Sjetteplads til Rikke Møller Pedersen

Hun var grædende lykkelig, da hun kvalificerede sig til finalen i 100-meter bryst, og da den blev svømmet tirsdag aften, blev Rikke Møller Pedersen nummer seks.

Det blev til en sjetteplads for Rikke Møller Pedersen, da hun tirsdag aften var i VM-finalen i 100 meter bryst. Danskeren, der svømmede på bane to, vendte ellers som nummer fire, men tabte på de sidste 15 meter pusten og faldt tilbage. Alligevel var hun godt tilfreds.                                                                 - Det var fedt, og jeg synes helt bestemt, at jeg klarede det fremragende i forhold til, at det er min første finale. Og jeg er meget overrasket over, at jeg kunne gøre det igen, siger Rikke Møller Pedersen til DR Sporten med henvisning til, at hun endnu engang slog den nordiske rekord. Den hedder nu 1.06,38 minutter.                                              Amerikaneren Rebecca Soni, der også kvalificerede sig til finalen i hurtigste tid, er ny verdensmester på distancen. 

Rikke Møller Pedersens næste opgave bliver at kvalificere sig til semifinalerne på den dobbelte distance - og måske derfra svømme sig videre til karrierens anden VM-finale.       

- Det får vi at se. Jeg vil i hvert fald kæmpe alt, hvad jeg har lært, siger Rikke Møller Pedersen.

Facebook
Twitter