stillingen, var hun stadig i spil til guldet.

    19.-pladsen i sidste sejlads var der dog ikke mulighed for at fratrække, da hun ud over 36.-pladsen blev diskvalificeret på fjerde sejlads.

    Guldet gik i stedet til belgiske Emma Plasschaert, der blev nummer tre på sidste sejlads. Sølv og bronze tog polske Agata Barwinska og litauiske Viktorija Andrulyte, der også begge slog Rindom i den sidste tur på vandet.

    Danske Anna Munch sluttede VM på en 18.-plads, mens Michala Norsell blev nummer 32.

  28. I går kl. 13:03

    Tysk politi efterforsker Dortmund-spillers dommerkritik

    Tysk politi går nu ind i sagen om Borussia Dortmund-spilleren Jude Bellinghams sønderlemmende kritik af dommeren Felix Zwayer.

    Det bekræfter politiet i Dortmund mandag over for Sky Sports News i Tyskland.

    Bellingham sagde følgende efter Dortmunds 2-3-nederlag hjemme til Bayern München i Bundesligaen:

    - Man giver den største kamp i Tyskland til en dommer, der før har matchfixet. Hvad kan man så forvente?

    Dortmunds 18-årige engelske midtbaneprofil var især utilfreds med et straffespark, der blev tildelt til Bayern München efter et VAR-tjek.

    Udtalelserne skal nu kigges efter i sømmene af tysk politi, som bekræfter, at sagen skal efterforskes.

    I forvejen har Tysklands Fodboldforbund (DFB) åbnet en undersøgelse af Bellinghams udtalelser.

    Bellinghams kritik har tråde tilbage til en matchfixingsag fra 2005, hvor Felix Zwayer blev udelukket i seks måneder for blandt andet at have modtaget 300 euro fra skandaledommeren Robert Hoyzer.

    Robert Hoyzer indrømmede i 2005, at han havde været med til at matchfixe flere kampe i de anden- og tredjebedste rækker samt i pokalkampe.

    /ritzau/

  29. I går kl. 11:04

    Tennisforbund afviser boykot af Kina efter sag om sexanklage

    (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)

    Millioner af kinesere skal ikke straffes på grund af sagen om den 35-årige tennisspiller Peng Shuai.

    Derfor vil Det Internationale Tennisforbund, ITF, ikke straffe Kina ved at boykotte landet og droppe afviklingen af turneringer i landet.

    Det oplyser ITF-præsident David Haggerty, som søndag blev spurgt, om organisationen ville boykotte Kina.

    WTA, kvindernes internationale tennisforbund, har valgt at suspendere alle sine turneringer i Kina.

    WTA-formand Steve Simon forklarede beslutningen med "alvorlig tvivl" om Peng Shuais sikkerhed, efter at hun har anklaget en tidligere kinesisk toppolitiker for seksuelt overgreb.

    Samme linje vil ITF dog ikke følge, og forbundet afholder stadig juniorturneringer og andre turneringer i landet.

    - Vi ønsker ikke at straffe millioner af mennesker, siger ITF-præsident David Haggerty ifølge AFP.

  30. 5. dec kl. 23:24

    Tre danskere er fortsat med i jagten på LPGA Tour

    De tre danske golfspillere Emily Pedersen, Nicole Broch Estrup og Karen Fredgaard er alle tre klar til anden uge af LPGA Q-Series, hvor der skal uddeles tourkort til LPGA Tour i 2022.

    Det er en realitet, inden den fjerde og sidste runde af første uge er færdigspillet.

    Emily Pedersen endte bedst af de tre danskere i seks slag under par. Nicole Broch Estrup er blot et slag dårligere, mens amatørspilleren Karen Fredgaard endte i ét slag over par.

    Turneringerne i denne og næste uge fungerer som en kvalifikation for spillerne, der endnu ikke har sikret sig afgang til den lukrative amerikanske LPGA Tour i 2022.

    45 spillere kvalificerer sig, men jo højere oppe, man ender, jo flere turneringer er man garanteret adgang til i 2022. De sidste fire runder spilles fra torsdag.

    Nanna Koerstz Madsen har allerede sikret sig en plads på LPGA-touren i næste sæson qua sin slutplacering i år.

    /ritzau/

  31. 5. dec kl. 23:05

    Iransk målvogter rørt til tårer efter kåring

    Godt nok vandt de ikke VM-kampen over Norge.

    Men den iranske målvogter Fatemeh Khalili Behfar kunne alligevel tage en stor hæder med hjem fra håndboldopgøret.

    Den iranske keeper pillede undervejs flere af de norske stjerners skud, og blev efter kampen hædret som kampens spiller. Og da hun efter kampens afgørelse skulle modtage prisen, blev hun rørt til tårer. Målvogterens reaktion gav smil på læben hos både med- og modspillere, og hurtigt efter overrækkelsen var de fleste af iranerne også ovre for at juble med deres holdkammerat.

    Du kan se iraneren modtage sin pris i videoen herunder.

    Norge endte med at vinde 41-9 over Iran.

  32. 5. dec kl. 22:25

    Danskere indleder OL-kvalifikationen i curling med tæt sejr og nederlag

    Søndag indledte den danske mixed double i curling bestående af Jasmin Lander og Henrik Holtermann OL-kvalifikationen i Leeuwarden i Holland.

    Her spillede de to opgør, som blev meget tætte. I første opgør vandt Danmark 8-7 over Tyrkiet, mens danskerne måtte se sig slået med samme cifre, 7-8, til Tyskland.

    Næste opgave for Danmark er mandag klokken 14.30, hvor de møder Rusland.

    I de efterfølgende dage skal Danmark møde de øvrige i gruppen: Australien, Spanien og Ungarn.

    Vinderen af gruppen skal spille en afgørende kvalifikationskamp om billetten til vinter-OL, mens nummer to og tre skal gennem en kamp mere for at sikre en plads ved OL.

    Danmarks curlingkvinder har allerede kvalificeret sig til OL, mens herrerne indleder OL-kvalifikationen fra den 11. december.

  33. 5. dec kl. 22:11

    Suveræne Norge kører Iran over ved VM i håndbold

    Rollen som favoritter lå godt nok ikke på Irans landshold inden VM-opgøret mod Norge.

    Selvom iranerne forsøgte ihærdigt, og endda også kom foran 2-1 efter få minutters spil, endte de med blot at at score ni mål hen over hele kampen.

    Ja, det norske landshold var ganske enkelt flere niveauer bedre, og nordmændene sikrede sig dermed en overbevisende sejr på hele 41-9 over Iran.

    Du kan se et udpluk af de norske mål i videoen herunder.

    Norge har vundet begge af sine to første opgør ved VM i Spanien, men det gælder også Rumænien, der er i samme pulje som nordmændene. De to hold mødes tirsdag.

    I de øvrige af dagens sene kampe vandt Montenegro med 30-20 over Angola, mens Serbien slog Cameroun med 43-18.

  34. 5. dec kl. 21:31

    Magnus Carlsen nærmer sig forsvar af VM-titel

    (Foto: Ali haider © Ritzau Scanpix)

    Det norske skakfænomen Magnus Carlsen tog endnu et skridt mod VM-forsvaret søndag, da han for anden gang på tre dage slog russiske Ian Nepomniachtchi i deres hidtil otte partier.

    Dermed fører den norske stormester 5-3 i duellen, som spilles bedst af 14 partier.

    Søndag begik russeren en afgørende fejl, som 31-årige Carlsen udnyttede og efter lidt over fire timer kunne nordmanden kalde sig vinder af partiet.

    VM foregår i Dubai, og vinderen får knap ni millioner kroner, mens taberen får knap seks millioner kroner.

  35. 5. dec kl. 20:50

    Dramatisk grandprix sørger for dødt løb mellem Hamilton og Verstappen inden sidste løb

    (Foto: Andrej Isakovic © Ritzau Scanpix)

    Det var dramatisk, da Mercedes' Lewis Hamilton lukkede hullet til Max Verstappen i mesterskabsduellen i Formel 1.

    Briten tog sin tredje løbssejr i træk, da kørerne søndag aften konkurrerede på den nye Jeddah Corniche Curcuit i Saudi-Arabien.

    Flere gange krydsede de to kamphaner klinger i det betydningsfulde grandprix. Mest dramatisk blev det, da Hamilton ramte Red Bull-kørerens bagdæk i et forsøg på at overhale.

    Alpines' Esteban Ocon var på vej mod en tredjeplads, men Valtteri Bottas fra Mercedes overhalede ham lige før målstregen.

    Lewis Hamilton og Max Verstappen ligger helt lige i toppen af mesterskabet. Derfor skal det hele afgøres, når kørerne drager mod Abu Dhabi til sæsonens sidste og afgørende grandprix i næste weekend.

    Vinder Verstappen mesterskabet, vil det være hans første i karrieren. Hamilton har vundet i alt syv mesterskaber.

    /ritzau/

  36. 5. dec kl. 19:56

    OB dukker pokalmesteren i kvartfinalen

    OB tog søndag aften en 2-0-sejr mod den seneste vinder af pokalturneringen, Randers, i den første kvartfinale.

    Fynboerne kom glimrende fra land i kampen, da Bashkim Kadrii bragte OB foran allerede efter syv minutter af kampen.

    Mads Frøkjær fordoblede føringen kort før pausen.

    I anden halvleg havde Randers flere gode muligheder for at komme tilbage i kampen. Den største, et straffespark, blev dog misbrugt af Tosin Kehinde, der bragede sit forsøg fra 11-meterpletten på stolpen.

    Der er returopgør i Odense om en uge.

  37. 5. dec kl. 19:52

    Schmeichel og Leicester nedkæmpet af Aston Villa

    (Foto: Ian Walton © Ritzau Scanpix)

    Søndag måtte landsholdsmålmand Kasper Schmeichel og Leicester se sig slået 1-2 af Aston Villa i den bedste engelske fodboldrække, Premier League.

    Schmeichel og co. kom ellers foran ved Harvey Barnes efter 14 minutters spil, men tre minutter senere udlignede forsvarsspilleren Ezri Konsa.

    Konsa var igen på pletten i starten af anden halvleg, hvor han scorede til slutstillingen 2-1.

    Jannik Vestergaard sad hele kampen på bænken for Leicester.

    Dagens resultat betyder, at Aston Villa og Leicester er helt lige midt i tabellen med 19 point.

  38. 5. dec kl. 19:42

    Rusland vinder Davis Cup i overbevisende stil

    Rusland kan kalde sig Davis Cup-mester.

    I den spanske hovedstad, Madrid, behøvede russerne søndag aften blot to singlekampe for at sikre sig sejren over Kroatien i finalen.

    Først vandt Andrey Rublev med 6-4, 7-6 over Borna Gojo, og derefter gjorde Daniil Medvedev det af med Marin Cilic i en kamp, der sluttede 7-6, 6-2.

    Dermed var der ikke behov for at gøre brug af den potentielt afgørende doublekamp - Rusland vandt 2-0.

    Det er første gang siden 2006, at Rusland løber med Davis Cup-trofæet. Dengang endte det med en sejr over Argentina på hjemmebane i Moskva.

    /ritzau/

  39. 5. dec kl. 19:34

    Holland ydmyger Usbekistan med 41 mål

    Hollands verdensmestre vandt med 41 mål, da de søndag slog Usbekistan med 58-17 ved VM i håndbold for kvinder.

    Dermed har Holland scoret 113 mål i de første to kampe og har en målscore på +81 mål, efter de i første kamp slog Puerto Rico med 55-15.

    Med storsejren er de á point med Sverige i toppen af gruppe D.

    Der resterer tre VM-kampe søndag. Iran mod Norge bliver sendt med optakt fra kl. 20.20 på DR2.

    Her kan du se, hvor overlegne Holland var i kampen mod Uzbekistan.

  40. 5. dec kl. 19:05

    Counter-Strike-holdet OPAA vinder den danske liga

    Søndag vandt Counter-Strike-holdet OPAA den største liga herhjemme, Power Ligaen, med 2-0 over sidste sæsons vindere, AaB.

    Dermed slutter OPAA på toppen, da de ikke eksisterer i næste sæson.

    OPAA valgte Overpass som første map, som de vandt med 16-11. På andet map, Ancient, gjorde de kortere proces ved at vinde med 16-9.

    Herefter kunne OPAA-mandskabet bryde ud i jubel og fejre at have vundet den 18. udgave af ligaen, hvortil der medfølger 65.000 kroner i præmiesum.

    - Det er to måneder siden, vi spillede sammen sidst til en træning. Vi tog det bare som vi kom, for vi havde ikke noget at tabe. Vi spillede bare vores spil og tænkte ikke så meget over det, siger Danny ’Berry’ Krüger, der i fremtiden skal være træner for holdet Sprout.

    Her kan du se den sidste runde af finalen.

  41. 5. dec kl. 18:14

    De danske håndboldkvinder leger turister i Barcelona: ’Det er dejligt med luftforandring'

    Det danske kvindelandshold i håndbold har været samlet i godt to uger nu og forhåbentlig er der grund til, at de er samlet hele VM-slutrunden ud.

    Derfor var det da også et kærkomment afbræk fra VM-hverdagen, da de søndag kunne forlade hotellet og gå rundt i Barcelona. Et afbræk, som ikke kunne lade sig gøre under EM i Danmark sidste år, hvor spillerne skulle opholde sig på hotellet.

    - Det er dejligt med lidt luftforandring. Det er klart, at vi bruger meget af tiden på hotellet, så det er rart med halvanden time, hvor vi skal ud at se noget andet og få noget frisk luft, siger landsholdsspiller Kristina Jørgensen.

    Danmark spiller sidste gruppekamp mod Sydkorea mandag klokken 20.30. Du kan følge kampen på DR.DK eller i LIGA på P3.

    Her kan du se billeder fra, da landsholdet søndag blandt andet besøgte faciliteter, der blev brugt under sommer-OL i 1992.

  42. 5. dec kl. 17:47

    Sverige udraderer Puerto Rico med 38 mål

    Puerto Ricos håndboldkvinder kunne intet stille op, da de søndag tabte 10-48 til den svenske overmagt ved VM. Dermed har Sverige, ligesom Danmark, to storsejre ud af to mulige.

    Især Nathalie Hagman stjal rampelyset, da hun med hele 19 scoringer satte svensk målrekord.

    Der resterer fortsat at blive afviklet seks VM-kampe søndag. Du kan se opgøret mellem Iran og Norge med optakt fra klokken 20.20 på DR2.

    Danmark spiller sidste gruppekamp mod Sydkorea mandag klokken 20.30. Du kan følge kampen på DR.DK eller i LIGA på P3.

    Her kan du se alle Nathalie Hagmans mål fra opgøret mod Puerto Rico.

  43. 5. dec kl. 17:05

    Thomas Frank og Brentford smider to point på målstregen

    Både Christian Nørgaard og Mads Roerslev var med fra start for Brentford, da holdet søndag var snublende tæt på at tage alle tre point mod Leeds på udebane.

    Men Leeds' tilbagevendte topangriber Patrick Bamford kom på banen og udlignede i de absolut sidste sekunder af opgøret.

    Spanske Sergi Canos spillede en rolle i forbindelse med begge Brentford-mål.

    Resultatet betyder, at Brentford og holdets danske cheftræner, Thomas Frank, lægger sig på en 11.-plads i ligaen med 17 point. Leeds indtager 14.-pladsen med 16 point.

    /ritzau/

  44. 5. dec kl. 17:02

    Chelsea og Pernille Harder vinder FA Cup-finale foran 41.000 tilskuere

    (Foto: Ben Stansall © Ritzau Scanpix)

    Den danske landsholdsspiller Pernille Harder har med sin engelske fodboldklub, Chelsea, sikret sig FA Cup-trofæet med en 3-0-sejr på udebane over Arsenal og landsholdskollegaen Simone Boye.

    Finalen i den engelske pokalturnering blev udsat i 2020/21-sæsonen og blev altså først spillet søndag foran knap 41.000 tilskuere på Wembley i London

    Med sejren har Chelsea vundet både den engelske liga, Liga Cuppen og FA Cuppen. Chelsea vandt seneste FA Cuppen i 2018, hvor også Arsenal blev henvist til andenpladsen.

    Francesca Kirby skulle kun bruge tre minutter af søndagens finale, før hun sendte Chelsea på sejrskurs. Australske Samantha Kerr, der assisterede 1-0-målet, fordoblede føringen i starten af anden halvleg. Kerr var dog ikke færdig og scorede kampens sidste mål til 3-0 i det 78. minut.

    Pernille Harder blev sendt på banen efter 74 minutter og havde kort efter en god mulighed for at score. Simone Boye blev først skiftet ind i det 86. minut.

  45. 5. dec kl. 16:57

    Ny Manchester United-chef debuterer med smal sejr

    Tyske Ralf Rangnick fik en optimal indledning på jobbet som cheftræner for Manchester United, om end det holdt hårdt.

    Hjemme på Old Trafford blev Crystal Palace slået med 1-0 i Premier League på en flot scoring sent i kampen af Fred.

    Selv om den tyske træner kun har haft ganske få dage til at arbejde med holdet siden sin tiltrædelse, var hans taktisk aftryk ikke svært at få øje på.

    Den såkaldte "overfaldsfodbold" blev praktiseret fra første minut, hvor United med højintense løb i presset konstant satte pres på modstanderens boldholder.

    /ritzau/

  46. 5. dec kl. 16:44

    Igen, igen: Anders Dreyer scorer for tredje kamp i træk

    Den danske fodboldspiller Anders Dreyer er mildest talt formstærk i den bedste russiske liga, Premier League. Søndag var den 21-årige dansker på pletten for tredje kamp i træk, da hans klub, Kazan, gæstede Nizhny Novgorod.

    Målfarlige Dreyer udlignede til 1-1 efter 28 minutter, men kort inden halvlegen kom Kazan bagud 1-2, der også blev kampens resultat.

    Den tidligere FC Midtjylland-profil fik debut for herrelandsholdet i november mod Færøerne i VM-kvalifikationen.

  47. 5. dec kl. 16:42

    FC Midtjylland slår Brøndby og tager første stik i kvartfinalen

    (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    Et velspillende og veloplagt FC Midtjylland-hold dominerede søndag Brøndby på vestegnen og tog en sikker 2-0-sejr i det første af to kvartfinaleopgør i Sydbank Pokalen.

    Der var klasseforskel på holdene, og ellers formstærke Brøndby leverede en frygtelig indsats i første halvleg.

    Brøndby kunne slet ikke sætte noget sammen på grund af mange tekniske fejl og tabte bolde, og det blev afgørende mod FCM, der spillede en stærk defensiv kamp.

    Brøndby blev gennem det meste af kampen holdt fra de store chancer med undtagelse af en gigantisk chance til superligatopscorer Mikael Uhre ved 0-0.

    Han brændte dog på overraskende vis, og så kunne Charles og Junior Brumado kalde sig matchvindere med et mål hver.

    Returopgøret spilles i næste weekend.

    /ritzau/

  48. 5. dec kl. 16:31

    Speedskater booker dansk billet til vinter-OL

    (Foto: Jeffrey Swinger © Ritzau Scanpix)

    Opdatering: I første omgang fremgik det, at Viktor Hald Thorups World Cup-medalje var den første nogensinde i Danmark. Det er ikke tilfældet, og det er dermed rettet til at gælde på herresiden.

    Det danske hold til vinter-OL fortsætter med at blive større og større, selvom det allerede er rekordstort. Danmark har nemlig sikret en OL-billet i speedskating.

    Kvalifikationen kom i hus, efter Viktor Hald Thorup lørdag aften skøjtede over stregen som nummer to i disciplinen fællesstart i sæsonens tredje World Cup-stævne, der bliver afholdt i Utah i USA.

    Dermed sikrede han Danmarks første World Cup-medalje nogensinde på herresiden.

    Danmark har god mulighed for at få endnu en speedskater med til vinter-OL, da Stefan Due Schmidt ligger nummer 15 forud for det sidste kvalifikationsstævne. Kun de 24 bedste får en billet.

  49. 5. dec kl. 15:43

    Esbjerg kører topholdet Aalborg over

    Esbjerg Energy er tilsyneladende blandt de få hold i den bedste ishockeyliga herhjemme, der har styr på topholdet, Aalborg Pirates. Søndag slog Esbjerg nemlig Aalborg med hele 5-0 - ligesom de sidste søndag også løb med sejren over de ellers så stærke nordjydere.

    Aalborg forbliver dog fortsat på førstepladsen i ligaen med 46 point – ét point foran Herning Blue Fox. Esbjerg er også fortsat på femtepladsen med fire point op til Sønderjyske og den tætte kamp om toppen af tabellen.

  50. 5. dec kl. 14:33

    Drømmekasse sikrer Sønderjyske sejren i pokalkvartfinale

    Mads Albæk rundede rutinerede Kim Aabech og trykkede bolden op i målhjørnet fra distancen i kampens sidste minutter. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

    Sønderjyske var presset i store dele af pokalkvartfinalen mod Hvidovre, men et drømmehug fra Mads Albæk i det 86. minut sikrede alligevel hjemmeholdet 1-0-sejren i det første af to opgør.

    Hvidovre havde ellers flere store muligheder mod de seneste to sæsoners pokalfinalister, heriblandt to skud på stolpen i løbet af anden halvleg, men gæsterne manglede den sidste skarphed.

    Kort for tillægstiden tog indskiftede Mads Albæk dog sagen i egen hånd langt uden for feltet, hvor han sparkede bolden på undersiden af overliggeren og ind i målet.

    Dermed har Sønderjyske sikret et godt udgangspunkt, inden de to hold mødes til returopgør på fredag den 10. december.

    I søndagens øvrige pokalkvartfinaler mødes Brøndby IF og FC Midtjylland klokken 14.30, mens Randers FC og OB mødes klokken 18. Du kan følge opgørene i LIGA på P3 og se Randers mod OB på DR2.

    Herunder kan du se Mads Albæks drømmehug.

  51. 5. dec kl. 12:41

    Danske floorballkvinder slutter VM med nederlag til Norge

    Det danske landshold i floorball tabte søndag 2-3 til Norge i forlænget spilletid ved VM. Kampen var den sidste placeringskamp for de to hold, og dermed ender Danmark som nummer otte ved turneringen.

    Norge kom først på måltavlen i anden periode, men de danske kvinder svarede igen nogle minutter efter. På samme måde bragte Norge sig igen i front midt i tredje periode, men danske Klara Fjorder udlignede med få minutter tilbage af kampen.

    Den danske håb blev dog slukket, da Norge scorede tre minutter inde i den forlængede spilletid og dermed sluttede kampen 3-2.

    Danskerne spillede sig ubesejret til VM-kvartfinalen, hvor de tabte til Tjekkiet. Lørdag tabte danskerne til Polen, og med søndagens nederlag slutter de på ottendepladsen.

    Sverige og Finland mødes i VM-finalen søndag klokken 16.30.

Mere fra dr.dk