Danmarks nye svømmehåb: Jeg er en af stræberne

Emilie Beckmann afsluttede gymnasiet med et snit på 11,9 det samme år, hun vandt tredobbelt DM-guld i svømning. Nu vil hun til OL.

Emilie Beckmann kaster lidt op i munden. Det er tirsdag aften i Bellahøj Svømmehal, og den 21-årige elitesvømmer er til dagens sidste træning.

Det kan godt ske under de sene træningstimer i bassinet, at aftensmaden kommer op igen. Især når hun når til maksrunderne, hvor hun virkelig skal gå til sin egen fysiske grænse igen og igen. Hun synker tungt med et smil, inden hun skal nå at indhente de andre igen.

For de mange træningstimer har båret frugt. Karrieren tog fart i 2016, da Emilie Beckmann blev tredobbelt guldvinder på kortbane. Herefter var hun ikke til at stoppe, og i 2017 høstede hun fire EM-medaljer på samme distance – to sølv og to bronze og slog alle sine personlige rekorder.

- Jeg havde aldrig regnet med, at jeg ville slå så mange af mine rekorder og klare det så godt. Det var meget overvældende, også fordi jeg var super stresset med mit nye studie. Jeg kunne mærke, hvordan danskerne heppede på mig hele vejen, og det giver blod på tanden. Jeg vil nå dertil igen, koste hvad det vil, siger Emilie Beckmann.

Emilie Beckmann er godt på vej og har vist en styrke på kortbane, der har imponeret Dansk Svømmeunions sportschef, Lars Green Bach.

- Noget af det, der kendetegner Emilie på alle områder af livet, er en utrolig ambition på sine egne vegne. Lige nu konkurrerer hun med verdens allerbedste svømmere, og Emilie vil være den bedste. Hun vil have det bedste ud af sit potentiale og fører det hele vejen til døren. Det samme gælder hendes studier, siger Lars Green Bach.

For det er ikke kun i vandet, Emilie Beckmann arbejder hårdt. Hun gik ud af handelsgymnasiet med et snit på 11,9 og læser nu statskundskab på Københavns universitet, hvor yndlingsfagene er international politik og statistik.

- Vi svømmere opfører os meget pænt og er stræberne i klassen. I gymnasiet kom jeg hjem fra træningslejr to dage før min første eksamen i skriftligt dansk, hvor jeg havde været en måned væk fra skolen. Så det handlede om at tage et skridt af gangen og holde fokus. Først træningslejr, så EM i London, hvor jeg var med i to semifinaler, og så hjem til fem eksamener, siger Emilie Beckmann.

Efter et succesfuldt 2017 kan den unge topsvømmer mærke de høje forventninger - ikke mindst fra hende selv. (Foto: Niels Christian Jung)

Det uundgåelige pres

Sidste års resultater har bragt store forventninger med sig til dette års EM og VM. Emilie Beckmann skal, som en del af den nye generation af elitesvømmere, bevise, at hun kan leve op til det potentiale, hele Danmark så sidste år på kortbane på 25 meter, når hun nu skal springe ud på den lange bane på 50 meter.

- Jeg mærkede forventningerne og presset for første gang op til EM, da jeg lavede nogle afsluttende interviews efter DM i Greve. Journalisten fik smækket i hovedet på mig, hvor store forventninger Svømmeunionen havde til mig frem mod EM. Det fyldte meget, da jeg tog hjem, og jeg blev nødt til at skærme al presset udefra. Jeg er selv den vildeste perfektionist, og jeg vil det her mere end noget andet, siger Emilie Beckmann.

Dette års EM og VM har endnu større betydning for Emilie Beckmann. I år har hun chancen for at kvalificere sig til sit ultimative mål – OL i 2020, hvor kravet netop er langbane. En distance elitesvømmeren har sværere ved.

Emilie Beckmann skal finde sit fulde potentiale, når hun i år skal konkurrere om guld på langbane, så hun kan kvalificere sig til OL i 2020. (Foto: Niels Christian Jung)

For Lars Green Bach bliver det spændende, om det lykkes for den unge elitesvømmer.

- Det bliver vigtigt for Emilie i processen frem mod OL i 2020 at forbedre hendes niveau på langbane. Hun er stærkest på kortbane, så hun arbejder hårdt sammen med træneren for at tage de gode erfaringer derfra til langbanen og kvalificere sig til OL, siger Lars Green Bach.

Det ultimative mål

Emilie Beckmann møder op til svømmetræning klokken 7:15 om morgenen i det Nationale Svømmecenter i Bellahøj. Derefter skal hun styrketræne hos Team Danmark ude i Idrættens Hus, inden dagen afsluttes med endnu en omgang svømmetræning. Et dagligt program, der er nødvendigt, for at hun bliver klar til de ekstra meter til sommer.

- Jeg mister især farten på de sidste 15 meter, så lige nu gør vi alt, for at jeg bliver bedre og kan kvalificere mig videre. Jeg er stærkest under vandet, så jeg må udnytte den force for at bevare farten hele vejen og afslutte mere stærkt, siger Emilie Beckmann.

Når Emilie Beckmann ikke træner eller er på universitetet, holder hun til i sin Team Danmark-lejlighed i Vanløse. Værelset er enkelt indrettet med få møbler, hvor sengen og skrivebordet fylder det meste. Et passende billede af, hvad den unge perfektionist bruger sin fritid på – lektier og restitution.

Men der er to ting, der står i kontrast til københavnerens organiserede eliteliv. Bøgerne ligger rodet rundt omkring på hylder og diverse flader, og sådan har det altid været. Og så er der ingen medaljer at spotte.

Emilie Beckmann bor i en toværelses Team Danmark-lejlighed lige over for elitesvømmeren Mie Ø. Nielsen. (Foto: Niels Christian Jung)

- Jeg har gemt mine medaljer væk. Jeg havde dem liggende fremme i lang tid efter EM, så de kunne hjælpe mig med at forstå, hvad jeg havde opnået. Men jeg kan ikke blive ved med at leve i illusionen om, at juleeventyret fortsætter. Så stopper min egen udvikling. Jeg var nødt til at pakke dem væk og begynde på et nyt kapitel, siger Emilie Bechmann.

Om de mange træningstimer vil fortsætte med at kaste medaljer af sig, vil tiden vise. Og Emilie Beckmann er ikke i tvivl om, at årets EM og VM er to vigtige skridt på vejen mod drømmen for det ambitiøse svømmetalent.

- Jeg bruger EM og VM til motivation og til at finjustere alt det, jeg skal perfektionere inden OL. Jeg var så tæt på sidst, så jeg håber inderligt, at jeg får muligheden for at komme til OL. Det er mit ultimative mål, siger Emilie Beckmann.

Du kan se indslaget om Emilie Beckmann i Sporten i aften klokken 18:30 og 22.30.

Facebook
Twitter