Blume finder trøst i personlig rekord: Er glad for selve løbet

Den danske svømmer er ærgerlig over, at det ikke blev til endnu en VM-medalje, men tilfreds med at sætte ny personlig rekord.

Pernille Blume sluttede på fjerdepladsen i finalen i 50 meter fri. (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)

Der blev ikke plads til Pernille Blume på podiet, da VM-medaljerne i 50 meter fri skulle uddeles.

Den danske OL-guldvinder kom ind som nummer fire i finalen, der blev vundet af svenskeren Sara Sjöström i en tid, der var to hundrededele fra hendes egen verdensrekord.

Et resultat Pernille Blume ikke var helt tilfreds med, men som der var formildende omstændigheder ved.

- Selve løbet er jeg egentlig ret glad for, siger hun.

Trøst i personlig rekord

Tilfredsheden til trods for at det ikke blevtil medalje nummer to ved VM i Budapest skyldes at hun satte ny personlig og dermed også dansk rekord.

- Det var trods alt en pr (personlig rekord, red.). Det er vigtigt at huske på. Det havde været træls, hvis det var blevet en fjerdeplads og ingen pr, konstaterer Pernille Blume.

Hun mener ikke, at hendes eksekvering af løbet var mangelfuld eller at der undervejs blev begået fejl.

- Jeg tror ikke, at der mangler noget. Det er bare sådan det er.

Danmark har vundet en medalje ved VM på langbane i Budapest, og den gik til Pernille Blume på 100 meter fri.

Facebook
Twitter