Aktivkomité tilslutter sig kritik af Dansk Svømmeunion: 'Der er mange, som har betalt en ekstremt stor regning'

Pia Holmen er for nyligt valgt til vicepræsident i det europæiske svømmeforbund, LEN.

Den tidligere formand for Dansk Svømmeunion har nu fået en international toppost. (Foto: Michael Bothager © Michael Bothager)

Det vækker undren hos DIF og Team Danmarks aktivkomité, at den tidligere svømmedirektør Pia Holmen af Dansk Svømmeunion er blevet indstillet - og nu har fået - et job som en af fem vicepræsidenter i det europæiske svømmeforbund, LEN.

Det siger komitéens formand, Henrik Them.

- Vi undrer os over, at Dansk Svømmeunion kan have tillid til, at en person kan bestride så magtfuldt et job, når hun ikke vidste, hvad der foregik i hendes egen baghave.

- Der har været en lang række svømmere, der har haft det svært og havde problemer. De følte ikke, at der blev lyttet til dem, når de gik til de respektive forbund. Det har gjort, at der er kommet større afstand, end der burde have været. Mange af de her problemer kunne være løst, hvis svømmerne havde haft tillid til unionen, lyder kritikken fra aktivkomitéen, der er de aktive atleters talerør til bestyrelse og administration i DIF og Team Danmark.

Kritikken kommer på baggrund af, at Pia Holmen tidligere på året forlod stillingen som direktør i Dansk Svømmeunion efter en række svigt, der blev bekræftet af kammeradvokaten i februar.

Kammeradvokaten begyndte undersøgelsen, efter DR havde bragt dokumentaren ’Svømmestjerner – Under overfladen’.

Dokumentaren viste, hvordan en træningskultur med offentlige vejninger og nedladende kommentarer fra landstrænere har fået store fysiske og psykiske konsekvenser for en række danske svømmere. Det har blandt andet ført til spiseforstyrrelser, depression og angst for flere af de tidligere svømmere.

Derfor mødte indstilling af Pia Holmen massiv kritik fra en række nuværende svømmere. Det er den kritik, som DIF og Team Danmarks aktivkomité i dag tilslutter sig.

I en mail til DR Sporten skriver Dansk Svømmeunions formand, Lars R. Aa. Jørgensen.

- Det er helt fair, at aktivkomitéen undrer sig over denne sag. Det gør altid indtryk, når atleterne udtrykker bekymringer. Både i aktivkomiteen, men selvfølgelig også vores egne atleter, svømmerne. Jeg har derfor her til aften rakt ud til formanden for aktivkomiteen, Henrik Them.

- Jeg må erkende, at vi fra bestyrelsens side ikke har været dygtige nok til at kommunikere vores beslutning om at bakke Pia Holmens kandidatur til genvalg til LEN's bestyrelse op. Det ærgrer mig i dag, at vi ikke på forhånd har forklaret, hvorfor Dansk Svømmeunions bestyrelse har foretaget dette valg.

DIF har tillid til Pia Holmen

For fem dage siden gav formanden for Danmarks Idræts Forbund, Niels Nygaard, sin fulde opbakning til Pia Holmén, efter hun var blevet valgt som ny vicepræsident i Det Europæiske Svømmeunion.

Her sagde han til TV2:

- Det, som Pia Holmen har gjort forsømmelser med, ligger 10-15 år tilbage. Vi skal alle sammen have mulighed for at komme videre i tilværelsen.

Niels Nygaard er glad for, at Pia Holmen har fået en international toppost. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Samme holding har svømmeunions formand.

- Pia Holmen måtte sidste vinter påtage sig ansvaret for den kritik, der blev rejst af svømmere og i sidste ende af kammeradvokatens rapport. Den proces kostede i sidste ende Pia Holmen hendes job. Men dansk landsholdssvømning er et helt andet sted i dag, og det var vi også for et år siden. Jeg ved, at Pia Holmen er meget ked af de fejl, hun har begået, men jeg ved også, at hun har lært af det.

- Jeg er sikker på, at hun som medlem af LEN's bestyrelse vil kunne påvirke europæisk svømning i en positiv retning. Det er derfor, at vi fra Dansk Svømmeunions side har valgt at bakke Pia Holmens kandidatur op, skriver Lars R. Aa. Jørgensen.

Dialog er fremtiden

Dagens kritik fra aktivkomitéen gør indtryk på Niels Nygaard, men han understreger, at han fortsat giver sin fulde opbakning til Pia Holmén trods udmeldingen fra aktivkomitéen.

- Al kritik, alle følelser og alle tilkendegivelser skal tages alvorligt. Men jeg står ved min udmelding om, at det også er vigtigt at komme videre.

Hos DIF og Team Danmarks aktivkomité er de enige i, at der skal kigges fremad. Men i øjeblikket er tiden ikke moden til at komme videre, siger aktivkomitéens formand, Henrik Them.

- Der er mange elitesportsudøvere, som har betalt en ekstremt stor regning. Nu bliver de endnu engang mindet om alt det, der foregik. Og der er altså kun gået et halvt år. Selvfølgelig skal vi videre i teksten, men det kunne godt være gjort på en anderledes måde.

Det argument forstår Niels Nygaard, mens han samtidig kommer med et ønske om, at der i fremtiden bliver talt mere sammen.

- Det er en vigtig udmelding, komitéen kommer med. Det viser, at der er behov for at snakke endnu mere sammen. I den her forbindelse havde det været fint, hvis der havde været en dialog mellem unionen og svømmerne, så unionen kunne have forklaret deres beslutning forinden indstillingen af Pia Holmen.

DR Sporten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Pia Holmen.

Facebook
Twitter