Svømmeren Lotte Friis hentede lørdag morgen den anden danske medalje ved OL i Beijing, da hun takket være en utrolig slutspurt vandt bronze i finalen i 800 meter fri. - Det er helt uvirkeligt. Jeg er både træt og glad. Det er en følelse, jeg aldrig har haft før, siger Lotte Friis til DR Sporten.
Forrygende afslutning
Med 50 meter igen lå Lotte Friis på fjerdepladsen - næsten to sekunder efter rumæneren Camelia Alina Potec på tredjepladsen - men den 20-årige dansker fik kæmpet sig op og slog hænderne i bassinkanten otte hundrededele af et sekund før rumæneren.
- Jeg kom ikke så godt fra start, men tænkte så efter 400 meter, at nu måtte jeg bare prøve at give det sidste, jeg havde i mig. Efter 750 meter kunne jeg se, at rumæneren var tæt på mig, og så tænkte jeg, at nu må det briste eller bære, siger Lotte Friis, som i sin træning op til OL har trænet målrettet på afslutningen.
- Det er superfantastisk, at det så giver pote ved sådan et stævne, siger Lotte Friis, som ikke havde troet, at hun skulle rejse hjem med en medalje i bagagen.
- Mit mål var at svømme i 8.24 minutter. at jeg så allerede i indledende heat svømmer i 8.21 og nu vinder bronze er helt uvirkeligt, siger den glade svømmer..
Ny verdensrekord
Lotte Friis blev noteret for tiden 8.23,03 minutter. Briten Rebecca Adlington vandt guld i verdensrekordtiden 8.14,10 minutter, mens sølvet gik til Alessia Filippi fra Italien i 8.20,23 minutter.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:558aebe66187a41a1c170415