Stine trodser ørkensol, skipper søvnen og løber 217 kilometer… i 55 graders varme!

Ultraløberen Stine Rex er den første danske kvinde, der har gennemført Death Valley Badwater Marathon.

(Foto: © Bruno Stagsted)

Hun troede 'bare', at termometeret ville nå op på 47 grader.

Det havde ultraløberen Stine Rex forberedt sig på.

Men hverken englehop, armstrækninger eller småmærkelige løbeture frem og tilbage i saunaen i Nørresundby kunne forberede hende på, hvad der ventede i det 217 kilometer lange ørkenløb, Death Valley Badwater Marathon.

Natten til tirsdag begav den 43-årige nordjyde - som den første danske kvinde, vel at mærke - sig ud på ultraløbet i den californiske ørken Death Valley. Et sted, hvor temperaturen snarere indbyder til en forfriskende, nedkølende siesta end en absurd lang løbetur, man i øvrigt maksimalt må bruge 48 timer på at gennemføre.

Men gennemføre gjorde hun, Stine Rex.

Onsdag aften krydsede den nordjyske ultraløber nemlig målstregen som den syvende bedste kvindelige deltager. Endda til trods for, at ørkensolen blev endnu mere svitsende, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

- Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det var bare så sindssygt. På et tidspunkt ramte vi 55 grader. Man kunne ikke indånde luften, fordi det var så varmt, siger Stine Rex.

Stine Rex er verdensrekordholder i at løbe længst på et løbebånd i 48 timer. Men ingen af hendes tidligere, vilde bedrifter har kunnet måle sig med at krydse målstregen og få medaljen fra ørkenløbet. (Foto: © Bruno Stagsted)

Ikke overraskende har løbet fået det frygtindgydende renommé som verdens hårdeste.

Og at det blot er de 100 bedste ultraløbere i verden, der får lov at være med, er næppe noget, man kan tabe kæben over.

Men selvom ultraløbere – som navnet indikerer – er vant til det ekstreme, måtte flere overgive sig til en spand is og glemme alt om at komme i mål i dette års udgave af løbet.

Det gjaldt dog ikke Stine Rex.

At udgå var aldrig en mulighed for den 43-årige nordjyde – selvom hun til tider pressede sig selv liiige til det yderste.

- Der var et tidspunkt, hvor jeg bare slet ikke kunne mere. Jeg tænkte, at nu dør jeg. Det var 55 grader, og den varme vind blev bare ved med at blæse på mig, siger hun.

- Men det er også derfor, det er så fedt at have gennemført.

Vildt… Du lyder også lidt rusten på stemmebåndet nu?

- Ja. Men jeg har heller ikke sovet i over 48 timer, siger Stine Rex.

  • Humøret var højt fra løbets start, der fandt sted klokken 23 om aftenen. Det sene starttidspunkt var valgt, for at løberne fik mindst mulig tid i solen. (Foto: © Bruno Stagsted)
  • Men solen kunne hun ikke undgå. Og selvom varmen var bagende, blev Stine Rex nødt til at klæde sig på fra top til tå for at beskytte sig. (Foto: © Bruno Stagsted)
  • Kræfterne var til tider ved at løbe op, og Stine Rex blev nødt til at sætte tempoet helt ned.
1 / 3

’Ej for helvede, det er lang tid’

Ja, og derfor endte tid og sted også med at være en smule udefinerbart for Stine Rex.

Med sig i en følgebil havde hun sin mand Dan, og fra telefonforbindelsen på hotelværelset i målbyen har heller ikke han for alvor styr på, hvor lang tid nordjyden egentlig brugte på det udmarvende løb.

- Skat, hvor mange timer tog det? … Han er allerede faldet i søvn, siger Stine Rex.

- Prøv at høre, det har jeg slet ikke tænkt over. De sidste fem timer brugte jeg bare på at kravle op ad et skide bjerg. Det var flere timer, end jeg havde forestillet mig, men jeg kunne ikke have brugt mindre, siger hun.

34 tørre, tærende og tæsk-uddelende timer er svaret.

En rigtig god tid, når hun lige lader den synke. For selvom Stine Rex startede ud i et tempo, der fik ørkensandet til at suse om ørene på hende, måtte hun senere indse, at hun ikke kunne fortsætte i samme kadence.

- Inden tænkte jeg: 'Verdens hårdeste løb - det gad jeg fanme godt'. Men jeg havde altså ikke været inde og kigge ordentligt på de der bjerge. Der var tre!

- Det første var 30 kilometer, og jeg er altså ikke så god til at løbe i bjerge. Så jeg havde det bare sådan: 'Ej for helvede, det er langt', siger hun.

I det fjerne kan man ane et par af de bjergomgivelser, Death Valley ligger i. Lidt tættere på er Stine Rex. Helt alene på asfalten. (Foto: © Bruno Stagsted)

Og så måtte farten – og forventningerne – altså nedjusteres en smule.

- Efter først bjerg skulle vi så løbe op ad i 17 kilometer, og det sidste bjerg var så 19 kilometer. Det var sindssygt hårdt. Jeg tænkte, at jeg bare skulle overleve, siger Stine Rex.

Varmetræning hjalp... Men kun lidt

Overlevelse og at nå målstregen i omtrent 2.500 højdemeter blev succeskriteriet.

For ud over udfordringerne med at få plantet fødderne på toppen af bjerget, var varmen stegende - ja, nok egentlig ulidelig for selv de mest tørhudede solbadere.

Og Stine Rex er derfor også overbevist om, at hun ikke havde klaret den, hvis hun havde været træningen i sauna og på et løbebånd i et opvarmet kælderrum foruden.

- Det har hjulpet helt vildt. Men det var jo kun 40 grader, jeg havde løbet i. Så lige da det ramte 55 grader, tror jeg sgu ikke, noget træning kunne hjælpe. Ham, der står for løbet, nævnte også, at det har været det hårdeste Badwater nogensinde, siger hun.

Derfor var det også af absolut største nødvendighed, at Stine Rex havde manden Dan og et mindre hold med sig i en følgebil.

- Jeg er mega stolt og taknemmelig. For jeg kunne ikke gøre det alene. Det er det vildeste setup, for man skal have nogen til at stå og give væske efter hver halvanden kilometer.

  • Stine Rex' mand, Dan, er altid med, når hun kaster sig ud i en vild, ny udfordring. I Death Valley var han og de øvrige crew-medlemmer nødt til at lave mange stop for at give hende nok væske og mad. (Foto: © Bruno Stagsted)
  • En enkelt gang undervejs blev varmen for meget. Men efter 15 minutter i følgebilens aircondition var hun klar igen. (Foto: © Bruno Stagsted)
1 / 2

Sammen klarede de udfordringen i ørkenen, og verdens hårdeste løb kan den 43-årige mor til to derfor nu skrive på det i forvejen flotte CV. En once in a lifetime-oplevelse, kan man vel kalde det.

For udmarvende ud over det sædvanlige var ørkenløbet, fortæller Stine Rex, og gentages skal bedriften derfor næppe.

- Min mand og jeg er enige om, at jeg aldrig skal løbe det igen. Han synes, det var pissehårdt at være med i følgebilen, og jeg synes, løbet var pissehårdt og sindssygt, siger hun.

Og hvad så nu, Stine Rex?

Et nyt, måske bare en smule mindre vanvittigt løbe-eventyr venter vel?

Helt sikkert, forsikrer hun. Men først skal ørkenluften byttes ud og stængerne smides op.

- Vi har nogle overnatninger i Los Angeles her bagefter, og jeg har lovet børnene, at vi skal en tur i Universal Studios. Og jeg skal i hvert fald ikke løbe, siger Stine Rex.