Der er større risiko for sandstorm end snestorm på løjperne, når vinter-OL 2022 starter i Beijing og omegn.
Skisportsstedet i Zhangjiakou, nordvest for Beijing, har i år fået mindre sne end normalt. Samtidig har der i foråret været intet mindre end tre sandstorme på blot fem uger, der blæste hele vejen til Kinas hovedstad. Selve skisportscentret har også tidligere været ramt af sand fra Gobi-ørkenen.
Mads Faurschou Knudsen, klimaforsker ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, mener, at risikoen for regulærer sandstorme er til stede under vinter-OL, selvom det kan være svært at forudsige.
- Man kan være uheldig, at vinden er kraftig nok til at tage grov sand med sig, som kan blande sig med sneen og lægge sig i sporene og give dårligt føre, siger han.
Men fin støv i luften og på jorden er ikke en sjældenhed på de kanter, og det kan også spille ind.
De alpine discipliner finder sted i Yanqing, mens Langrend, skiskydning, freestyle-ski og skihop foregår i Zhangjiakou.
Troels Hein Bünger, tidligere landsholdsløber i langrend og nuværende ekspertkommentator i langrend og skiskydning på Eurosport/Discovery, har selv løbet en del konkurrencer i samme område i det indre Mongoliet. Og udgangspunktet er, at der er ekstremt tørt og ekstremt koldt.
- Sneen er så tør, at du ikke kan lave en ærlig snebold. Kommer der så sand oveni, så bliver kvaliteten af underlaget bare endnu værre, siger Bünger.
Derfor mener den tidligere landsholdsløber i langrend, at vi kan få 'det langsomste OL i nyere tid'.
- Vi kan sagtens få tider, hvor vi skal helt tilbage til dengang, man løb på træ-ski, for at finde tilsvarende vindertider, siger Troels Hein Bünger.
Skisporten er kendt for at være præget af forskning i teknik- og udstyrsudviklingen. Det gælder ikke mindst hele smøredelen, som der bliver postet rigtig mange penge i, for at finde ud af, hvad man skal smøre under skiene, for at få dem til at glide bedst.
Langrendseksperten i langrend og skiskydning mener, at det er en risiko, man løber, når man placerer store mesterskaber steder, hvor man nærmest aldrig har stået på ski før.
- Man tester det mange, mange år i forvejen, men det kan vise sig helt forgæves. Så kan du tage ti års forskning på produkter og udstyr og hælde det direkte ud i toilettet, siger han.
Derudover er han også nervøs for udøvernes udstyr, som han er bange for bliver 'smadret til uigenkendelighed' under vinter-OL til næste år.
- Det kan i princippet svare til at få slebet skiene med sandpapir, siger han.
Danmarks skiforbund er ikke nervøse
De mulige sandstorme og manglen på naturlig sne er dog ikke noget, der får Danmarks Skiforbund til at blive nervøse for kvaliteten af konkurrencerne i området. De har ikke ønsket at udtale specifikt om risikoen for sand i sporene, men henviser til et tidligere interview med DR Sporten, hvor generalsekretær Kenneth Bøggild kommenterede på manglen af naturlig sne på de kinesiske løjper. Han mener, at netop den kunstige sne er en fordel, da man nemmere kan kontrollere forholdende for udøverne.
- Det er klart, at når vi snakker vinteridræt, så gør det sig bedst, når der er et vinterlandskab. Når det er sagt, så gør det underlag, man kører på også, at man får en fair konkurrence.
Forbundets eneste chance for at få en deltager med på de lange, smalle ski er den 20-årige Ukaleq Slettemark fra Grønland, der konkurrerer i skiskydning. I følge Bünger er hendes styrke skydningen, hvor hun skyder hurtigt og 'ekstremt præcist'. Derfor kan hun blive udfordret af den træge sne.
- Der, hvor hun kan være udfordret, er langrendsdelen, hvor hun stadig taber en god sjat til de bedste. Og hun vil være en af dem, der taber endnu mere.
Ubekendte faktorer har tidligere sendt skistjerner i bunden af resultatlisten
Der har tidligere i ski-historien været opsigtsvækkende forhold for langsrendsløberne og skiskyderne ved store mesterskaber.
Ved VM i langrend i 1995 i Thunder Bay, Canada, fandt man ud af, at der var meget forurening i den jord, man kørte på. Det satte sig i sneen og på skiene, og det ødelagde smøringen under skiene.
Her kom man på idéen, at man kunne lægge nogle håndklæder ud, der var smurt ind i petroleum, så skiløberne de fik forureningen af, når de løb over dem, så de kunne glide igen.
Også ved OL i Sochi i 2014 opstod der uforudsete udfordringer. Her gik det ud over de norske ski-stjerner, som underpræsterede, fordi sneen sled smøringen af deres ski hurtigere, end de var vant til.
- Og det samme kan ske her. Vi vil kunne se hele nationer, der ligger i bunden af resultatlisten, hvis de ikke får taget højde for påvirkningen af, at der er sand i sneen, siger Troels Hein Bünger.