Den danske kvindefirer uden styrmand var 0,12 sekunder fra podiet, da Rumænien lørdag middag vandt guld ved EM i roning i Slovenien.
Dermed måtte danskerne tage til takke med en fjerdeplads.
Danskerne sparede på kræfterne i begyndelsen af løbet, hvilket skabte et stort hul op til podiepladserne.
En formidabel slutspurt var millimeter fra at sikre Danmark en bronzemedalje, men danskerne måtte akkurat se sig slået på målstregen af Holland.
Storfavoritterne fra Storbritannien, som gik ubesejrede gennem sidste sæson, lå i spidsen stort set hele vejen gennem løbet, men blev overhalet af rumænerne på de afgørende meter.
Se afgørelsen i videoen øverst i artiklen.
EM i Roning kan lørdag ses på DR2 fra kl. 12.15 til 14.40, mens mesterskabet rundes af søndag på DR2 fra kl.10.45 til 13.50.