Det begyndte med en dokumentar: Få det fulde overblik over svømmesagen

Kammeradvokaten offentliggjorde i dag en uvildig undersøgelse.

I dag offentliggør Kammeradvokaten en uvildig undersøgelse om forholdene for danske elitesvømmere.

Undersøgelsen er foretaget på baggrund af DR1-dokumentaren 'Svømmestjerner - Under overfladen', der blev sendt i april sidste år.

Den viser, hvordan en træningskultur med offentlige vejninger og nedladende kommentarer fra landstrænere har fået store fysiske og psykiske konsekvenser for en række danske svømmere. Det har blandt andet ført til spiseforstyrrelser, depression og angst for flere af de tidligere svømmere.

Nedenfor følger et overblik over vigtige datoer i forbindelse med svømmesagen.

22. april: DR sender dokumentar

I dokumentaren 'Svømmestjerner – under overfladen' får offentligheden at vide, hvordan flere landsholdssvømmere har oplevet, at grænseoverskridende træningsmetoder med ydmygelser og mobning var en del af hverdagen på landsholdet fra 2003 til 2012.

Svømmerne fortæller om, at landstrænere har udsat dem for offentlige vejninger og nedladende kommentarer om vægt og udseende. Metoder, der spredte sig til juniorlandsholdet, og som har givet angst, depression og spiseforstyrrelser.

Australske Mark Regan, der var landstræner fra 2003 til 2008 siger, at han aldrig har gjort noget galt. Hollandske Paulus Wildeboer, der var landstræner fra 2008-2012, døde i 2014.

Den tidligere juniorlandstræner Michael Hinge afviser anklagerne.

Pia Holmen, der er direktør i Dansk Svømmeunion, siger, at historierne gør hende ked af det.

29. april: Svømmeunion modsiger kritik af offentlige vejninger

Den nuværende sportschef Lars Green Bach anerkender ikke, at svømmerne i strid mod unionens retningslinjer har været udsat for offentlige vejninger. Han siger, at retningslinjerne er blevet fulgt.

29. april: Jeanette Ottesen går i rette med union

Jeanette Ottesen modsiger unionen. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Jeanette Ottesen stiller sig uforstående over for unionens benægtelse af de offentlige vejninger. Hun siger, at de offentlige vejninger 100 procent sikkert har fundet sted frem til 2013.

1. maj: Landsholdsstab anklager elitechef

Den tidligere landsholdsfysioterapeut Thomas Pape og den tidligere klubtræner Jesper von Seelen anklager den tidligere elitechef Lars Sørensen for at have kendt til en række af de kritisable forhold på seniorlandsholdet. Lars Sørensen afviser flere af anklagerne.

4. maj: DIF indfører whistleblower ordning

Danmarks Idrætsforbund opretter etisk komité. Den skal fungere som en whistleblower ordning, hvor eliteatleter kan henvende sig anonymt, hvis de oplever uacceptabel træneradfærd.

6. maj: Kulturministeren igangsætter uvildig undersøgelse

Den nu forhenværende Kulturminister Mette Bock (LA) igangsatte en undersøgelse af forholdene i dansk svømning. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Kulturminister Mette Bock (LA) fortæller, at Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark tager initiativ til en uvildig undersøgelse af forholdene i dansk svømning fra 2001 og frem til i dag. Det kommer senere frem, at Kammeradvokaten skal stå for undersøgelsen, hvor op mod 700 elitesvømmere skal spørges til forholdene.

19. maj: Flere svømmere står frem

Fra v.: Mie Østergaard Nielsen, Jeanette Ottesen, Daniel Skaaning, Anders Lie Nielsen og Pernille Blume. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Den tidligere OL-svømmer Anders Lie Nielsen og den tidligere landsholdssvømmer Trine Gudnitz fortæller, at de på landsholdet led af bulimi, angst og depression. Trine Gudnitz siger samtidig, at hun blev nægtet behandling for en rygskade af den tidligere landstræner Paulus Wildeboer.

19. maj: Landstræner delte egne piller ud uden om lægestab

Svømmere og folk fra den tidligere sundhedssektor på landsholdet fortæller, at den tidligere landstræner Paulus Wildeboer delte sine egne piller ud uden samråd med sundhedsstaben. Deriblandt den tidligere landsholdslæge Lise Møller, der indberettede det til unionens ledelse i 2010.

Alligevel fortsatte Wildeboer med at uddele pillerne, indtil han stoppede som landstræner i 2012, fortæller flere svømmere.

Direktør Pia Holmen skriver, at det var hendes opfattelse, at der var sat en stopper for det hun kalder Wildeboers "uacceptable adfærd over for svømmerne". Hun undskylder samtidig over for landsholdssvømmerne.

12. juni: Landstrænere stopper efter uenigheder med unionen

Landstrænerne Martin Truijens og Mads Bjørn Hansen stopper samarbejdet med Dansk Svømmeunion. Direktør Pia Holmen forklarer bruddet med, at trænerne og unionen ser forskelligt på, hvordan træningsmiljøet skal fungere.

13. juni: Svømmere fremsætter mistillidsvotum

Pia Holmen. (Foto: Michael Bothager © Michael Bothager)

Efter flere måneder med uro i Dansk Svømmeunion udtrykker svømmerne på det nationale træningscenter mistillid til direktøren Pia Holmen. Læs unionens svar her.

19. juni: Svømmedirektør tager orlov

Team Danmark meddeler, at Pia Holmen tager orlov fra sin post som næstformand i Team Danmarks bestyrelse.

29. august: Landsholdsvømmere forlader det nationale træningscenter

Flere profiler forlader det nationale træningscenter for at træne andre steder. Deriblandt OL-guldvinderen Pernille Blume, OL-bronzevinderen Mie Ø. Nielsen og europamesteren Viktor Bromer.

28. december: Juniorlandstræner uddelte gigtmedicin til svømmere

Flere tidligere juniorlandsholdssvømmere fortæller, at den tidligere juniorlandstræner Michael Hinge gav dem gigtmedicin, uden at hverken forældre eller læger blev inddraget. Det er et brud på Team Danmark og Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2008.

Michael Hinge vedkender, at han har udleveret smertestillende håndkøbsmedicin i sin tid som juniorlandstræner, men han erindrer ikke, om det har været gigtmedicin som for eksempel ibuprofen.

29. december: Elitechef blev advaret om udskamning af juniorsvømmere uden at gribe ind

Den firedobbelte Danmarksmester Joachim Mortensen fortæller, at han i sin tid på juniorlandsholdet oplevede, at den daværende juniorlandstræner Michael Hinge flere gange udskammede ham og kaldte ham bøsse. Det fik svømmerens forældre til at kontakte den daværende elitechef Lars Sørensen, hvor de fortalte om sønnens oplevelser.

I samme periode blev Lars Sørensen ligeledes bekendt med en psykologudredning, der konkluderede, at den daværende juniorsvømmer Sidse Kehlet havde udviklet livstruende bulimi efter oplevelser på en træningslejr under Michael Hinge. En træningslejr, hvor hun oplevede, at juniorlandstræneren kaldte hende fede-Sidse.

Michael Hinge skriver, at han aldrig har fået en påtale fra Lars Sørensen og afviser, at han har kaldt Joachim Mortensen for bøsse og Sidse Kehlet for fede-Sidse. Lars Sørensen skriver, at han ikke husker Joachim Mortensen, og at han ikke husker, at Michael Hinge blev udpeget som hovedårsagen til Sidse Kehlets spiseforstyrrelse.

Direktør Pia Holmen bekræfter, at der har været en sag, hvor Michael Hinge har kaldt Joachim Mortensen bøsse. Hun understreger, at de to sager aldrig burde have fundet sted.

24. januar: Team Danmark og DIF støtter undersøgelse af spiseforstyrrelser

Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund meddeler, at de støtter et omfattende forskningsprojekt, der skal afdække omfanget af spiseforstyrrelser og belyse den generelle trivsel blandt danske eliteatleter.

Undersøgelsen iværksættes på baggrund af DR’s historier og bliver Danmarkshistoriens største afdækning på området.

31. januar: Universitet indleder undersøgelse af svømmemiljøer

Dansk Svømmeunion meddeler, at Syddansk Universitet frem til september 2020 vil undersøge svømmesportens træningsmiljøer med fokus på svømmernes trivsel og mentale sundhed.

7. februar: Kammeradvokaten offentliggør uvildig undersøgelse

En uvildig undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten har bekræftet, at både Dansk Svømmeunion og Team Danmark har svigtet deres ansvar i forhold til de danske landsholdssvømmere.

På baggrund af rapporten stopper Dansk Svømmeunion samarbejdet med dens mangeårige direktør, Pia Holmen Christensen.

Undersøgelsen har taget udgangspunkt i perioden fra 2001 til frem til i dag, hvor det har vist sig, at der har været yderst kritisable forhold for danske elitesvømmere.

Rapporten bekræfter billedet fra DR's dokumentar, men den tegner desværre også et endnu værre billede af miljøet i dansk elitesvømning under de tidligere trænere Mark Regan og Paulus Wilderboers.

Ydermere har Team Danmark sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) henvendt sig til Anti Doping Danmark for at få vurderet eventuelle brud på dopingreglerne.

Det handler specifikt om Paulus Wildeboers udlevering af medicin, der kunne medføre positive dopingprøver, til de danske svømmere.

Raporten har efterfølgende medført undskyldninger fra Team Danmark, Dansk Svømmeunion - også fra unionens tidligere elitechef Lars Sørensen.