Suveræn Rikke Møller satte europarekord

Ved Danish Open satte Rikke Møller Pedersen europarekord på 200 meter bryst i overlegen stil.

Rikke Møller Pedersen efterlod ingen af de tilstedeværende i Bellahøj Svømme Stadion i tvivl om, at hun er Danmarks - og nu også Europas - hurtigste kvindelige brystsvømmer.

Ved Danish Open vandt hun i overlegen stil 200 meter bryst, og hun slog ovenikøbet både sin egen nordiske rekord, som hun satte ved OL sidste sommer i London, og den europæiske rekord, som ellers tilhørte russeren Julia Jefimova.

I tiden 2.20,53 minutter satte Rikke Møller Pedersen de øvrige konkurrenter til vægs, og nærmeste forfølger var Anna Wermuth, der nåede bassinkanten 16,75 sekunder efter vinderen.

Rikke Møller Pedersen gav allerede i går prøver på sin gode form, da hun på både 50 og 100 meter bryst var bare 2/100 sekunder fra at slå sine egne rekorder.