Skakverdenen i chok efter stjernens 'skandale'-exit

Skakstjernen Magnus Carlsen valgte at trække sig fra traditionsrig turnering efter overraskende nederlag.

Magnus Carlsen valgte efter nederlaget i tredje runde til den 19-årige amerikaner Hans Niemann at trække sig fra den traditionsrige turnering i USA. Foto: Anton Vaganov/Reuters © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers.

’Jeg har trukket mig fra turneringen.’

Sådan lød meldingen på det sociale medier Twitter sent mandag aften fra verdens største skakstjerne, Magnus Carlsen.

Tre runder inde i den ni runder lange og traditionsrige turnering Sinquefield Cup, og på bagkant af et - som DR’s skakkommentator, Morten Runge, kalder det - pinligt nederlag til den blot 19-årige amerikaner Hans Niemann.

- Det er verdensmesteren, der har spillet 53 partier i træk uden at tabe. Og så spiller han mod turneringens dårligste, der er kommet med på et afbud, og taber.

- Han bliver presset udover brættet på præcis samme måde, som han selv plejer at presse sine modstandere. Han har helt sikkert syntes, at det var pinligt at tabe det parti.

Turneringen er en af de fem største. Skakkens svar på en grand slam.

Og derfor har den 31-årige nordmand naturligvis heller ikke bare trukket sig, fordi han har tabt en kamp, slår Morten Runge fast.

Der stikker noget under.

- Han siger det ikke direkte, men man kan jo læse sig til, at han mener, at det er snyd. Og det, synes jeg, er en vild beskyldning.

- Jeg har aldrig set ham gøre sådan noget her før. Han har altid slået mig som værende en okay sportsmand. Han har drillet lidt på de sociale medier, men aldrig noget som det her, siger han.

Mindes ikke, at nogen har snydt i en så stor turnering

Og det er her, det bliver vildt. Her, at skakverdenen kommer på den anden ende.

For tweetet fra Magnus Carlsen er suppleret af en video med fodboldmanageren José Mourinho, der siger, at han ’foretrækker ikke at sige noget, for hvis han gør, vil han være i store problemer. Og det foretrækker han ikke at være.’

En tydelig måde at insinuere, at Niemann snød, lyder det ifølge den populære skak-streamer Hikaru Nakamura.

- Jeg tror, at Magnus tror, at Hans snyder. Men det kan man ikke bevise, så det her er hans måde at sige det på. Og så trækker han sig for at understrege sin pointe uden at fortælle det i offentligheden, siger han.

Nakamura suppleres af den usbekiske stormester Rustam Kasimdzhanov.

- Hvis dette er baseret på spillet alene, så lyder det som en meget useriøs anklage, siger Kasimdzhanov til mediet chess24.

Selv har Carlsens overmand, Hans Niemann, sagt følgende om Carlsens exit.

- Det må være demoraliserende for ham at tabe til sådan en idiot som mig. Det må være pinligt for verdensmesteren, og jeg har ondt af ham.

Den internationale skakkommentator Levy Rozman er i den grad også ude med riven og spår, at udmeldingen fra Carlsen kan få store konsekvenser.

- (At Carlsen har trukket sig, red.) er højest sandsynligt den største skakskandale i historien. Skakverden er rystet i dens grundvold, fordi ingen ved, hvad der sker nu, siger han.

Heller ikke Morten Runge har oplevet noget lignende.

- Jeg kan ikke mindes, at nogen ved en større turnering er blevet taget i snyd, når de sidder der overfor hinanden ved brættet. Online-skak er fyldt med snyd, men her har man garderet sig med et hav af algoritmer, der kan afsløre, hvis der bliver snydt.

- Men når man sidder overfor hinanden, er vi ude i, at der skal være brugt en eller anden Georg Gearløs-teknologi. En ting, der giver stød i skoen, eller sådan noget.

Screenshot fra Magnus Carlsens twitter-konto.

Der var heller ikke noget indikation på, at der under kampen blev snydt fra amerikanerens side, vurderer Morten Runge.

- Jeg sad og så kampen, og der var ikke ét eneste tidspunkt, hvor der blev stoppet op og antydet, at noget var mærkeligt eller mistænkeligt. Og det er jo en meget god lakmusprøve.

Men hvad så nu?

Hvordan kommer vi så videre herfra?

Vender Magnus Carlsen ufortrødent tilbage, når næste skakturnering skal afvikles? Eller får det her et efterspil?

Det er nogle af de spørgsmål, Morten Runge glæder sig til at få svar på.

- Det er vildt spændende. Vil han bare forblive tavs og lade spekulationerne køre? Og hvad med turneringsledelsen? Spillerne bliver jo kropsvisiteret og scannet, før de går ind, siger han.

For det er ingen hemmelighed, at det chokerende exit kommer på et tidspunkt, hvor Magnus Carlsen er ved at finde fodfæste et helt nyt sted i sin tilværelse som skakstjerne.

- Han leder efter sig selv og sin skakidentitet. Han har sagt, at han ikke vil forsvare sit VM mere og skal i stedet skabe et nyt mål for sig selv. Han har vundet det hele og har ikke andet tilbage at gå efter end rating 2900, siger Morten Runge.