- Øøøøøøøøh... VM for... Hvad hedder det nu?
Batterierne hos 48-årige Søren Møller er så flade, at det VM i backyard ultraløb, som han lige har tilbagelagt 442 kilometer på 67 timer for at kvalificere sig til, kræver verbalt fumleri at finde frem til.
Stængerne sitrer, hjernen slumrer.
Danskeren stillede lørdag klokken 14 til start ved Horsens Backyard Ultra, hvor målet - ret forsimplet - var at løbe, indtil han ikke kunne længere. Tirsdag morgen stod det klart, at ingen kunne gøre dét bedre end Søren Møller - og så vinder man jo.
Den mere tekniske forklaring er, at løberne blev sendt ud på en 6,7 kilometer lang rute og havde en time til at gennemføre den. Og for hver time skulle de så stå klar til at gentage processen.
- Der er rigtig mange, der tænker: "6,7 kilometer kan jeg da sagtens løbe". Ja, det kan du, men på et tidspunkt, når du har løbet i 12, 24 eller 67 timer, begynder hjernen at gøre sjove ting, siger Søren Møller.
- Det er det, der fascinerer mig ved løbet. Det gør noget helt specielt ved det mentale.
Sådan så det ud, da en udmattet og glad Søren Møller krydsede målstregen for sidste gang:
Den tid, løberne har til overs, når de rammer målområdet, kan bruges efter behov. Væske, mad, toiletbesøg, en hurtig morfar. Så længe de står klar ved stregen til at fortsætte - ellers er man ude.
Den fysiske udfordring er en helt speciel rejse ind i det menneskelige sind, forklarer Søren Møller. Udskejelserne foregår alle døgnets 24 timer og om natten bliver det først rigtig skørt.
- Du ser de sjoveste ting ude i skoven og tænker: "Hvad fanden er det?", fordi pandelampen kaster skygger. Så viser det sig, at det bare er en gren eller en busk. Man ser de underligste ting i løbet af natten, fordi hjernen har været i gang så længe, siger ultraløberen.
Flere burde prøve det
Feltet i Horsens bestod af 15 løbere, 13 mænd og to kvinder, og de løb samtidig med og mod løbere fra 36 andre lande rundt i verden. De bedste hvert sted, som Søren Møller, kvalificerede sig direkte til det individuelle VM i backyard ultraløb næste år i USA, mens de resterende pladser uddeles efter en rangliste.
Søren Møllers bedrift, 66 gennemførte omgange, satte både ny dansk og nordisk rekord. Ganske imponerende, når det blot var anden gang, at han sådan for alvor prøvede kræfter med backyard ultraløb.
- Jeg er jo faktisk nybegynder, griner han.
Der er dog et stykke vej op til de allerbedste. Verdensrekorden har en belgier med 90 omgange, men så er der lidt af stræbe efter, ikke?
Første møde med løbeformen gav Søren Møller ømme stænger i næsten halvanden måned, og han forventer også, at de næste dage bliver på langs. Det bør dog ikke afskrække andre fra at kaste sig ud i det.
- Der er mange, der ikke tør, fordi de synes, det ser hårdt og brutalt ud. De tror ikke, at de kan. Men det kan man ikke vide, før man prøver det. Det er også et meget socialt løb, hvor vi taler sammen og faktisk har det sjovt, mens vi er i gang, siger Søren Møller.
Kan du godt forstå, hvis nogle tænker, at du er lidt skør?
- Ja, det kan jeg sagtens. Der er mange, som siger, at det er hjernedødt at løbe på den samme bane i så mange timer. Men hvorfor skulle man ikke kune lide at løbe, snakke og have det hyggeligt? Det er en fed måde at løbe på, siger ultraløberen.