Dansk Svømmeunion om opgivende VM-svømmer: 'Viktor Bromer svømmer videre'

Viktor Bromer fortsætter ved VM i svømning, men Dansk Svømmeunion har forståelse for svømmerens frustrationer.

Sportschefen i Dansk Svømmeunion har snakket med svømmeren Viktor Bromer. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Den danske svømmer Viktor Bromer sagde tidligt tirsdag efter et skuffende indledende heat, at det var spild af hans tid at være til VM på langbane, og at han ikke havde lyst til at være der.

Men nu har den nordjyske svømmer tilsyneladende ændret mening, og han fortsætter med at svømme ved mesterskabet, fortæller Dansk Svømmeunion.

- Vi har fuld forståelse for, at man som ambitiøs svømmer bliver frustreret, når tingene ikke går den vej, man havde håbet og trænet for. Vi har tirsdag aften haft en snak med Viktor omkring hans tilstand, hvor vi i fællesskab er blevet enige om, at han fortsat skal svømme, skriver sportschef Lars Green Bach i en mail til DR Sporten, men han ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen.

- I forhold til Viktors udtalelse, så er det en kommentar fra en svømmer, som gives til TV2 oven på et løb, der ikke er gået helt som håbet, og en sådan kommentar er ikke noget, vi påtænker at kommentere på i medierne.

Turbulent optakt

Optakten til VM har været lettere kaotisk for svømmerne som følge af DR Sportens afsløring af kritisable træningsforhold i dansk elitesvømning fra 2003 til 2013.

Derudover sagde Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen, der var trænere på Det Nationale Træningscenter (NTC), deres job op i juni efter uenigheder med Dansk Svømmeunion.

Det fik en række prominente svømmenavne til i en fælles besked at erklære deres mistillid til ledelsen i unionen, og det har medført, at landsholdssvømmerne Viktor Bromer og Mie Ø. Jørgensen har valgt at tage afsked med NTC og flytte til Aalborg for at have deres træning der fremadrettet. Forberedelserne har langt fra været optimale, erkender Lars Green Bach.

- De fleste, der følger dansk svømmesport, er klar over, at optakten til dette VM har været turbulent. Vi har på meget kort tid måttet rekonstruere vores daglige sportslige set-up på det Nationale Træningscenter, da NTC-trænerne opsagde deres stillinger.

- Alle involverede har over en længere periode skulle forholde sig til nogle ulykkelige cases fra fortiden i stedet for dansk svømmesport her og nu. Samtidig har vi også været udfordret af, at vores NTC ikke at kunne træne på Bellahøj Svømmestadion, der har været fast base for NTC-svømmerne i efterhånden en årrække. Alle forandringer af den kaliber kan selvfølgelig skabe frustrationer – det finder jeg er helt naturligt.

Desuden har OL-guldvinderen Pernille Blume valgt at fortsætte samarbejdet med Martin Truijens væk fra NTC i overensstemmelse med Dansk Svømmeunion.

- Det ønske fra Pernille har vi efter dialog med hende imødekommet i forhold til træning under private rammer uden for såvel landshold som NTC-træningsmiljøet, for at give Pernille de bedst mulige forberedelser frem mod VM, skriver Lars Green Bach.

Danske VM-lyspunkter

Dansk elitesvømning kan udefra set virke til at være i en kaotisk tilstand, men det afviser Lars Green Bach er tilfældet.

- Vi har haft, som pointeret flere gange, et turbulent forår, der naturligvis har præget både svømmerne og alle os omkring svømmerne.

- Når VM er overstået – og først når VM er overstået – vil vi med svømmere, trænere og Team Danmark evaluere selve VM og hele sæsonens træningen og indsatser frem hertil. Resultatet af denne evaluering bruger vi i vores planlægning frem mod OL i Tokyo om præcist et år, siger sportschefen.

Men der har også været lyspunkter ved VM for danskerne. Debutanten Tobias Bjerg satte tirsdag ny dansk rekord i 50 meter bryst, og han slog den igen timer senere, da han var et mulehår fra at svømme sig i finalen.

Anton Ipsen satte også ny dansk rekord i 800 meter fri, men endte som nummer ni, hvilket ikke var nok til en finaleplads.

VM på langbane afholdes i den sydkoreanske by Gwangju, og det slutter 28. Juli.