20 år og 12 x VM-guld: Ledecky leger sig til succes i vandet

Den 20-årige amerikaner er altdominerende i VM-bassinet, og det skyldes hendes evne til at træne benhårdt og stadig lege med vandet.

Katie Ledecky på vej mod en overlegen sejr i finalen ved VM i Budapest på 1500 meter fri. (Foto: BERNADETT SZABO © Scanpix)

Da Katie Ledecky klaskede håndfladerne mod pladen i finalen på 1500 meter fri tirsdag aften, havde hun god tid til at nyde konkurrenterne kæmpe om sølv og bronze.

19 sekunder gik der, fra det amerikanske svømmefænomens tid var stoppet, til spanieren Mireira Belmonte kom ind på andenpladsen.

Uhørt klasseforskel i en VM-finale og udtryk for en atlets totale jerngreb om en sportsgren. Sammenligneligt med de år, hvor Usain Bolt nærmest luntede over stregen, Tiger Woods vandt igen og igen eller Michael Phelps og hans 28 OL-guldmedaljer.

Og det er i den kategori, hun efterhånden hører til, den 20 Katie Ledecky fra Washington. Med guldmedaljen blev hun den mest vindende kvindelige svømmer, hvis regnskabet gøres op i VM-triumfer alene.

Katie Ledecky venter på konkurrenterne i finalen. Svømmeren på banen længstvæk er ikke på vej i mål. I alt ventede Ledecky 97 sekunder, før sidste svømmer var kommet i mål.

https://twitter.com/darrenrovell/status/889575391261859842

12 styks er det blevet til i alt, og dermed overhalede hun sin landsmand Missy Franklin.

- Katie er en fantastisk svømmer, og hun ville ikke kunne have opnået de 12 guld, hvis ikke hun var noget specielt. Og så er hun også bare en helt almindelig pige, der er nede på jorden, og som ikke har ændret sig personlighedsmæssigt, fordi hun har vundet alle de medaljer, hun har, siger Lotte Friis om amerikaneren, som hun tidligere kunne kalde konkurrent, men som hun nu anser for en veninde.

God vandføling

Lotte Friis, der selv har tilhørt verdenseliten på de lange distancer i svømmebassinet, og som i sin aktive karriere ofte konkurrerede mod Katie Ledecky, peger på hendes evne til at ’forstå’ vandet som afgørende for hendes tilsyneladende ustoppelige sejrsstime.

- Det er hendes talent, der gør, at hun har det vi kalder en rigtig god vandføling. Det vil sige, at hun har en rigtig god fornemmelse for, hvordan hun skal trække sin arm igennem vandet for at få mest mulig kraft ud af det.

- Og så er hun bare utrolig stærk i forhold til sin kropsvægt og har fået den bedst mulige balance i forhold til, hvor meget fedt man skal have, og hvor mange muskler man skal have, og hvordan man kan flytte sig igennem vandet på den bedst mulige måde.

- Og der må man bare sige, at den formel har hun i den grad knækket, siger hun.

Katie Ledecky sprang for alvor i øjnene på alverdens svømmeentusiaster ved OL i 2012, da hun som bare 15-årig vandt guld på 800 meter fri.

En 15-årig Katie Ledecky har netop vundet OL-guld i London i 2012. (Foto: TIM WIMBORNE © Scanpix)

Sejren blev samtidig startskuddet til mange års total dominans, og da hun stillede til start ved OL i Rio fire år senere, havde hun undervejs sat 11 verdensrekorder og føjet ni VM-guldmedaljer til samlingen.

For konkurrenterne virkede det uoverskueligt at indhente hende, når først startskuddet havde lydt, og det fik Missy Franklin, der indtil i går var den mest vindende kvinde ved VM, til at konstatere nærmest opgivende: ”Jeg ved ikke om hun har nogen svagheder. Hvis hun har, så har vi ikke set dem endnu”.

Legen med vandet

Sportschefen for det danske svømmelandshold, Lars Green Bach, der er med til VM i Budapest, har også siddet på tribunen og nydt den amerikanske magtdemonstration.

- Hun udstråler en utrolig stor selvsikkerhed og overblik over den situation, hun er i. Det ligner, hun er i fuld kontrol over, hvad hun skal levere for at præstere. Hun kører sit eget løb, og det er et hurtigt løb, siger han og fortsætter:

- Men hun kommer ikke sovende til det. Hun er en af dem, der træner allermest, og med utrolig høj intensitet. Og så er hun god til at passe på sig selv, så hun kan holde til træning i det store omfang.

Katie Ledecky er i svømmeverden anerkendt som en ekstremt disciplineret svømmer med en utrolig træningsmoral.

20 til 25 timer i bassinet samt fem timers styrketræning bliver det til på en normal uge for Katie Ledecky, skrev magasinet Vogue i et stort portræt af hende sidste år.

Og selvom det hårde arbejde spiller en afgørende rolle i hendes mange sejre, så peger Lars Green Bach på et andet aspekt af amerikanerens tilgang til sporten som en hjørnesten i hendes vedvarende dominans.

- Hun begyndte at svømme tidligt. Allerede som seksårig fulgte hun med sin bror i bassinet. Og hun elsker at være i vandet og at lege i vandet.

- Og det er det, man nogle gange glemmer. At man også skal kunne lide at lege med vandet og bruge vandet. Ligesom en fodboldspiller skal kunne lide at lege med bolden, så er vandet vores redskab, og at have den glæde, det er helt essentielt i forhold til også at kunne lave den benhårde træning, som hun er eksponent for, siger han.

Verdensrekord var ikke nok

For Lotte Friis, der har trukket stikket på sin egen karriere som elitesvømmer, er der særlig et minde fra tiden som Katie Ledeckys konkurrent, der står klart i erindringen.

VM-finalen i Barcelona i 2013, hvor de to kæmpede om guldet på 1500 meter fri, hvor Lotte Friis smadrede den bestående verdensrekord med mere end tre sekunder.

Desværre for danskeren gjorde Katie Ledecky det samme - bare med seks sekunder.

- Det er et løb, hvor jeg tænker, at siden OL i 2012 er hun ikke rigtig blevet presset, så jeg tænker umiddelbart bare, at jeg skal prøve at gå ud med hende og prøve at presse hende og måske psyke hende ved at ligge ved siden af hende.

- Nu var jeg også godt kørende, så det lykkedes for mig, men jeg måtte se mig slået på målstregen. Men det er et løb, som jeg er stolt af, og jeg synes, at jeg kan være stolt af at være den sidste til at presse hende i et løb på de lange distancer.

- Dér kommer vi formentlig ikke til at se nogen presse hende en del år ud i fremtiden, slutter Lotte Friis.