'De offentlige vejninger skal stoppe': Ny rapport viser igen problemer i dansk svømning

Dansk Svømmeunion har foretaget en trivselsundersøgelse, der viser, at 30 svømmere fra otte forskellige klubber har oplevet offentlige vejninger.

Dansk Svømmeunion har foretaget en trivselsundersøgelse, der viser, at 30 svømmere fra otte forskellige klubber har oplevet offentlige vejninger. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Offentlige vejninger er, tilsyneladende, ikke en saga blot i dansk svømning.

Rapporten er baseret på anonyme svar fra 517 konkurrencesvømmere i alderen 14-27 år fra 47 forskellige klubber. Heraf fremgår det, at 30 svømmere fordelt på otte forskellige svømmeklubber har oplevet offentlige vejninger i løbet af 2019 og 2020.

Merete Riisager tiltrådte for få måneder siden som ny direktør i Dansk Svømmeunion. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

De oplevelser er et klart brud på Dansk Svømmeunions værdier, siger Merete Riisager, der tiltrådte som ny direktør i unionen ved årsskiftet.

- De offentlige vejninger skal bare høre op. Der er slet ikke nogen gode eller faglige grunde til at fortsætte med det. Det er et levn fra fortiden. Så min forventning er, at klubberne stopper den praksis, og at vi ikke kommer til at se det i en fremtidig undersøgelse omkring trivsel i konkurrencesvømning, siger Merete Riisager til DR Sporten.

Som ledende figur er det hendes ansvar at banke i bordet, og det gør hun nu, lyder det.

Der skal være plads til dialog med elitesvømmere om diæt, muskelmasse og træningsvaner, og det kan sagtens gøres på en saglig måde.

- Men offentlige vejninger, hvor den enkelte svømmer kan føle sig udstillet, ønsker vi ikke, og det skal man stoppe med, siger Merete Riisager.

Kulturen i dansk elitesvømning og problemet med offentlige vejninger, spiseforstyrrelser og mistrivsel var så stort, at Danske Elitesportsudøveres Forening sidste år kaldte det 'den største skandale i dansk eliteidræt nogensinde'.

Med dokumentaren 'Svømmestjerner - under overfladen' gav DR Sporten offentligheden et kig ned i bassinet og i 2020 konkluderede Kammeradvokaten, at der havde været tale om 'ledelsessvigt' i Dansk Svømmeunion.

Klubberne har fået besked

For at undgå at havne i samme situation, understreger Merete Riisager, at hun agter at kommunikere klart, hvad det er for nogle værdier, Dansk Svømmeunion står for, og hvilken praksis unionen ønsker af klubberne.

- Som direktør kan du ikke stå ude ved bassinkanten i alle klubberne. Klubberne har også et stort ansvar i forhold til at have ordentlig trivsel og have gode rammer omkring svømmerne, siger direktør Merete Riisager.

Frank Jensen, forhenværende bestyrelsesformand i Team Danmark, og Niels Nygaard, bestyrelsesformand i DIF, gav i sommer en undskyldning til de danske svømmere. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix)

- Det kan godt være, at det ikke har været kommunikeret klart nok, men det bliver det nu: Vi ønsker ikke offentlige vejninger. Og det har jeg allerede talt med klubberne om, så det ved de godt, siger Merete Riisager.

Der er nogle personer, både i bestyrelsen og i den sportslige ledelse, der har siddet på deres poster, mens det er foregået. Hvordan kan du som nytiltrådt direktør have tillid til, at det er de rette mennesker, der sidder der, når rapporterne viser, at det også har fundet sted efter dokumentaren?

- Det er mit ansvar at kommunikere klart ud til klubberne, og det gør jeg nu, og så har jeg en forventning om, at man stopper den praksis. Så enkelt er det. Det er ikke raketvidenskab at sige, at når man arbejder med vægt og diæter, så skal det ske på en saglig måde, hvor man drøfter det med den enkelte svømmer, men selvfølgelig ikke i plenum, siger direktør i Dansk Svømmeunion, Merete Riisager.

I unionens rapport svarer en svømmer, at de offentlige vejninger 'overhovedet ikke' påvirkede personen. En anden 'hadede det' og svarede at det 'bare skulle overstås'. En tredje udtalte, at personen havde 'haft det skidt og overvejde at stoppe'.

Direktøren i Dansk Svømmeunion siger, at undersøgelsen 'er den første af sin slags', hvor man direkte har spurgt de enkelte svømmere til, hvordan de oplever deres trivsel. Merete Riisager understreger samtidig, at svømmeunionen er rigtig glade for rapporten, fordi den belyser, hvordan trivslen ser ud. Ikke kun på landsholdet, men også ude i klubberne.

- Det er rigtig godt, fordi vi nu kan reagere på baggrund af viden i stedet for fornemmelser, så det er det, vi gør, siger hun.

Samtidig er det direktørens opfattelse, at kulturen faktisk har ændret sig mange steder.