Stem på din kandidat til DR Fidusen

Hvilken dansk idrætsudøver eller hvilket hold har markeret sig stærkest i maj måned? Stem på din favorit til DR Fidusen her!

Viborgs håndboldkvinder vandt både det danske mesterskabet og Champions League i løbet af maj måned. Skal de have DR Fidusen? Stem herunder. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

DR Sporten hædrer hver måned de danske sportsfolk, der leverer de største præstationer.

Det sker, når vi uddeler DR Fidusen - og du kan være med til at bestemme, hver der skal have prisen.

Maj var mesterskabernes måned, og vi har nomineret tre mestre:

Viborg HK:

Der er Viborg - og så er der alle de andre kvindehåndboldhold. Sådan kan man, lidt groft, godt skære det ud efter en sæson, hvor de grønblusede ryddede bordet både herhjemme og internationalt. Uden verdens formodet stærkeste spiller, Bojana Popovic, vandt Viborg HK i maj både det danske mesterskab og Champions League. 

FC København:

I en sæson, der af mange betragtes som den mest jævnbyrdige i mange år, tog FC Københavns Superligamandskab The Double, da det med tre dages mellemrum blev til både mesterskab og pokaltitel. Undervejs nåede FCK i en af de sidste spillerunder også at rundbarbere de evige rivaler fra Brøndby med 4-0 på hjemmebane. 

KIF Kolding:

Selv med en opmærksomhedskrævende Bo Spellerberg-sag som følgesvend, lykkedes det for KIF Kolding at bevare fokus og fravriste FCK's forsvarende mestre danmarksmesterskabet. KIF Kolding var ellers langt fra favoritter til at tage DM-titlen, men kunne trods udebane i to af de tre finalekampe alligevel tage guldmedaljerne.

Hvem synes du skal have DR Fidusen? Send din favorit til fidusen@dr.dk. Vinderen af DR Fidusen for maj bliver offentliggjort mandag den 8. juni.

Tidligere vindere

I januar gik prisen til den 25-årige snowboarder Julie Lundholdt, der løb med prisen foran badmintonspilleren Tine Rasmussen og golfspilleren Anders Hansen.

I februar var det superligaholdet AaB, der tog prisen for præstationerne i UEFA Cup-kampene mod Deportivo la Coruna. AaB vandt afstemningen foran badmintonlandsholdet og Par nummer 7. 

I marts var det banerytterne Michael Mørkøv og Alex Rasmussen, der blev hædret for deres fornemme VM-guldmedaljer i parløb.

I april var det 470-jolle-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer, der løb med prisen - for sejren i den stærkt besatte olympiske regatta Semaine Olympique Francaise - World Cup-stævnet ud for Hyeres i Frankrig. 

Du kan allerede nu indstille kandidater til juni måneds Fidus-afstemning ved at skrive et indlæg herunder.

ExternalContent