Når Jeanette Ottesen kigger i spejlet, kan hun se Danmarks mest vindende svømmer nogensinde. Hun kan se en verdensmester, europamester og OL-medaljetager, en 29-årig dansk svømmelegende.

Det var i hvert fald, hvad hun plejede at se. Og selv om den gyldne svømmeskikkelse stadig lurer derinde et sted, så er der langsomt ved at manifestere sig en anden Jeanette Ottesen: Den gravide Ottesen, Ottesen som mor for en pige, der melder sin ankomst i julemåneden.

- Dette graviditets-show har været svært at vænne sig til. Når jeg kigger mig selv i spejlet, er det svært for mig at acceptere det syn. Man kan næsten ikke se min muskler længere; når jeg spænder mine arme, kan man måske ane lidt muskler, men der er kommet lage af spæk udenpå. Og det er mærkeligt, siger Jeanette Ottesen.

Måske ikke så mærkeligt, når man går fra en 35-timers træningsuge til fire timer på en god uge. Eller når man er kendt for sin fitte krop og træningsiver til slet ikke at kunne kontrollere den krop, man ellers kendte hver eneste muskelfiber på.

- Den idylliske forestilling, jeg havde af graviditet, har jeg ikke oplevet. Der kommer noget idyllisk ud af det, og jeg glæder mig helt vildt til at være mor, men at være gravid er jeg ikke fan af. Det er mærkeligt og anderledes ikke at have kontrol, jeg er vant til at være så egoistisk, selvstændig og selvdreven, og lige nu føler jeg, at der en anden, der bestemmer over min krop, smiler hun.

Behovet for afslutning

Hun har haft en dårlig morgen, men det kan man nu ikke se på hende, da DR møder svømmeren på Østerbro, hvor hun bor med sin mand. Højgravid med hedeture og urolig siddestilling i sofaen, men også med den velkendte ild i øjnene og skarphed i munden.

Jeg var bange for den mand. Hvordan kunne jeg være bange for nogen? Jeg har altid vidst, hvad der var rigtigt og forkert, og lige pludselig forsvandt alle mine værdier. De var fuldstændigt brudt ned.

Jeanette Ottesen

Spændt og glad, med appetit på det liv, der nu venter hende som mor. Ærlig og afklaret, med den refleksion og eftertanke om sin karriere en graviditetspause giver rum og plads til.

Et liv som mor og en karriere i bassinet, Jeanette Ottesen håber kan kombineres, efter hun har født. Det var hendes drøm at stoppe karrieren ved EM i København i december, men den drøm må vige for en anden og større drøm. Men hun har ikke sluppet svømme-drømmen.

- Det er min ambition at vende tilbage, siger hun og fortsætter:

- Nu får jeg ikke lov til at afslutte på hjemmebane ved EM. Men jeg kan ikke acceptere, at jeg skal stoppe min karriere på denne måde, uden at jeg selv er klar til det. Der er intet, jeg mangler, jeg har vundet alt, man kan vinde, men efter en så lang og god karriere har jeg behov for at afslutte den på en ordentlig måde. Jeg kan mærke i min mave, at jeg ikke er færdig, siger hun.

Planen er at ramme bassinkanten ved OL i Tokyo i 2020.

- Det kunne være genialt at slutte af med et OL. Det ville være mit femte OL. Det er helt surrealistisk, at jeg har været til fire OL allerede, når jeg kun er 29 år, siger Ottesen, der har sine tvivl om, hvorvidt den drøm er realisérbar.

- Hvad hvis jeg ikke kvalificerer mig til noget som helst, og alle de unge er bedre end mig, når jeg vender tilbage? Det frygter jeg. Er det så ok, at det bliver sådan? Det tror jeg. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg har aldrig haft det godt med at blive slået, men jeg tror, at min tilgang bliver anderledes, siger Ottesen, hvis seneste store medalje var VM-guld i december sidste år.

Den danske holdkap med Mie Østergaard Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume, der vandt OL-bronze i 4 x 100 meter medley ved OL i Rio i 2016. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- For nu er der pludselig noget, der bliver vigtigere. Tidligere var svømningen min baby, nu får jeg en baby, som kommer til at betyde mere end alt andet. Jeg kommer ikke til at have den samme nervøsitet, den samme spændthed til en konkurrence, for uanset hvordan det går, skal jeg hjem til min baby bagefter, som elsker mig uanset hvad.

Den hårde skole

Kærligheden har været utvetydig fra danskerne. De 17 år Jeanette Ottesen har marineret i klorvand og er blevet dyppet i ædelt metal har været en stor succes. Responsen fra fansene er stadig overvældende, hvilket hun har kunnet mærke på den blog, hun oprettede, da hun blev gravid, og som hun vil fortsætte med at opdatere.

En blog, hvor hun gerne vil vise mennesket Jeanette; være ærlig omkring sin karriere og sit liv.

Jeanette Ottesen

Født: 30.12.1987 i Lyngby

Disciplin: Fri og butterfly

Har vundet over 50 internationale medaljer. Den mest vindende af alle Team Danmarks 141 verdensklasseatleter.

Udvalgte medaljer:

VM:

2 guld, 2 sølv

VM på kortbane:

3 guld, 1 sølv, 6 bronze

EM:

2 guld, 4 sølv, 2 bronze

EM på kortbane:

8 guld, 10 sølv, 7 bronze

OL:

1 bronze

Den nuancering og refleksion har hun aldrig tidligere haft tid til. Det har hun nu, hvor hun også kan skue tilbage på sin karriere. På dét, som lykkedes, og dét, som gik galt. Og ikke mindst, hvorfor hun har været så succesfuld.

Det er en historie, hun fortæller for første gang, og som lige så godt kunne være endt med, at hun ingen svømmekarriere ville have fået. En historie om misforstået, hård træning, spiseforstyrrelser, frygt, depression og et karrierestop.

En historie, som siden blev til en åbenbaring, der lærte Jeanette Ottesen forskellen mellem rigtigt og forkert, og som gav hende troen på, at hvis hun skulle have succes, skulle hun have sig selv med, hun skulle finde sin egen vej.

Ellers skulle det slet ikke gøres.

- Jeg har brugt min graviditet til at tænke tilbage på min karriere. Og faktisk er jeg meget stolt af mig selv. Over alt dét, jeg har vundet, men også at jeg har gjort det på min måde, uden at miste mig selv og mine værdier, siger hun.

Som bare 16-årig var Jeanette Ottesen med til sit første OL, i Athen i 2004. Australske Mark Regan var blevet ansat som dansk svømmelandstræner i 2003, og træningen med landsholdssvømmerne foregik i elitecenteret i Farum. Et sted, det 16-årige stortalent Jeanette Ottesen blev overført til.

- Den største svømmestjerne Mette Jacobsen trænede dér, og der var primært derfor, jeg ville være dér, for det var hende, jeg gerne ville slå. Men det er det mest sindssyge, jeg har været igennem. Tre år i helvede. Et mærkeligt sted at være både aldersmæssigt, men også med mennesker, der troede, at de kunne gøre med dig, hvad de ville, siger Ottesen.

Der var andre svømme-piger, der ikke kunne styre, at vi skulle vejes. De havde alvorlige spiseforstyrrelser. Det var en forskruet verden.

Jeanette Ottesen

Det handlede blandt andet om træningsmetoderne, træningsmængden og det psykiske klima på centeret, der blev styret af den erfarne landstræner Mark Regan.

- Alle skulle træne på samme måde, lige meget hvem man var, hvilken krop man havde, og hvad man stillede op i. Det skulle være så hårdt som muligt lige meget hvad. Det er jo fuldstændigt forkert, siger Jeanette Ottesen og fortsætter:

- At svømme 14 km om dagen, hver dag, og aldrig være i stand til følge med i skolen og lave sine lektier, fordi man er så træt, at man falder i søvn. At man ikke kan række ud efter smørret på spisebordet og bare tabe sin lammede arm ned i glas og andet på bordet. Når man ikke kan tage sit eget tøj på grundet træthed, når man ikke kan løfte sine arme, og når man brækker et ribben af overtræning.

- Så er det for meget, siger hun og fortæller videre:

- I en periode blev vi vejet hver morgen foran vores landstræner. Alle andre kunne overvære, hvad vægten viste og høre ham skælde dig ud, fordi du vejede 300 gram for meget. Så blev vejningen skåret ned til én gang om ugen, men det var stadigvæk på en grotesk måde, hvor han sad bag et skrivebord inde ved poolen med en sort bog, og så stod vægten bag skrivebordet.

- Så stod man i en kø bag vægten, og én efter én blev man vejet, mens han skrev vægten ned. Hvis han ikke sagde noget, var det godt. Han mente, at jeg skulle veje under 69 kg, og hvis jeg vejede 70 kg, blev han rasende og udspurgte mig om, hvad jeg havde spist, og hvad jeg havde lavet. Det var så latterligt og forkert, siger Ottesen.

Jeanette Ottesen i aktion. (Foto: claus fisker © Scanpix)

- Det gjorde jo, at man sultede sig en hel dag, inden man skulle vejes. Jeg spiste ikke morgenmad og sørgede for at komme på toilettet så meget som muligt, inden jeg skulle op på vægten. Så blev man vejet, hvorefter man skulle svømme syv km uden mad i kroppen. Bagefter rå-æder man, fordi man er så sulten, og det gentager sig så hver dag. Det er en spiseforstyrrelse. Det er forkert.

- Jeg var i det mindste en af de piger, der kunne håndtere det. Der var andre svømme-piger, der ikke kunne styre, at vi skulle vejes. De havde alvorlige spiseforstyrrelser. Det var en forskruet verden. En forskruet måde at gøre tingene på, siger hun.

Bange for at stoppe

Jeanette Ottesen mistede glæden ved svømningen. OL-svømmeren var på tre år blevet nedbrudt både som svømmer og som menneske.

- Jeg forsøgte at sige noget, men man blev ikke hørt. Og hvis man gjorde, blev der råbt af én, og så blev der sagt, at enten hopper du i vandet, ellers forsvinder du herfra, og så kommer du ikke tilbage igen, siger hun.

- Det er fuldstændig grotesk de ting, jeg stod model til. Jeg gjorde det i tre år, men så kunne jeg ikke mere. Jeg græd, inden jeg skulle til træning, og jeg kom grædende hjem fra træning hver dag. Da jeg var omkring 19 år, fik jeg hjælp af mine mine forældre, så jeg kunne sige stop.

Jeg brugte et år hos en psykolog på grund af det. På grund af ham. Det var, som om jeg var hjernevasket.

Jeanette Ottesen om træner Mark Regan

Men det var ikke en nem beslutning at stoppe på elitecenteret for Jeanette Ottesen. For var det så enden på den lovende svømmekarriere?

- Jeg var mega-bange. Bange for, at hvis jeg bare sagde stop, hvilke døre ville så lukke? Ville jeg blive udelukket fra stævner, ville de sørge for, at jeg aldrig kunne komme tilbage?

- Men jeg blev bare nødt til at gøre det, for det handlede om, at hvis ikke jeg sagde stop på det tidspunkt, så ville jeg gå fuldstændig psykisk ned og aldrig komme tilbage igen. Så langt ude var jeg. Jeg var intet værd. Virkelig langt nede. Nede i et sort hul. Det var en depression, siger hun.

En tilstand, hun brugte lang tid på at bearbejde.

- Jeg brugte et år hos en psykolog på grund af det. På grund af ham, siger hun om Mark Regan og fortsætter:

- Det var, som om jeg var hjernevasket. Mine samtaler med psykologen handlede udelukkende om ham. Jeg var bange for den mand. Hvordan kunne jeg være bange for nogen? Jeg er altid blevet opdraget til at være selvstændig og har altid vidst, hvad der var rigtigt og forkert, og lige pludselig forsvandt alle de værdier, jeg troede, jeg havde. De var fuldstændigt brudt ned.

Australieren Mark Regan var 42-år, da han blev ansat som dansk svømmelandstræner. (Foto: Bardur Eklund © Scanpix)

Men selv om det var Mark Regans stil og metoder, der påvirkede Jeanette Ottesen på en negativ måde, er hun ikke entydig omkring ansvaret for den periode på elitecenteret.

- Han var en træner af den gamle skole. Han var vant til at gøre tingene på en bestemt måde fra Australien, og den måde tog han med sig til Danmark. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved de ting, han gjorde. På det tidspunkt var Team Danmark ikke så meget inde over svømningen, og svømmeunionen vidste ikke, hvordan man gjorde tingene.

- Det var Marks skyld, og det var meget forkert, men vi deler vel alle skylden. Jeg stoppede det jo heller ikke, jeg gik jo ikke til unionen og fortalte, hvad der foregik. For hvem ville lytte til en 17-18-årig, og jeg vidste jo ikke, om hans måde var den rigtige, og om det bare var mig, der var forkert på den.

Om kvindekamp i bassinet:

- Kvindelige svømmere har meget at skulle have sagt i dag. Det føler jeg ikke jeg havde for 15 år siden. Det har ændret sig med tiden og i takt med at vi er blevet så gode. Jeg føler, at nå år jeg siger noget også til mændene, bliver der lyttet meget til mig. Der er ikke nogen mænd, der har tjent penge på svømningen, der er kun vi piger. Og i modsætning til fodbold har vi en mande-kampagne kørende inden for svømningen, hvor man forsøger at samle de gode unge drenge og lave noget sammenhold, og så de kan komme op på det niveau, vi har.

Og hun erkender, at Mark Regans metoder kunne virke for nogle svømmere. Det gjorde det for eksempel for Lotte Friis.

- Jeg ved, at det virkede for Lotte Friis. Hun er også langdistancesvømmer, og hun havde brug for den form for træning, mens det var forkert, at jeg trænede de samme ting som hende, fordi vi har forskellige kroppe og svømmer to forskellige ting, og derfor skulle have forskellige former for træning, siger hun.

Siden har Jeanette Ottesen mødt Mark Regan, hvis kontrakt med det danske svømmelandshold udløb efter OL i Beijing i 2008, én gang til et stævne i Barcelona.

- Han kom hen til mig, mens jeg svingede armene for at varme op. Han kom helt hen til mig og ville kramme mig, og jeg gav ham et kram. Jeg ved ikke, hvad der er med den mand. Normalt ville jeg have taget et skridt tilbage og givet ham hånden, men jeg var helt lammet.

- Jeg bliver helt bevæget og irriteret, når jeg snakker om det nu, for hvordan kan én mand få én til at føle sig så usikker? Man kan slet ikke kende sig selv. Han opførte sig, som om intet var hændt, og måske er han slet ikke klar over, hvad han gjorde mod ikke kun mig, men også mod mange af de andre, siger Ottesen.

Alle er forskelige

Efter oplevelserne på elitecenteret og den efterfølgende pause, dyppede hun forsigtigt tæerne i bassinerne. Lidt efter lidt trådte hun ud helt ud i vandet igen og genfandt så småt lysten igen.

- Da jeg starter igen på klubplan, får jeg lov til at lege lidt igen i vandet og bare være en vandhund. Så finder jeg ud af, at det alligevel er mig. Det var ’back to scratch’, jeg skulle finde mig selv igen og lære at have det sjovt med vandet og med træning igen, siger hun.

Og nu skulle det foregå på hendes egen måde. Uden at blive styret og kontrolleret, uden at nedbryde sin krop. Uden kompromiser.

- De tre år lærte mig, hvad der er rigtigt og forkert for mig. At der ikke er nogen, der skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv. Jeg vil gerne tage imod råd og vejledning, men når der er én, der fuldstændig styrer ens hverdag og ens sind, virker det ikke for mig.

- Man skal ikke komme alle svømmere i én og samme båd. I dag har man jo indset, at vi alle er forskellige, og at vi derfor har behov for forskellige former for træning. Det er derfor, vi har fået så mange gode svømmere i Danmark de sidste fem år, hvor svømmerne er blomstret, siger Ottesen.

- Det er ingen, der kender din krop bedre end dig selv. Der er ingen, der skal fortælle dig, hvad du skal gøre. Vi skal have råd og vejledning og en guide, men i sidste ende er det dig selv, der har det sidste ord i alt, hvad man foretager sig. Det er virkelig svært at lære at stå ved sig selv. Men jeg lærte det.

Pegefingeren

En lærdom, der gjorde, at hun blev en af verdens bedste svømmere. Og da der kom en ny landstræner efter OL i 2008 i form af Paulus Wilderboer, havde Jeanette Ottesen de mentale værktøjer til at stå imod.

Svømmer Jeanette Ottesen (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- De tre år under Regan gjorde mig stærkere. Det er ok at have en hård træner, der vil gøre tingene på en bestemt måde, men man må aldrig miste sig selv. Da vi fik Paulus som landstræner, sagde rygterne, at han skulle være den hårdeste træner af alle, siger hun om træneren, der for alvor antændte den gyldne periode i dansk svømning.

- Den første gang, han råbte af mig, råbte jeg igen så højt, at hele svømmehallen vendte sig om. Jeg råbte, at han ikke skulle råbe af mig, og min pegefinger var helt oppe. Fra den dag respekterede han mig. Jeg fik lov til at råbe af ham, jeg fik lov til at sætte min fod ned, når jeg ikke ville gå længere. Jeg fik lov til at være mig.