Sportens Greta Thunberg? 14-årig bordtennisspiller mingler med Joe Biden og drømmer om OL

USA's præsident Joe Biden vil have ung bordtennisspiller med i klimakampen.

Joe Biden vil pingponge med Anna Hersey i kampen for klimaforandringer. (Foto: Ye Aung Thu/AFP og Joshua Roberts/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

14 år gammel, klimaforkæmper og med på den helt store politiske scene.

Du sidder måske og tænker på Greta fra Sverige. Men der er tale om en anden mørkhåret teenager.

Walisiske Anna Hursey.

I hjemlandet blev hun kendt for at være den yngste til at repræsentere Wales på seniorniveau, da hun som 11-årig dystede ved Commonwealth Games i 2018.

Men det er ikke hendes evner med et bordtennisbat i hånden, der har fået USA's præsident Joe Bidens håndlangere til telefonen. Det er hendes arbejde for klimaet.

- Jeg var bare derhjemme, mine forældre modtog et telefonopkald, og jeg var sådan 'hvad handler det her om?' De fortalte mig det, og jeg var virkelig spændt, siger Anna Hursey til CNN Sport.

Bidens administration vil gerne have Hurseys hjælp til, hvordan de kan engagere den yngre generation i klimakampen.

Noget af det første Joe Biden gjorde som ny præsident var at melde USA ind i Paris-aftalen igen. I den forbindelse ville den amerikanske ambassade tale med Anna Hursey om, hvordan hun kan hjælpe med at engagere den yngre generation i klimadebatten.

- Jeg er så stolt, fordi præsident Biden kan fortsætte de flotte fremskridt, Obama gjorde på Paris-aftalen. Jeg synes, præsident Biden er fremragende, han bekymrer sig om folk. Ikke kun for USA men for verden. Hans nye klimaagenda er meget dristig. At opnå ingen udledninger i USA i 2050 er utroligt, siger Hursey.

Joe Biden havde godt gang i kuglepennen efter indsættelsen som USA's 43. præsident. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

'Jeg vil bruge min stemme'

Anna Hursey vil bruge sin position i sportens verden til at skabe forandringer, idet hun trods sin unge alder er Wales' næstbedste kvindelige bordtennisspiller på seniorniveau.

- Jeg mener, at sportsfolk har indflydelse. Alle er påvirkede af klimaforandringer, og sport kan bestemt have indflydelse på forandringer.

Anna Hursey har blikket rettet mod OL-deltagelse i Paris 2024. (Foto: JEREMY LEE © Scanpix)

- Jeg vil virkelig gerne bruge min stemme til at fortælle folk om klimaforandringer, og forhåbentlig vil de bemærke det og handle derefter, siger den unge bordtennisspiller, der er datter af en engelsk far og en kinesisk mor.

Da hun var seks år gammel boede hun i moderens hjemland, hvor hun spillede bordtennis i op til otte timer om dagen. Hun drømmer om at vinde medaljer ved de olympiske lege i 2024 i Paris.

Til den tid vil Anna Hursey være 18 år gammel.

- Det ville betyde så meget. Jeg vil virkelig gerne vinde medaljer ved OL, det vil betyde alverden, siger hun.

Thunberg 2.0

Klimakatastrofer og bekymringer om hvordan luftforurening vil påvirke hendes astma har gjort hende endnu mere opmærksom på klimaudfordringerne.

Hvilket har gjort, at hun selv lever CO2-neutralt og investerer i adskillige miljøprojekter. Hun bruger minimalt plastic, genbruger og opfordrer sin familie til at cykle i stedet for at tage bilen, når det er muligt.

Sidste år blev hun udnævnt som det unge håb i FN's kampagne 'Sports for Climate Action', hvilket har ført til sammenligninger med svenske Greta Thunberg, som er en af de mest hørte stemmer, når det kommer til klimakampen.

- Hun er virkelig ung, og jeg er sikker på at en masse mennesker ser op til hende. Jeg synes, hun har gjort et virkelig godt stykke arbejde.

Greta Thunberg på talerstolen ved klimatopmødet COP25 i Madrid 2019. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Men Anna Hursey er ikke meget for en sammenligning. I stedet appellerer hun til, at lige meget hvem man er, kan man gøre noget for klimaet.

- Hvis du ved nok og er ansvarlig, så kan alle i alle aldre rette blikket mod klimaforandringer og gøre noget, siger hun.

Foruden tilslutningen af Paris-aftalen underskrev Joe Biden 14 andre dekreter i sit første døgn som præsident for Amerikas Forenede Stater. Et af dem satte en stopper for en olierørledning mellem USA og Canada, og derudover vil Bidens administration gennemgå 100 af Trumps tiltag på miljøområdet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk