I en ny DR-dokumentar, ’Fodboldens usynlige syge’, fremgår det, at et øget fokus på kost og vægt i 2013, var med til at skabe psykiske problemer for flere spillere på det danske kvindelandshold i fodbold.

Det skærpede blik på vægten strakte sig dog også til ungdomslandsholdene.

DR Sporten har talt med 11 af de spillere, der repræsenterede U19-landsholdet i 2015. De har alle oplevet, at de har haft symptomer på en psykisk lidelse i løbet af ungdomstiden.

Flere af dem har været i behandling på Center for Spiseforstyrrelser for den livstruende spiseforstyrrelse anoreksi.

En af dem er Sofie Carstensen Obel. Hun oplevede, at offentlige vejninger på ungdomslandsholdene skubbede hende ud i sygdom.

- Inden vi gik til morgenmad, skulle vi veje os, og så skulle vi skrive på listen, hvad vi vejede, og så stod det dér. Og så skete det samme dagen efter. Den hang ved siden af de hotelværelser, hvor vi boede, og der kunne man så se sin egen vægt og alle andres vægt.

- Det påvirkede mig ved, at jeg tænkte over, hvor meget jeg skulle spise. Hvis jeg den ene dag var steget i vægt, tænkte jeg, at det er nok ikke lige så meget mad, jeg skal have i dag.

Sofie Carstensen Obel blev ramt af anoreksi, og hun endte tiden som ungdomslandsholdsspiller med hospitalsophold og behandling på Center for Spiseforstyrrelser. På et tidspunkt stod det så galt til, at lægerne frygtede for hendes liv.

- Jeg tabte mig 10-15 kilo, Sofie Carstensen Obel.

- Lægerne var bange for, at jeg kunne dø af det. Eller at jeg simpelthen bare ville kollapse fuldstændig sammen. Det var derfor, de ville have, at jeg skulle stoppe med at lave al form for motion og så begynde at spise igen.

- Min mor var bange for min tilstand. Hun havde hørt fra lægen ude på centret, at hvis ikke jeg snart stoppede, så kunne det ende med, at jeg døde af det. Så hun var selvfølgelig bekymret og ville have, at jeg skulle stoppe med at spille fodbold, fordi hun jo ikke ville miste mig.

Flere af de tidligere spillere på undgomslandsholdene, som DR har interviewet, oplever, at de blev negativt påvirket af offentlige vejninger i landsholds-regi.

En af dem Marie Maj Madsen, der under sin tid på ungdomslandsholdene oplevede, at hun udviklede en spiseforstyrrelse.

- På en af mine første ture til udlandet med ungdomslandsholdet får vi besked på at veje os inden morgenmaden. Det gjorde vi ved at stille os op på en række. Der var et stykke papir, hvor alle vores navne stod på, og så skulle vi skrive vores vægt på. Så stod vi på en række, hvor kunne man også kunne se alle de andres vægt.

- Det var vildt ubehageligt at stå der og sammenligne sig specielt med dem, man deler position med, fordi de jo er ens største konkurrenter, siger Marie Maj Madsen, som stoppede fodboldkarrieren efter 26 kampe på ungdomslandsholdet.

- Vejningerne var det første frø, der blev plantet til, at jeg kunne udvikle en spiseforstyrrelse. Det var det, der var med til at gøre mig bevidst om, at jeg ikke havde lyst til at veje mere end de andre.

I et udklip fra dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' kan du i videoen herunder høre, hvordan Marie Maj Madsen oplevede offentlige vejninger i sin tid på undgomslandsholdet:

Fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union, Peter Møller, fortæller, at spillernes mange beretninger fra DR-dokumentaren 'Fodboldens usynlige syge' har gjort stort indtryk på ham.

- Det er dybt beklageligt, at en pågældende situation med en vejning i et rum, har haft den påvirkning af spillerne. Det kan jeg ikke anfægte, og det vil jeg heller ikke. Det gør mig ked af det, at man ikke har kunnet skabe trygge rammer for spillerne, siger Peter Møller.

- Det skal vi selvfølgelig tage meget alvorligt, og vi må bare lægge os fladt ned og sige, at det ikke burde være sket. Det skal vi selvfølgelig beklage alt det, vi kan.

Mia Lichtenstein, professor ved Syddansk Universitet og psykolog, arbejder dagligt med spændingsfeltet mellem psyke og krop. Især balancen mellem mad, træning og vægt.

Hun er ikke i tvivl, når talen falder på de uhensigtsmæssige følger, som især offentlige vejninger af sportsfolk kan medføre.

- Helt grundlæggende synes jeg ikke, at man skal veje spillere. Slet ikke de unge, siger Mia Lichtenstein.

- Man skal bare være klar over, hvis man vejer sportsfolk, som er konkurrencemennesker, og som hele tiden skruer på at optimere og blive endnu bedre, kan det at veje folk og offentliggøre de her tal være en medvirkende faktor i forhold til at udvikle et forstyrret forhold til mad, krop og vægt.

Netop unge atleter som Marie Maj Madsen og Sofie Carstensen Obel er særligt sårbare for det pres, som jagten på en professionel karriere medfører. Når man jagter drømmen i et felt, hvor konkurrencen er hård, kan der nemt opstå et tunnelsyn, forklarer Mia Lichtenstein.

- De tænker utrolig kortsigtet, de tænker på næste træning og næste konkurrence. Du skal hele tiden toppræstere, du bliver hele tiden målt og vejet, ikke kun på din performance, men i virkeligheden også på din vægt, om du er god nok.

- At have det pres hængende over hovedet hele tiden, det er ikke sundt for nogen mennesker, men slet ikke for unge.

Selv om 11 spillere fra U19-landsholdet i 2015 nikker genkendende til symptomer på en psykisk lidelse, var det aldrig noget, der dengang blev bragt til bordet, mens holdet var samlet, siger Marie Maj Madsen.

- Vi har været unge og vidste ikke bedre, end at vi havde lyst til at opnå denne her succes.

- Det er frygteligt, at der ikke er taget bedre hånd om os. At vide, at der er så mange, der har haft det dårligt. At man har været alene, men aldrig delt det med nogen. Jeg har aldrig delt det med de andre, at jeg havde det rigtig skidt.