Som 15-årig blev han Danmarks yngste stormester nogensinde. Lørdag leverede Jonas Buhl Bjerre karrierens hidtil største skakparti.
For der havde den nu 19-årige skanderborgenser sportens ubetingede superstjerne, norske Magnus Carlsen, helt ude i tovene ved EM for hold i Montenegro.
Jonas Buhl Bjerre var således tæt på sejren, inden verdensetteren sikrede remis og viste, hvorfor han har vundet 15 VM-titler.
- Jeg begik en lidt irriterende fejl. Det er fedt at spille remis, men at vinde havde jo været kæmpestort, så det er jeg da lidt skuffet over. Det var kompliceret og slet ikke let, siger Jonas Buhl Bjerre til DR Sporten og griner.
- Ej, jeg er megaglad for at have spillet et lige kampparti med Magnus Carlsen. Det var fedt.
Danmark tabte holdmatchen 1,5-2,5 og har ingen chancer for at gå videre ved EM for hold, som slutter på mandag.
Superstjernen skruede bissen på - men blev overrasket
Magnus Carlsen tog alt andet end let på sin danske modstander.
Det afslørede verdensetteren blandt andet "ved rent faktisk at ankomme til tiden", lyder det fra Danmarks landstræner, Søren Bech Hansen, i baggrunden af telefonsamtalen med Jonas Buhl Bjerre.
Det får den unge dansker til at grine. Han har tidligere mødt Magnus Carlsen ved en træningslejr i Norge tidligere i år og ved en showkamp i 2019, men ikke i et officielt parti - indtil lørdag eftermiddag. Og det var da også til at mærke forskellen.
For Jonas Buhl Bjerre kunne sagtens fornemme, at Magnus Carlsen skruede bissen på, da første brik blev flyttet.
- Han spillede en ret sjælden og tvivlsom Nimzowitsch-åbning, som du normalt ikke ser på topplan. Det gjorde han, fordi han gerne ville hyle mig lidt ud af den i partiet, siger Jonas Buhl Bjerre.
Og det virkede at ofre sit tårn for en springer. For danskeren kom i problemer i opgøret, som dog tog en drejning. Magnus Carlsen begik en "ukarakteristisk fejl", og så var Jonas Buhl Bjerre ovenpå.
Men når man går efter kongen, har man bare at ramme rigtigt - ellers går det galt.
- Jeg var tæt på at vinde, men smed det væk, og det er lidt ærgerligt. Det er svært at køre fordelen hjem, for han lægger sig ikke bare ned, konstaterer Jonas Buhl Bjerre.
Danske Jonas Buhl Bjerre havde også oplevelsen af at møde Magnus Carlsen i 2019 i en showkamp som 14-årig. Det kan du se et indslag om herunder:
Med det sagt, betyder lørdagens resultat stadig meget for danskeren, som i 2017 vandt EM-guld i kategorien U14. Efter partiets 55 træk fik han da også indirekte ros af Magnus Carlsen.
- Han var overrasket over, at han kom i så store problemer. Vi diskuterede nogle konkrete træk, og han havde overset noget, da jeg fik overtaget. Det var megafedt, siger Jonas Buhl Bjerre.
Derudover betyder remissen, at danskeren hopper op som nummer 102 i verden, når ranglisten opdateres. Det vil være en milepæl at bryde ind i top-100, understreger Jonas Buhl Bjerre, som har tanket masser af selvtillid.
- Jeg kan tage det med, at jeg godt kan spille lige op med spillere på det niveau, siger han.
Danmarks næste holdmatch ved EM er mod Island søndag eftermiddag.