Dansk Svømmeunion modsiger 23 svømmeres kritik af offentlige vejninger: ”Retningslinjerne er blevet fulgt”

Flere end 23 svømmere bekræfter, at offentlige vejninger har fundet sted i landsholdsregi mellem 2005 og 2013. Dansk Svømmeunion kan ikke genkende det billede.

(Foto: © Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017, Ida Marie Odgaard/Scanpix 2017)

Der er ingen danske svømmere i landsholdsregi, der er blevet udsat for offentlige vejninger siden 2005.

Så klar er udmeldingen fra Dansk Svømmeunion, der dermed anfægter flere end 23 svømmeres kritik, som er blevet rejst mod Dansk Svømmeunion gennem den seneste uge, angående offentlige vejninger i landsholdsregi i perioden fra 2005 til 2013.

- Retningslinjerne er blevet fulgt, og de er blevet efterlevet, siger Lars Green Bach, der har været sportschef i Dansk Svømmeunion siden 2015, lørdag til DR Sporten ved unionens generalforsamling.

Kritikken udspringer af DR dokumentaren ”Svømmestjerner – Under Overfladen”, hvor der bliver sat fokus på, at offentlige vejninger og ydmygende træneradfærd over for svømmerne var en del af de kontroversielle metoder, som blandt andre australske Mark Regan, der var landstræner fra 2003 til 2008, og hollandske Paulus Wildeboer, der havde jobbet fra 2008 til 2013, benyttede sig af.

De offentlige vejninger betyder, at svømmerne er blevet vejet i fuld offentlighed foran hinanden og andre.

I forbindelse med udsendelsen har DR Sporten været i kontakt med 23 svømmere, som har været på eller omkring landsholdet, og de fortæller alle, at de offentlige vejninger har fundet sted mellem 2005 og 2013.

Flere fortæller, at det i flere år skete på daglig basis.

Efterfølgende er en række tidligere svømmere stået frem for at dele deres oplevelser fra tiden under Regan og Wildeboer.

Også de bekræfter, at de offentlige vejninger fandt sted i årene mellem 2005 og 2013.

Men de mange svømmeres oplevelser med landsholdet er ikke noget, Dansk Svømmeunion kan genkende eller anerkender.

- Vores opfattelse er, at de retningslinjer, vi har lavet gennem tiden, er blevet fulgt, siger Lars Green Bach.

Så jeres opfattelse er, at der ikke har været offentlige vejninger?

- Vi kan ikke genkende det billede, fordi vi har hørt forskellige versioner af den virkelighed, som har været, på det tidspunkt.

Ifølge ni svømmere, som DR Sporten har været i kontakt med, har det ikke kun været på seniorlandsholdet, at de offentlige vejninger og det verbale misbrug har fundet sted, da det også er sket på juniorlandsholdet.

Metoderne resulterede blandt andet i spiseforstyrrelser, depression og angst hos en række af atleterne på landsholdene.

"Det er en mærkelig adfærd"

Den tidligere svømmer Jon Rud var en del af landsholdssamlingerne fra 2007 til 2010, og han har kun hovedrysten tilovers for Dansk Svømmeunions manglende anerkendelse af svømmernes oplevelser med de offentlige vejninger.

- Det er en mærkelig adfærd, at de sår tvivl om de offentlige vejninger. Men det viser bare deres manglende vilje til at tage fat om problemerne og få dem løst, siger han.

Jon Rud i bassinet under OL i Beijing i 2008. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Jon Rud er ked af, at det i svømmeunionen virker til, at der er blevet lagt låg på fortiden, og at der heller ikke i dag er vilje til at gøre op med fortidens spøgelser.

- Der var jo ingen i unionen, der for alvor gjorde noget ved metoderne. Paulus og Mark var ligeglade med, hvad dem på kontoret mente, og unionen vidste jo, at trænerne var ligeglade. Så længe vi havde en landstræner, der kunne levere resultater, så var det underordnet, hvilke konsekvenser det havde.

- Det var jo offentligt kendt, at de offentlige vejninger skete under både Paulus Wildeboer og Mark Regan efter 2005. Det var en fast rutine, at vægten stod ved siden af trænerens skrivebord ved bassinkanten, hvor vi blev vejet.

"Tingene er belyst tilstrækkeligt"

Det var ikke muligt for DR Sporten at få Pia Holmen, der har været direktør i Dansk Svømmeunion de seneste 18 år, eller bestyrelsen i tale under unionens generalforsamling lørdag, da de mener, der er sagt det, der skal siges i denne sag.

Sportsdirektør Lars Green Bach er af samme overbevisning, fortæller han til DR Sporten.

- Jeg synes, tingene er belyst tilstrækkeligt, både på det som I har bragt, og som andre har bragt – og det som vi selv har kendskab til. Så det har vi et meget godt billede af, siger sportsdirektøren.

OPDATERET TIRSDAG KLOKKEN 15.30.

Efter udgivelsen af ovenstående artikel har Lars Green Bach over for TV2 Sporten givet udtryk for at føle sig fejlciteret, og at han ikke kan ”genkende det billede, som Danmarks Radio tegner i den artikel”.

Han siger også til TV2, at hans udtalelser skulle henvise til en anden persons tale under generalforsamlingen.

I interviewet bliver sportschefen imidlertid direkte adspurgt, hvad Svømmeunionens holdning er til, hvorvidt der er foregået offentlige vejninger efter 2005. Dét sker, efter han af flere omgange i interviewet har sagt, at der er flere opfattelser af begivenhederne.

Derfor beder DR Sportens journalist ham forholde sig til, hvad svømmeunionens opfattelse er. Lars Green Bach slår fast, at Dansk Svømmeunion har fulgt retningslinjerne i forhold til offentlige vejninger.

Herunder er den relevante passage fra interviewet med Lars Green Bach:

Interviewer: ”Svømmere fortæller om daglige og offentlige vejninger efter 2005 og frem til Paulus Wildeboer stopper i 2013, og I har jo folk siddende i Dansk Svømmeunion, som har været tæt på hver evigt eneste dag. I kan tale med folk som ikke er i Dansk Svømmeunion mere, men som er en del af miljøet i dansk svømning, som også har været tæt på hver evigt eneste dag. Så må i vel også vide, om der har været offentlige vejning efter regelsættet i 2005?”

Lars Green Bach: ”Det er der mange forskellige opfattelser af, både den ene side af historien og den anden side af historien”

Interviewer: ”Men hvad er jeres opfattelse?”

Lars Green Bach: ”Jamen vores opfattelse er, at de retningslinjer vi laver og de handlinger, der er blevet lavet igennem tiden, er blevet fulgt”

Interviewer: ”Så jeres opfattelse er, at der ikke har været offentlige vejninger?”

Lars: ”Det kan vi ikke genkende det billede, fordi at vi har forskellige versioner af den virkelighed, som har været på det tidspunkt.”

I 2005 gik Team Danmark og Dansk Svømmeunion sammen om at udarbejde retningslinjer for, hvordan vejning af svømmere på NTC og omkring landsholdet skulle foregå. Det mundede blandt andet ud i, at svømmerne skulle vejes i et aflukket lokale væk fra offentligheden.

Mark Regan var landstræner for Danmark fra 2003 til 2008. I dag bor han i Australien og er gået på pension. Han ønsker ikke at deltage i et interview om perioden. Men han siger til DR Sporten, at han aldrig har gjort noget galt. At han var en hård træner, og at man nogle gange bør fortælle svømmerne ting, som de ikke har lyst til at høre.

Paulus Wildeboer døde i 2014.