Skakgeniets danske træner: Største modstand i karrieren

Det så til tider sort ud, men Magnus Carlsen ER verdens bedste, siger danske Peter Heine Nielsen.

For tredje gang i streg kan Magnus Carlsen nu kalde sig tage guldet med hjem ved verdensmesterskaberne i skak. (Foto: Mark Kauzlarich © Scanpix)

Magnus Carlsen har igen forsvaret sit verdensmesterskab i skak – men det var en kamp af de helt store, siger Magnus Carlsens danske træner, Peter Heine Nielsen.

- Med den her russiske modstander mødte han den største modgang nogensinde i karrieren. For en uge siden så det sort ud, men han har lavet et fantastisk flot comeback. Der har været kriser undervejs, men han kom flot igen, siger Peter Heine.

Efter 12 partier var stillingen 6-6. Russiske Sergej Karjakin havde bidt sig fast i Carlsen, og dermed var det altså nødvendigt med omkamp, der blev spillet onsdag aften i New York. Undervejs var det især Kajarkins defensiv, som Carlsen havde svært ved at bryde igennem.

- Når alt lykkes, så er han (Magnus Carlsen red.) god til alt. Lykkedes alt, vinder han klart. Men hvis du vil være verdensmester og have karriere, er det vigtigt, at du også kan vinde, når alt ikke flasker sig.

Træner: En sjov og vittig superstjerne

Verdensmesterskabet er som nævnt det tredje af slagsen for Carlsen, der i går også fejrede sin 26-års fødselsdag. På trods af den unge alder, strækker karrieren sig langt tilbage. Og der er intet til hinder for, at den ikke kan strække sig flere år frem i tiden, siger Peter Heine.

- Han er klart den bedste i verden. Han er øverst på ranglisterne, han har vundet alt, han har stillet op til i år, og nu har han også vundet VM. Der er intet, der taler imod, han ikke har de bedste år foran sig.

Peter Heine Nielsen har trænet Magnus Carlsen, siden han var 12-13 år og kender stjernen godt – både professionelt og personligt. I Magnus Carlsens tale var der også tak til træneren, og Peter Heine Nielsen har da også meget pænt at sige om skakspilleren.

- Han er en superstjerne, og han har sin egen måde at gøre tingene på, og det fungerer. Han er en sjov og vittig fyr. Jeg er selvfølgelig glad for det sportslige samarbejde, men vi har det også sjovt sammen, siger Peter Heine Nielsen.