Wimbledon står fast: Russiske- og belarusiske tennisspillere er ikke velkomne

Beslutningen har vakt undren, men Wimbledon rokker sig ikke: russiske og belarusiske tennisspillere kan ikke stille op ved den prestigefyldte græsturnering i London.
- Vi er virkelig kede af konsekvenserne for de enkelte spillere, men det forbliver den rigtige beslutning for os i år, siger tennisturneringens administrerende direktør, Sally Bolton, til BBC.
Udelukkelsen går blandt andet ud over verdensetteren Daniil Medvedev samt profiler som Andrey Rublev, Aryna Sabalenka og Victoria Azarenka.
Fraværet af ovenstående spillere har fået arrangørerne af kvinderne og herrernes tennistour, WTA og ATP, til at droppe uddelingen af ranglistepoint ved dette års Wimbledon.
Det har de tidligere verdensettere Naomi Osaka og Novak Djokovic blandt andet udtalt sig kritisk om.
- Vi snakker fortsat med tourerne, ligesom vi gør med grand slam-turneringerne og andre kolleger rundt om i sporten. Så der er altid en chance for, at tourerne ændrer mening, siger Sally Bolton til BBC Sport.