Hollandsk forsker bliver dansk svømme-cheftræner

Dansk Svømmeunion har præsenteret den nye cheftræner på det nationale træningscenter i Bellahøj.

Danmark vandt to medaljer ved OL i Rio. Nu skal Martin Truijens arbejde videre med de danske svømmere. (Foto: Dominic Ebenbichler © Scanpix)

Kun et par dage efter at Nick Juba annoncerede sit stop som cheflandstræner har Dansk Svømmeunionen fundet afløseren. Og det bliver hollandske Martin Truijens, der fremover skal være cheftræner på det nationale træningscenter (NTC) i Bellahøj Svømmestadion. Det skriver Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse, hvor man også kan læse, at Truijnes starter i jobbet ved årsskiftet.

Martin Truijens kommer fra en lignende stilling i Amsterdam, hvor han i de seneste 12 år har været træner for 13 OL-svømmere og været med til at vinde 60 internationale medaljer. Derudover har han arbejdet med sportsvidenskab på Vrije Universiteit i Amsterdam, hvor han har skrevet en Ph.d.-afhandling om højdetræning i svømning.

- Martin har en unik profil som både træner på højeste internationale niveau og som forsker, fortæller sportschef Lars Green Bach.

- Jeg er derfor meget fortrøstningsfuld i forhold til, at vi med Martin i spidsen for NTC, og i et tæt samarbejde med Team Danmark og andre partnere, kan nå vores ambition om et NTC med et innovativt verdensklasseprogram for vores svømmere. Derved kan vi samtidig styrke NTC’s rolle som et flagskib for international elitesvømning i Danmark, lyder det endvidere i pressemeddelelsen.

Sådan ser Danmarks nye svømmelandstræner ud. (Foto: Dansk Svømmeunion © Dansk Svømmeunion)

Endnu et EM på hjemmebane

Nick Juba fortsætter som cheflandstræner i resten af 2016, og dermed slutter den populære brite efter VM på kortbane i Canda sidst på året. Det betyder også, at Martin Triuijnes som cheftræner på det nationale træningscenter skal gøre de danske svømmere klar til endnu et EM på hjemmebane. I december 2017 skal der nemlig svømmes EM på kortbane i København.

Om skiftet fra Holland til Danmark siger Truijnes selv:

- I Danmark ser jeg meget frem til at være med til at videreudvikle det danske NTC sammen med svømmere, kollegaer, Team Danmark og dansk svømmesport i det hele taget. Der bliver meget nyt at sætte sig ind i, men jeg kan mærke, at tidspunktet er det helt rigtige for mig og for min familie med. Jeg ser meget frem til de nye udfordringer som venter, og når først vi har fået adresse i Danmark, vil jeg glæde mig til at gøre mit til at sikre en fortsat succes for dansk svømmesport.

Kortbane-EM bliver det første sportsarrangement i Københavns nye multiarena. Stævnet afholdes fra den 13. til den 17. december 2017.

Facebook
Twitter