En fingerspids holder Blume fra podiet i VM-finale

Pernille Blume sluttede som nummer fire i VM-finalen på 50 meter fri. Alexander Nørgaard sluttede sidst i 1.500 meter fri.

Pernille Blume sluttede uden for podiet i VM-finalen. (Foto: FRANCOIS-XAVIER MARIT © Scanpix)

Svømmestjernen Pernille Blume missede søndag en VM-medalje på yderste marginal i favoritdisciplinen 50 meter frisvømning, hvor hun er olympisk mester.

Ved langbane-VM i Gwangju svømmede hun finalen på 24,12 sekunder, og det var sølle 0,01 sekund langsommere end Cate Campbell, der tog bronze.

Den tætte finale blev vundet af amerikaneren Simone Manuel, der svømmede i tiden 24,05 sekunder, mens svenske Sarah Sjöström blev toer i tiden 24,07 sekunder.

Ifølge Pernille Blume var det indslaget til sidst, der skilte hende fra en medalje. Det siger hun til TV2 Sport, lige efter at hun kom op af bassinet.

- Mit touch til sidst blev for langt, mine arme er ikke lange nok. Det var ligesom ved VM i 2017, hvor jeg tabte tredjepladsen med en hundrededel. Det er noget lort.

0,01 sekunder manglede Pernille Blume for at komme på VM-podiet. (Foto: Patrick B. Kraemer © Scanpix)

- Jeg kunne godt mærke, at indslaget gjorde forskellen. Jeg tror, at jeg havde været med omkring førstepladsen, hvis indslaget havde været godt.

- Det er aldrig fedt at blive nummer fire. Jeg ville gerne have haft en medalje, men jeg føler mig ret glad i forhold til den forberedelse, jeg har haft, siger hun til TV2 Sport.

Blume havde svømmet sig i finalen i tredjebedste tid.

Kramperamt dansker går ned med flaget

Inden Pernille Blume var i bassinet, havde Alexander Aslak Nørgaard også været i vandet.

Den danske svømmer kunne ikke gentage de lovende takter fra semifinalen, da han søndag eftermiddag dansk tid svømmede finale i 1.500 meter fri ved langbane-VM i sydkoreanske Gwangju.

Fra tribunerne kunne resten af den danske VM-trup se 19-årige Aslak Nørgaard blive sidst i finalen, som han svømmede i tiden 15 minutter og 20,47 sekunder.

Det var næsten 45 sekunder langsommere end tyskeren Florian Wellbrock, der vandt guld.

- Jeg kunne ikke holde til det. Jeg var helt færdig efter i går. Jeg kunne mærke en krampe i benet allerede efter 100 meter.

Alexander Aslak Nørgaard havde krampe i benet efter kun 100 meter af finalen. (Foto: Patrick B. Kraemer © Scanpix)

- Jeg prøvede at lade være med at fokusere på det, og jeg gik efter at ramme min indledende tid, men efter 100-200 meter kunne jeg mærke, at den ikke gik, siger Alexander Aslak Nørgaard til TV2 Sport.

Da han lørdag svømmede sin indledende tid på 14 minutter og 47,75 sekunder, var det en forbedring af den danske rekord med hele otte sekunder, og det var samtidig den fjerdebedste tid af alle.

Efterfølgende påpegede han dog, at han havde givet sig fuldt ud, mens hans rutinerede konkurrenter formentlig havde sparet mere på kræfterne. Den spådom skulle vise sig at holde stik. Teenageren fra Søllerød var den yngste svømmer i finalen, og før VM i Gwangju havde han ikke store resultater fra et seniormesterskab på cv'et.

Ikke desto mindre viste han talentet sidste år ved de europæiske juniormesterskaber, hvor han tog sølv.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk