Sophie Sølling bliver dansk fanebærer

Når det danske OL-hold går ind på BC Place Stadium i Vancouver til åbningen af vinter-OL bliver det med Sophie Fjellvang-Sølling i spidsen.

Sophie Fjellvang-Sølling med fanen. (Foto: Danmarks Idræts-Forbund. © Danmarks Idræts-Forbund.)

Ski cross-løberen Sophie Fjellvang-Sølling går forrest, når det danske OL-hold går ind til åbningsceremonien for vinterlegene i Canada fredag den 12. februar.

- Sophie er valgt, fordi hun er en af de danske atleter, som har potentialet til en topplacering ved OL i Vancouver. Men valget er også en stor cadeau til den viljestyrke hun har vist ved at kunne gøre et flot comeback oven på sin alvorlige rygskade i maj 2009, siger Jesper Frigast Larsen, der er chef de mission for OL-holdet.

Sophie Fjellvang-Sølling er glad og spændt.

- Jeg råbte hurra, da Jesper Frigast spurgte, om jeg vil være fanebærer ved OL - og jeg sagde ja med det samme. Det er en kæmpe ære og et stort klap på skulderen. Det er mit første OL, og jeg skal oven i købet bære fanen. Jeg er sikker på det bliver en stor oplevelse, og jeg tror jeg vil revne af stolthed og spænding, når jeg går ind til åbningsceremonien med fanen i hænderne, siger hun i en pressemeddelelse.

Det danske hold ved Vinter-OL bliver på omkring 17 atleter. Det præcise antal afgøres efter den 18. januar, hvor nationspladserne til Danmark fordeles i skidisciplinerne. De allerede udtagne er herreholdet og kvindeholdet i curling.

28-årige Sophie Sølling foreløbig blot udpeget som OL-kandidat af DIF, og den formelle udtagelse til OL forventes at ske senere på måneden. Det er første gang, at ski cross er på OL-programmet.

Fanebærer ved seneste vinter-OL i Torino i 2006 var Dorthe Holm, curling.

 

Facebook
Twitter