Amerikansk svømmestjerne slår vild medalje-rekord og er ét årti foran alle andre

Katie Ledecky har vundet rekordmange medaljer i VM-sammenhæng. Hun er usædvanlig, mener ekspert.

Den 25-årige amerikaner kan bliver den bedste nogensinde, mener Rene Thomsen. (Foto: David G. McIntyre © © 2021 by ZUMA Press Wire)

Katie Ledecky rør bassinkanten, kigger på uret i den ungarske svømmearena og jubler. Derefter venter svømmefænomenet hele 14 sekunder på sin nærmeste forfølger i VM-finalen.

Én af mange VM-medaljer for den 25-årige amerikaner ved de igangværende verdensmesterskaber i Budapest. Og symptomatisk for hendes suverænitet.

Onsdag aften nappede Katie Ledecky sin tredje finalesejr i Budapest, hvilket bringer hende op på 18 VM-medaljer af den fineste karat i karrieren. 21 VM-medaljer i alt er det blevet til, og dermed er hun nu den kvindelige svømmer i histroien med flest VM-medaljer.

- Det er ret vildt, for jeg føler, at det var i går, jeg var i Barcelona til mit første VM (2013, red.). Det er fantastisk at repræsentere USA år efter år, siger hun til The Guardian.

Katie Ledecky har derudover vundet syv OL-guldmedaljer, siden hun i 2012 debuterede ved legene i London.

Amerikaneren er en af verdens absolut bedste langdistancesvømmere, mener svømmeeksperten Rene Thomsen, der tidligere har kommenteret vandsporten for DR Sporten.

- Katie Ledecky er et årti foran de andre. Det er ganske usædvanligt, siger han.

Herunder kan du se Ledecky vinde med 14 sekunder ned til Katie Grimes fra USA.

Svømmer som en, der løber

Rene Thomsen er viceforstander og svømmetræner på Bernstorffsminde Efterskole, hvor han arbejder med nogle af morgendagens danske svømmetalenter. Her benytter han ofte Katie Ledecky som referencepunkt til eleverne.

- Hun skiller sig ud på mange parametre, og der er mange internationale eksperter, som har studeret hende, fortæller Rene Thomsen.

Én ting er, at den 25-årige amerikaner har en sublim udholdendhed og med sin højde på 183 centimer er godt bygget som distancesvømmer, forklarer han.

Men Ledecky har en særlig spidskompetence, som får eksperter verden over til at studere hende.

- Teknikken. Distancesvømmere har ry for at slække på teknikken, fordi de skal holde tempoet over længere tid, men Ledecky svømmer ekstremt rytmisk, understreger Rene Thomsen.

- Et amerikansk nyhedsmedie tog en svømmevideo af hende og 'rejste den op', så man kunne sammenligne hende med en person, der løber. Ledeckys bevægelsesmønster er næsten det samme som en løbers, og hun har en ekstrem god arm-ben-koordinationen.

Amerikanerens svømmestil gør, at hun kan økonomisere bedre med sine kræfter end modstanderne, mener eksperten. Katie Ledecky udnytter sit benspark til fulde, når hun hugger gennem vandet.

Den uovertrufne teknik gør, at langdistancesvømmeren Ledecky også er i stand til at svømme de kortere og mere 'sprintbaserede' distancer som 100- og 200-meterkonkurrencerne, vurderer Rene Thomsen.

- Dét er der ingen af de andre distancesvømmere, som gør. Hun er blot 25 år gammel, og vi har ikke set det bedste fra hende. Når hun bliver ældre, vil hun svømme mere på de korte distancer, er jeg sikker på, siger han.

I 2019 blev Katie Ledecky henvist til en VM-sølvmedalje af australske Ariarne Titmus. (Foto: Oli Scarff © AFP or licensors)

Den australske motivation

Rene Thomsen kom til at tænke på den tidligere amerikanske svømmestjerne Janet Evans, som dominerede i 1990'erne, da han så videoen af Katie Ledecky.

Den 25-årige svømmesensation minder om sin forgænger, men VM-guldvinderen har, hvad der skal til for at blive den bedste nogensinde, siger Rene Thomsen.

Det er den amerikanske svømmelegende Michael Phelps, som har vundet 28 gange OL-guld, enig i.

- Hun er uden tvivl den bedste kvindelige svømmer, vi nogensinde har set, siger han til OL's hjemmeside.

Anderledes i tvivl var Rene Thomsen dog i 2019. Da svømmede den australske komet Ariarne Titmus sig til VM-guldet og slog Ledecky på 400-meter fri.

Hende kommer Ledecky til at knække sig på, tænkte den danske svømmetræner dengang. Sådan gik det dog ikke.

- Det viste sig dog som ren motivation, at der kom én, som svømmede lige så stærkt som hende. Det er endnu en sjælden egenskab, Ledecky besider. Hendes viljestyrke, påpeger Rene Thomsen.

- Hun svømmer ofte 100 kilometer om ugen, og når du kigger på den sorte streg på bunden af bassinet så ofte, skal du virkelig finde noget indre vilje. Hun er usædvandig.